Kapitel I
Kommunalbestyrelsen
§ 1. Ærø kommunalbestyrelse består af 15 medlemmer.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen vælger en borgmester og en første og anden viceborgmester, jf. § 6 i lov om kommunernes styrelse (i det følgende kaldet styrelsesloven).
§ 2. Borgmesteren indkalder stedfortræderen for et medlem, når borgmesteren får meddelelse om eller på anden måde får kendskab til et medlems forfald af de grunde, der er nævnt i Styrelseslovens § 15, stk. 2, uanset om hindringen har en kortere varighed end en måned.
Stk. 2. De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af kommunalbestyrelsens møder fastsættes i kommunalbestyrelsens forretningsorden (i det følgende kaldet forretningsordenen), jf. styrelseslovens § 2.
Kapitel II
Borgmesteren
§ 3. De nærmere regler om borgmesterens opgaver i forbindelse med kommunalbestyrelsens møder fastsættes i forretningsordenen, jf. styrelseslovens §§ 8 og 30.
§ 4. Borgmesteren er øverste daglige leder af kommunens samlede administration, og varetager de funktioner, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV.
Stk. 2. Borgmesteren drager omsorg for, at der om sager, der hører under et udvalgs område, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden kommunalbestyrelsen træffer beslutning i sagen.
Stk. 3. Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse. Borgmesteren kan af udvalgene og administrationen forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition.
§ 5. Borgmesteren drager omsorg for, at ingen udgift afholdes eller indtægt oppebæres uden fornøden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af Økonomi- og Indenrigsministeriet og kommunalbestyrelsen fastsatte regler. Finder borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for kommunalbestyrelsen.
Kapitel III
Nedsættelse af udvalg og almindelige regler om disses virksomhed m.v.
§ 6. Følgende udvalg nedsættes:
1. Økonomi- og erhvervsudvalget
2. Teknik-, miljø- og havneudvalget
3. Kultur- og socialudvalget
§ 7. For hvert udvalg føres en beslutningsprotokol, hvori udvalgets beslutninger indføres. Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet.
Stk. 2. Ethvert af disse medlemmer kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen og ved sager, der af udvalget skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.
§ 8. Hvis et stående udvalg agter at foretage dispositioner, der berører et andet udvalgs ansvarsområde, skal der inden iværksættelsen forhandles med dette udvalg, i fornødent omfang med inddragelse af økonomi- og erhvervsudvalget og borgmesteren, jf. styrelseslovens §§ 18, 21 og 31 a.
§ 9. De stående udvalg drager omsorg for, at bevillinger og rådighedsbeløb, der er tildelt udvalget, ikke overskrides. Udvalgene foretager indstilling til kommunalbestyrelsen gennem økonomi- og erhvervsudvalget, hvis yderligere bevillinger er ønskelige eller nødvendige.
§ 10. Den gruppe, der har indvalgt et udvalgsmedlem, kan bestemme, at et andet medlem indtræder i udvalget, så længe udvalgsmedlemmet har forfald, uanset at forfaldet forventes at vare kortere end 1 måned.
Stk. 2. Den gruppe, der har indvalgt et udvalgsmedlem, der må forventes at blive erklæret inhabilt i forhold til en sag, der skal behandles af udvalget, kan bestemme, at et andet medlem i givet fald indtræder i udvalget ved sagens behandling.
Stk. 3. Den i stk. 1-2 nævnte bestemmelse gælder tillige for særlige udvalg nedsat af kommunalbestyrelsen efter styrelseslovens § 17, stk. 4.
Kapitel IV
Økonomi- og erhvervsudvalget
§ 11. Økonomi- og erhvervsudvalget udvalget består af borgmesteren, der er formand for udvalget, samt 4 af kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af de anliggender, der er underlagt det i medfør af styrelsesloven § 18, § 21 og kapitel V.
Stk. 3. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af løn- og personaleforhold inden for ethvert af kommunens administrationsområder. Udvalget fastsætter reglerne for borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.
Stk. 4. Udvalget varetager kommunens overordnede økonomiske og erhvervsmæssige planlægning og styring, har et overordnet ansvar for administrationens indretning og funktion og samordning af kommunens planlægningsopgaver.
Stk. 5. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af
- pantsætning af fast ejendom
- erhvervs- og turismefremme
- færgebetjening
- offentlig servicetrafik og rekvirerede kørselsopgaver
- bosætning
- kontrolindsatsen mod socialt bedrageri
- IT-infrastruktur og administrative IT-systemer
- kommunikation, herunder hjemmesider, digitale selvbetjeningsløsninger og anvendelse af sociale medier
- IT-sikkerhedspolitik
- drift og vedligeholdelse, bortset fra udvendig vedligeholdelse, af bygninger, anlæg og arealer under udvalgets område
Stk. 6. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til kommunalbestyrelsen om:
- anlægsplaner vedrørende institutioner og andre anlæg under udvalgets område i samarbejde med teknik-, miljø- og havneudvalget.
Stk. 7. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til kommunalbestyrelsen om kommunens kasse- og regnskabsregulativ (”Principper for økonomistyring”), jf. styrelseslovens § 42.
Stk. 8. Udvalget forhandler i fornødent omfang med et stående udvalg inden iværksættelsen af foranstaltninger, som har væsentlig betydning for det pågældende udvalg.
§ 12. Økonomi- og erhvervsudvalget fastsætter regler om:
- indberetning fra den kommunale administration med henblik på udvalgenes udøvelse af budget- og bevillingskontrol, jf. § 13
- i hvilket omfang kommunens værdier skal forsikres
- samordning af kommunens indkøbsfunktioner
§ 13. Økonomi- og erhvervsudvalget fører tilsyn med:
- at forvaltningen af økonomiske midler sker i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens beslutninger og i øvrigt på forsvarlig måde
- at forvaltningen af kommunens kasser og kommunens regnskabsføring er forsvarlig
- at de på årsbudgettet meddelte bevillinger og rådighedsbeløb samt de ved særlig beslutning bevilgede beløb ikke overskrides uden kommunalbestyrelsens samtykke
- løn- og ansættelsesforhold for personale i selvejende institutioner, jf. styrelseslovens § 67
Kapitel V
De stående udvalg
§ 14. Teknik-, miljø- og havneudvalget består af 5 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på det tekniske, havnerelaterede og miljømæssige område samt på bygge- og arealanvendelsesområdet, herunder opgaver vedrørende:
- administration af planlovgivningen
- bygge- og boligforhold
- køb og salg af fast ejendom
- natur- og miljøbeskyttelse
- affaldsområdet
- vandforsyning
- spildevandsområdet
- vandløb
- varmeforsyning
- vedvarende energi og klima
- vejvæsen
- flyveplads
- de kommunale havne
- kommunale bygninger, grunde, anlæg, og rekreative områder, som ikke ved denne vedtægt eller kommunalbestyrelsens beslutning er henlagt under noget andet udvalgs område
- projektforslag, forprojekt og hovedprojekt samt udførelse af alle kommunale bygge- og anlægsarbejder, herunder større vedligeholdelsesarbejder, uanset benyttelsesformål
- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til kommunalbestyrelsen om
- planer, der udarbejdes i henhold til planlovgivningen
- planer for de i stk. 2 omtalte og eventuelle andre tekniske og miljømæssige områder, i samarbejde med økonomi- og erhvervsudvalget, jf. § 11
- takster for forsyningsvirksomheder
- anlægsplaner
§ 15. Kultur- og socialudvalget består af 5 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget træffer afgørelse i sager om ydelser m.v. til enkeltpersoner på det undervisningsmæssige, sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesmæssige område, dog ikke i sager, der efter lovgivningen er tillagt kommunens børn og ungeudvalg.
Stk. 3. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens undervisningsmæssige, kulturelle, sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesmæssige opgaver, herunder opgaver vedrørende:
- folkeskole
- ungdomsskole
- musikskole
- folkeoplysningsaktiviteter herunder fritidsforanstaltninger for børn og unge, voksenundervisning samt udlån og udleje af lokaler i kommunale ejendomme til foreninger m.v.
- biblioteksvæsen
- museumsforhold
- teater- og biografforhold
- kulturelle arrangementer i øvrigt
- sociale foranstaltninger og ydelser til enkeltpersoner
- den kommunale beskæftigelsesindsats, jf. dispensation af 23. august 2011 fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet
- sundhedsfremme, forebyggelse og genoptræning
- kommunens sociale institutioner samt private og selvejende institutioner, som kommunen samarbejder med for at opfylde kommunens forpligtelser efter social- og sundhedslovgivningen
- drift og vedligeholdelse, bortset fra udvendig vedligeholdelse af bygninger, anlæg og arealer under udvalgets område
Stk. 4. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til kommunalbestyrelsen om:
- regler for udlån og udleje af lokaler i kommunale ejendomme og for tilskud til foreninger m.v.
- den kommunale beskæftigelsesplan
- udbygningsplaner, og andre sektorplaner inden for udvalgets område i samarbejde med økonomi- og erhvervsudvalget, jf. § 11
- anlægsplaner vedrørende institutioner og andre anlæg under udvalgets område i samarbejde med teknik-, miljø- og havneudvalget
- politikformuleringer på udvalgets områder
Kapitel VI
Borgerrådgiverfunktion
§ 16 Der etableres en borgerrådgiverfunktion, der henhører direkte under kommunalbestyrelsen.
stk. 2. Borgerrådgiverfunktionen skal styrke dialogen mellem borgerne og Ærø Kommune og sikre, at borgerne får råd og vejledning og skal bistå kommunalbestyrelsen med dennes tilsyn med kommunens administration. Borgerrådgiverfunktionen skal endvidere sikre, at borgernes anmodninger om råd og vejledning anvendes konstruktivt til forbedring af Ærø Kommunes sagsbehandling og borgerbetjening.
Vederlag m.v.
§ 17. Formanden for teknik-, miljø- og havneudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 30 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 2. Formanden for kultur- og socialudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 30 % af borgmesterens vederlag.
Stk. 3. Den i stk. 1-2 nævnte vederlæggelse ophører med udgangen af den kalendermåned, hvor den pågældende i en uafbrudt periode på 1 måned ikke har varetaget det pågældende hverv, indtil medlemmet på ny varetager hvervet.
Stk. 4. Ved fravær på grund af sygdom, graviditet, barsel og adoption, hvor stedfortræder af denne grund er indkaldt efter § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, er der dog ret til vederlag i indtil 9 måneder.
§ 18. Når et medlem af et stående udvalg på grund af formandens sygdom, ferie eller fravær af anden årsag af udvalget er konstitueret som formand i en periode på mindst 2 uger, oppebærer den pågældende i funktionsperioden et vederlag efter de samme regler som formanden, jf. § 17, stk. 1 – 4.
Stk. 2. Konstituerede formænd kan højst oppebære vederlag i en uafbrudt periode på 9 måneder.
Kapitel VIII
Ændringer i vedtægten
§ 19. Denne vedtægt træder i kraft den 21. september 2022.
Stk. 2. Samtidig ophæves ”Styrelsesvedtægt for Ærø Kommune af 8. juni 2022.
Stk. 3. Forslag til ændringer i vedtægten skal undergives to behandlinger i kommunalbestyrelsen med mindst 6 dages mellemrum. Vedtagne ændringer skal indsendes til Ankestyrelsen.
Således vedtaget af Ærø Kommunalbestyrelse i møder den 17. august 2022 og 21. september 2022.
Peter Hansted | Allan Krogh Filtenborg |
Borgmester | Kommunaldirektør |
Styrelsesvedtægten med underkrifter kan hentes som pdf. via dette link.
Vedtæger for Folkeoplysningsudvalget kan hentes som pdf. via dette link
I henhold til §35 stk. 2 i lovbekendtgørelse nr. 854 af 11. juli 2011 om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om Folkeuniversitet fastsættes følgende vedtægt for Folkeoplysningsudvalget i Ærø Kommune:
§1 Almindelig kompetence
Folkeoplysningsudvalget har til opgave at udføre de opgaver, der er tillagt udvalget i henhold til Lov om støtte til folkeoplysning indenfor de økonomiske rammer og de retningslinjer, som fastsættes af Kommunalbestyrelsen.
Udvalget inddrages forud for vedtagelse af:
- Ærø Kommunes politik for den folkeoplysende virksomhed.
- Ærø Kommunes budget for den folkeoplysende virksomhed og
- Ærø Kommunens regler for tilskud til den folkeoplysende virksomhed.
§2 Udvalgets arbejdsområder:
Ærø Kommune har med henvisning til Folkeoplysningslovens §35 stk. 2 valgt at delegere en række af Kommunalbestyrelsens kompetencer til Folkeoplysningsudvalget.
a) Udvalget træffer afgørelse om:
- Hvem, der er tilskudsberettiget og om de overholder Lovens tilskudsbetingelser.
- Fordeling af tilskud og ansøgningsfrister.
- Nye ansøgninger i henhold til tilskudsreglerne.
- Undervisning/aktiviteter for en bestemt afgrænset deltagerkreds.
- Fravigelse af kravet om deltagerbetaling til undervisning/aktiviteter.
b) Udvalget har udtaleret og kan stille forslag om:
- Ændringer af tilskudsregler mm.
- Det samlede budget til folkeoplysning og fordeling mellem områder (Budgethøring).
- Nye ansøgninger om lokaletilskud, der medfører væsentlige merudgifter for Kommunen.
- Nedsættelse af lokaletilskud (Afvigelse fra tilskudsreglerne).
- Kommunens Folkeoplysnings- og Kulturpolitik.
§ 3 Delegation:
a) Folkeoplysningsudvalget behandler:
- Alle sager, hvor udvalget har udtaleret.
- Fordeling af tilskud til nye ansøgninger i henhold til tilskudsreglerne.
- Ansøgninger til Ærø-ordningen.
- Udvalget kan nedsætte ad hoc arbejdsgrupper, hvis der er sager, der ønskes særligt belyst. Evt. skriftlige referater og bilag udsendes med dagsordenen til Folkeoplysningsudvalgsmødet.
b) Udvalget skal årligt orienteres om:
- Godkendelse af foreninger.
- Gebyrtakster for brug af kommunale lokaler.
- Lokaleanvisninger i kommunale anlæg.
c) Kultur- og Socialafdelingen:
- Behandler nye ansøgninger om godkendelse af foreninger.
- Behandler anvisninger af kommunale lokaler.
- Behandler fastlæggelse af gebyrtakster for kommunale lokaler.
Stk. 2 Rutinemæssige beslutninger:
Folkeoplysningsudvalget kan vælge at rutinemæssige beslutninger, afgørelser og skøn træffes af forvaltningen indenfor de af udvalget fastsatte retningslinjer. Evt. klager over forvaltningens afgørelser forelægges udvalget til endelig afgørelse.
Stk. 3 Presserende sager:
I sager, der ikke kan afvente udvalgets næste møde, er formanden for Folkeoplysningsudvalget berettiget til at træffe afgørelse. Formandens afgørelser vil efterfølgende blive forelagt udvalget til efterretning på førstkommende møde.
Stk. 4 Remonstration:
Ved utilfredshed med afgørelser truffet af Folkeoplysningsudvalget, kan der rettes henvendelse til Ærø Kommune, der kan vælge at tage afgørelsen op til fornyet overvejelse.
§ 4 Sammensætning.
Folkeoplysningsudvalget består af 10 medlemmer, hvoraf:
- 3 medlemmer vælges af Kommunalbestyrelsen blandt dets medlemmer.
- 2 medlemmer indstilles af voksenundervisning (oplysningsforbund/aftenskoler) og andre foreninger, hvis virksomhed hovedsageligt omfatter undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed og debatskabende aktiviteter, hvortil der er knyttet deltagerbetaling.
- 4 medlemmer indstilles af det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde, der rummer idræt samt idebestemt og samfundsengagerende børne- og ungdomsarbejde, hvortil der er knyttet deltagerbetaling. Såfremt der kun indstilles 1 medlem fra kredsen ovenover, udvides denne her kreds med 1 medlem mere til 5 medlemmer.
- 1 medlem indstilles af de handicaporganisationer, som ønsker sig repræsenteret. Såfremt det ikke er muligt at vælge en handicaprepræsentant eller dennes stedfortræder, vælges 1 ekstra medlem og/eller 1 ekstra stedfortræder fra det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.
- For hvert medlem af Folkeoplysningsudvalget udpeges en personlig stedfortræder.
Stk. 2 Valgberettigede:
For at kunne indstilles eller vælges til Folkeoplysningsudvalget er det en betingelse, at den pågældende repræsenterer en forening, som i det seneste år op til datoen for valget til Folkeoplysningsudvalget har gennemført en folkeoplysende virksomhed med tilskud eller anvisning af et lokale efter Loven i Ærø Kommune.
Personer der har bopæl i Ærø Kommune, har pligt til at modtage valg. Personer der ikke har bopæl i Ærø Kommune, har ret men ikke pligt til at modtage valg.
Personer der har været medlem af Folkeoplysningsudvalget i to hele sammenhængende valgperioder, har ikke pligt til at modtage valg.
Om fritagelse for valg og medlemskab i øvrigt gælder de samme bestemmelser, som er fastsat i Lov om kommunale valg.
Stk. 3 Stedfortrædere:
Hvis et medlem af Folkeoplysningsudvalget udtræder i løbet af valgperioden, indtræder den personlige stedfortræder.
Når et medlem har forfald eller er inhabil i forhold til en bestemt sag, kan formanden indkalde stedfortræderen til midlertidigt at tage sæde i udvalget. Har et medlem forfald i mindst 3 måneder, skal stedfortræderen indkaldes.
Er der ved et medlems udtræden af Folkeoplysningsudvalget ingen stedfortræder, foretages der et suppleringsvalg for resten af valgperioden.
Stk. 4 Valghandlingen:
Brugerrepræsentanterne og disses stedfortrædere vælges på et opstillingsmøde, hvor hver indstillingsberettiget forening kan repræsenteres med 2 repræsentanter.
På mødet udpeges både repræsentanter og stedfortrædere efter indstilling fra de opstillingsberettigede foreninger. Indstillingerne kan afleveres på valgmødet, men skal foreligge senest 7 dage efter mødet.
Såfremt der på mødet ikke opnås enighed, eller hvis der 7 dage efter mødet kun foreligger et utilstrækkeligt antal indstillinger, udpeger Kommunalbestyrelsen brugerrepræsentanterne og disses stedfortrædere efter følgende nøgle:
Kommunalbestyrelsen vælger 2 repræsentanter for den folkeoplysende voksenundervisning og 4 repræsentanter for det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.
Handicaprepræsentanten vælges af Kommunalbestyrelsen.
Stedfortræderne vælges efter samme retningslinjer som gælder for valg af brugerrepræsentanterne.
Stk. 5 Sekretær:
Som repræsentant for den kommunale forvaltning og som sekretær deltager en medarbejder fra Kultur- og Socialforvaltningen uden stemmeret.
Folkeoplysningsudvalget kan tilkalde andre kommunale medarbejdere til drøftelse af særlige spørgsmål.
Stk. 6 Underudvalg:
Folkeoplysningsudvalget kan stille forslag til Kommunalbestyrelsen om, at der nedsættes underudvalg og om medlemmer hertil.
Medlemmer af underudvalg kan udpeges uden for Folkeoplysningsudvalgets medlemskreds.
§ 5 Funktionsperiode:
Udvalgets medlemmer vælges for en fire-årig periode, således at udvalgets funktionsperiode følger den kommunale valgperiode.
Valg til Folkeoplysningsudvalget finder sted snarest muligt efter hvert kommunalvalg, dog senest inden 1. april i det efterfølgende år.
Udvalget fungerer indtil udgangen af den måned, hvori nye medlemmer er valgt.
§ 6 Konstituering:
Udvalgets sekretærfunktion indkalder til udvalgets første møde. På det første møde konstituerer udvalget sig med valg af formand, næstformand og evt. underudvalg.
Valg af formand ledes af det blandt Kommunalbestyrelsens valgte medlem, der har været medlem af Kommunalbestyrelsen længst tid, eller hvis flere har samme anciennitet af det ældste af disse. Efter valg af formand vælger udvalget blandt sine medlemmer en næstformand til at fungere, når formanden har forfald.
Valg af formand og næstformand finder sted i overensstemmelse med Kommunestyrelseslovens § 24 stk. 1.
§ 7 Fastsættelse af forretningsorden:
Folkeoplysningsudvalget fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 8 Rammer for udvalgsmøder:
Folkeoplysningsudvalgets møder afholdes for lukkede døre.
Stk. 2 Udvalgets møder:
Folkeoplysningsudvalget afholder møde så ofte formanden eller 3 af udvalgsmedlemmerne finder det fornødent. Der afholdes dog møde mindst 1 gang hvert kvartal.
Stk. 3 Mødeplan:
De faste møder aftales ved årets begyndelse for ét år ad gangen.
Stk. 4 Indkaldelse:
Formanden indkalder med mindst 1 uges varsel medlemmerne til møder udenfor den aftalte møderække.
Stk. 5 Dagsorden:
Formanden fastsætter dagsordenen for møderne og sender senest 5 hverdage inden mødet til medlemmerne og øvrige mødedeltagere en dagsorden med eventuelle bilag. Såfremt et medlem ønsker et punkt optaget på dagsordenen, skal dette meddeles formanden eller udvalgets sekretærfunktion skriftligt senest 14 dage før mødet afholdes.
Stk. 6 Ekstra ordinære møder:
I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med kortere varsel. Før mødet indkaldes, skal formanden så vidt muligt underrette medlemmerne om de sager, der skal behandles på mødet. Ved disse møder er udvalget beslutningsdygtigt uanset fremmødet.
Stk. 7 Ledelse af møderne:
Formanden leder forhandlingerne og afstemningerne og drager omsorg for, at beslutningerne indføres i en beslutningsprotokol.
Stk. 8 Beslutningsprotokol:
I beslutningsprotokollen anføres for hvert møde, hvilke personer, der har været tilstede. Beslutningsprotokollen underskrives af samtlige udvalgsmedlemmer.
Stk. 9 Mindretalsudtalelser:
Ethvert medlem af udvalget kan forlange afvigende opfattelser tilført protokollen og medsendt udvalgets udtalelser og beslutninger.
Stk. 10 Udførelse af udvalgets beslutninger:
Formanden drageromsorg for udførelsen af udvalgets beslutninger.
Stk. 11 Mødetidspunkt:
Udvalget aftaler selv mødetidspunkt i sin forretningsorden, men det skal så vidt muligt være udenfor normal arbejdstid.
§9 Beslutningsdygtighed:
Folkeoplysningsudvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 2 Stemmeflertal:
Beslutningerne træffes ved stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
§ 10 Udvalgets udgifter:
Udgifterne til Folkeoplysningsudvalgets og dets underudvalgs virksomhed afholdes af Ærø Kommune.
Stk. 2 Diæter, vederlag med mere
Medlemmer der repræsenterer brugergrupper modtager diæter for deltagelse i Folkeoplysningsudvalgets møder og møder i eventuelle underudvalg. Diæterne ydes i overensstemmelse med bestemmelserne i Folkeoplysningsloven.
Medlemmer der vælges af og blandt Kommunalbestyrelsens medlemmer, modtager ikke særskilt vederlag eller diæt for deltagelse i Folkeoplysningsudvalgets møder og møder i eventuelle underudvalg jf. Kommunestyrelseslovens § 16.
§ 11 Udvalgets beløbsramme:
Kommunalbestyrelsen fastsætter og fordeler årligt en beløbsramme til:
Den folkeoplysende voksenundervisning.
Det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde.
Rammen fordeles efter de af Kommunalbestyrelsen vedtagne retningslinjer for hvert område.
§ 12 Vedtægtsændringer:
Vedtægtsændringer skal behandles af Kultur- og Socialudvalget for vedtagelse i Kommunalbestyrelsen.
Denne vedtægtsændring erstatter den seneste vedtagne vedtægt af 21. august 2019.
Vedtaget i Kommunalbestyrelsen den 15.december 2021.
Peter Hansted
Borgmester
§1. Formål.
1. Handicaprådet i Ærø kommune skal medvirke til at skabe så gode vilkår som muligt for personer med handicap bosiddende i Ærø kommune. Handicaprådet arbejder således at rådet har fokus på hele kommunens opgaveportefølje.
2. Handicaprådet i Ærø kommune skal medvirke til at kvalificere den politiske beslutningsproces i kommunen ved at afgive høring om initiativer der har betydning for mennesker med handicap.
3. Handicaprådet i Ærø kommune skal fungere som rådgivende organ for kommunalbestyrelsen og kommunens administration.
§2 Opgaver.
1. Handicaprådet kan arbejde med alle handicaprelaterede spørgsmål i kommunen, og kan udtale sig om alle handicaprelaterede sager.
2. Handicaprådet kan ikke beskæftige sig med enkeltpersoners forhold, herunder personalesager eller konkrete klagesager.
3. Handicaprådet kan samarbejde med kommunens seniorråd om sager, der berører såvel ældre som handicappede borgere.
4. Handicaprådet skal være en aktiv aktør i samarbejdet med kommunen, og kan selvstændigt rejse ideer og forslag om handicaprelaterede forhold.
5. Handicaprådet medvirker før høringsfasen aktivt, inden udarbejdelse af kommunens handicappolitik .
§3 Sammensætning og udpegning.
1. Ærø kommunes handicapråd består af 6 medlemmer, heraf 3 medlemmer der er udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer og 3 medlemmer der er udpeget af kommunalbestyrelsen. De 3 medlemmer der udpeges ved kommunalbestyrelsens konstituering er medlemmer af henholdsvis Kultur- og Socialudvalget, Teknik- miljø- og Havneudvalget og Økonomi- og Erhvervsudvalget . Medlemmerne udpeges for en 4-årig periode der følger den kommunale valgperiode. Udpegning for den efterfølgende periode finder sted senest den 31. december samme år, der finder kommunalvalg sted.
2. Medlemmer der repræsenterer Danske Handicaporganisationer skal være bosiddende i Ærø kommune.
3. Der udpeges en personlig stedfortræder for hvert medlem af rådet, som deltager i rådets møder ved det ordinære medlems forfald
4. Det er muligt at være stedfortræder for flere medlemmer, såfremt det ikke er muligt at udpege personlige stedfortrædere for alle DH's medlemmer.
§4 Konstituering.
1. Ærø kommunes handicapråd konstituerer sig selv ved det første møde med en formand og en næstformand.
§5 Drift.
1. Ærø kommune stiller mødelokaler og sekretariatsbistand til rådighed for Handicaprådet i fornødent omfang. Udsendelse af dagsordener samt materiale til gennemlæsning sker senest 10 dage før et møde. Referater skal foreligge senest 5 arbejdsdage efter mødet.
2. Kommunen yder diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og generel udgiftsgodtgørelse efter reglerne i den kommunale styrelseslov til de af Danske Handicaporganisationer udpegede medlemmer af handicaprådet.
3. Handicaprådet kan indkalde bistand fra alle kommunale forvaltningsgrene i nødvendigt omfang.
§6 Mødeaktivitet.
1. Handicaprådet fastlægger selv sin forretning sorden hvori der angives mødehyppighed, regler for indkaldelse og dagsorden samt øvrige nødvendige retningslinier.
2. Handicaprådet afholder møde en gang i kvartalet eller på formandens, to medlemmers eller kommunalbestyrelsens initiativ
3. Indkaldelse til første møde efter kommunalvalget sker på kommunalbestyrelsens initiativ.
4. Handicaprådet er beslutningsdygtigt når formanden eller næstformanden, samt mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
5. Der tages referat af møderne. Referatet udsendes til rådets medlemmer og forelægges Kultur og socialudvalget til orientering på det førstkommende møde. Er der i referatet notater til en bestemt forvaltning, sender brev hertil med besked om en evt . igangsætning af en sag. Referat tilgår Socialdirektør og Job- og Voksencenterchef.
6. Handicaprådets medlemmer er underlagt de samme regler om tavshedspligt der gælder for folkevalgte og ansatte i kommunen.
§7 Ændringer i vedtægten.
1. Ærø kommunes handicapråd kan vedtage forslag til ændringer i vedtægten med almindeligt flertal, når hele udvalget er samlet, såfremt ændringsforslagene er optaget på mødets dagsorden. Vedtagne ændringsforslag skal efterfølgende godkendes af kommunalbestyrelsen
Godkendt i Kommunalbestyrelsen, den 27. juni 2018
Ole Wej Petersen Allan Krog Filtenborg
Borgmester Kommunaldirektør
§ 1. Formål
Vedtægten fastlægger rammerne for dagtilbudsbestyrelsernes arbejde, herunder rammer for samarbejdet mellem forældre, dagtilbudsleder. personale og Kommunalbestyrelsen.
Vedtægten er gældende for de kommunale dagtilbud i Ærø Kommune, der omfatter.
-
”Kernehuset”, Sygehusvejen 33 b, 5970 Ærøskøbing
-
”Mopælappen”, integreret vuggestue og børnehave, Halvejen 20, 5960 Marstal
-
”Dagplejen”, St. Rise Skolevej 3 5970 Ærøskøbing
Det er dagtilbudslovens formål, at:
-
fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring
-
give familien fleksibilitet og valgmuligheder i forhold til forskellige typer af tilbud og tilskud, så familien så vidt muligt kan tilrettelægge familie- og arbejdsliv efter familiens behov og ønsker
-
forebygge negativ social arv og eksklusion ved, at de pædagogiske tilbud er en integreret del af både kommunens samlede generelle tilbud til børn og unge og af den forebyggende og støttende indsats over for børn og unge med behov for en særlig indsats, herunder børn og unge med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne, og
-
skabe sammenhæng og kontinuitet mellem tilbuddene og gøre overgange mellem tilbuddene sammenhængende og alderssvarende udfordrende for børnene.
§ 2. Forældrebestyrelsen
Jfr. dagtilbudslovens § 15 har forældrebestyrelsen i en daginstitution til opgave at fastsætte principper for daginstitutionens og dagplejens arbejde, for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem og for anvendelsen af en budgetramme for daginstitutionen inden for de rammer og eventuelle prioriterede indsatser, som kommunalbestyrelsen har fastsat.
Forældrebestyrelsen kan have forskellig størrelse, der skal ses i sammenhæng med dagtilbuddets størrelse og interessen blandt forældre. Størrelsen af forældrebestyrelsen fastsættes af forældregruppen ved det årlige valgmøde og fastlægges forud for valghandlingen, evt. ved afstemning, hvis der er flere forslag.
Der er tre forskellige størrelser for forældrebestyrelser:
-
en lille bestyrelse med 3 forældrerepræsentanter og 1 medarbejderrepræsentant
-
en mellem bestyrelse med 5 forældrerepræsentanter og 2 medarbejderrepræsentanter
-
en stor bestyrelse med 7 forældrerepræsentanter og 2 medarbejderrepræsentanter Medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen har stemmeret.
Lederen fungerer som sekretær for bestyrelsen og har ikke stemmeret
§ 3. Valg til bestyrelsen
Forældrerepræsentanter i bestyrelsen og suppleanter vælges på et forældremøde i dagtilbuddet inden udgangen af oktober kvartal hvert år.
Dagplejen: Forældrerepræsentanter og suppleanter vælges for en et-årig periode fra valget og frem til forældremødet med valg 1 år efter.
Daginstitutioner: Forældrerepræsentanter vælges på skift for en 2 årig periode af hensyn til kontinuiteten. På ulige år vælges en repræsentant mere end på lige år. Valgperioden gælder fra valget og frem til forældremødet med valg 2 år efter.
1-2 suppleanter vælges for en et årig periode.
Valgperioden gælder fra valget og frem til forældremødet med valg 1 år efter.
Valget tilrettelægges i samarbejde mellem bestyrelsesformand og leder med min. 2 ugers frist og ved skriftlig indkaldelse.
Medarbejderrepræsentanterne vælges af og blandt de faste medarbejdere for en et årig periode. Det tilstræbes at såvel uddannede, som ikke uddannede medarbejdere er repræsenterede, når der kan vælges flere én medarbejderrepræsentant.
§ 4. Valgbarhed og valgret
Forældre/plejeforældre med børn i dagtilbuddet er valgbare og har valgret til bestyrelsesvalg. Begge forældre er valgbare, hvis der er fælles forældremyndighed, uanset bopæl.
For samlevere, der ikke er biologiske forældre, kræves skriftlig fuldmagt fra forældremyndighedsindehaveren.
Eventuelle tvivlstilfælde forelægges Børn og ungechefen til endelig afgørelse.
Medarbejdere med børn i dagtilbuddet har valgret vedrørende forældrerepræsentanter i bestyrelsen, men er ikke valgbare som forældrerepræsentanter.
Ved afstemningen har forældrene 1 stemme pr. indskrevet barn i dagtilbuddet.
Valg til bestyrelsen sker skriftligt og afgøres ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed til en bestyrelsespost, finder der omvalg sted mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer. Valg af 1-2 suppleanter sker på tilsvarende vis.
§ 5. Udtrædelse af bestyrelsen
Et forældrevalgt bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, når medlemmets barn ikke længere er optaget i dagtilbuddet, hvorefter suppleanten indtræder. Pladsen i forældrebestyrelsen kan bevares, hvis forældrerepræsentanten har yngre børn, der står på venteliste til/optages på en plads indenfor 6 mdr.
§ 6. Bestyrelsens konstituering og forretningsorden
Bestyrelsen konstitueres på det førstkommende møde efter nyvalg. Lederen indkalder til det konstituerende møde. Formanden og næstformanden vælges af og blandt forældrerepræsentanterne i bestyrelsen.
Efter det konstituerende møde orienterer lederen kommunalbestyrelsen om bestyrelsens sammensætning og om eventuelle udvalg, der samtidig offentliggøres på hjemmesiden.
Forældrebestyrelsen fastlægger selv sin forretningsorden indenfor rammerne af lovgivning, denne styrelsesvedtægt og forslag til forretningsorden.
§ 7. Økonomi
Kommunalbestyrelsen afsætter økonomiske midler til forældrebestyrelsesarbejdet. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for etablering af kurser/uddannelse til såvel nye som erfarne bestyrelsesmedlemmer.
§ 8. Forældrebestyrelsens opgaver
Dagpleje
Forældrebestyrelsen for den kommunale dagpleje skal fastsætte principper for dagplejens arbejde, for samarbejdet mellem dagtilbud og hjem og for anvendelsen af en budgetramme for dagplejen inden for de rammer og eventuelle prioriterede indsatser, som kommunalbestyrelsen har fastsat. Forældrebestyrelsen for den kommunale dagpleje skal inddrages i udarbejdelsen og evalueringen af og opfølgningen på den pædagogiske læreplan og i dagplejens arbejde med at skabe gode overgange fra hjem til dagtilbud og mellem dagtilbud.
Daginstitutioner
Forældrebestyrelsen for de kommunale daginstitutioner skal inddrages i udarbejdelsen og evalueringen af den pædagogiske læreplan, bl.a. med fokus på sammenhæng og overgange.
Forældrebestyrelsen i de kommunale daginstitutioner har kompetencen vedr. evt. fravalg af kostordning.
Fælles
Forældrebestyrelserne varetager sine opgaver inden for de rammer og eventuelle prioriterede mål og indsats, som kommunalbestyrelsen har fastsat. F.eks.:
-
Ærø Kommunes Børnepolitik
-
Ærø Kommunes Udviklingsplan med handleplan
Forældrebestyrelserne har indstillingsret ved ansættelse af leder eller medarbejdere. I praksis ved at der indgår en repræsentant fra forældrebestyrelsen i indstillingsudvalget.
§ 9. Mødevirksomhed
Forældrebestyrelsens møder er åbne for øvrige forældre i dagtilbuddet, dog har forældrebestyrelsen mulighed for at behandle enkelte punkter for lukkede døre. Bestyrelsen kan endvidere indbyde andre til at deltage ad hoc i møderne.
Beslutninger kan alene træffes ved fysisk fremmøde på et forældrebestyrelsesmøde. Ved eventuel afstemning i bestyrelsen:
Der kan stemmes om punkter på dagsordenen, der fremstår som beslutningspunkter. Afstemning foregår ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandsstemmen afgørende.
For at forældrebestyrelsen kan udøve sin indflydelse på dagtilbuddet, er det en forudsætning, at den nødvendige information og vejledning stilles til rådighed for bestyrelsen via lederen.
Lederen udleverer ajourført budgetbalance 1 gang årligt eller når bestyrelsen ønsker det.
Lederen skal orientere bestyrelsen om lovmæssige beslutninger (herunder lovændringer i, vejledninger og cirkulærer), informationer fra Ærø kommune og andet, der kan berøre dagtilbuddet og deres børn/forældre.
Forældrebestyrelsen hørings- og udtaleret i alle spørgsmål, der vedrører dagtilbuddet.
§ 10. Ikrafttræden og eventuel ændring af styrelsesvedtægten
Denne styrelsesvedtægt er godkendt af Ærø Kommunes kommunalbestyrelse og træder i kraft i tilknytning til valgene i 4. kvartal 2019 med virkning fra 1. jan. 2020.
Ændring kan kun foretages af kommunalbestyrelsen efter forudgående indhentet udtalelse hos forældrebestyrelserne.
Kommunalbestyrelsen kan ændre styrelsesvedtægten med 3 måneders varsel. Ændring med kortere varsel kan kun ske, hvis forældrebestyrelsen og kommunalbestyrelsen er enige herom.
Godkendt i Kommunalbestyrelsen den 9. okt. 2019
Skolestyrelsesvedtægt for Ærø Kommune, marts 2017
Indledning
Der er én folkeskole på Ærø og dermed et skoledistrikt. Skolen kan optage alle børn i den undervisningspligtige alder.
Kapitel 1. Kommunalbestyrelsen
§ 1 Kommunalbestyrelsens opgaver Stk. 1
Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, at ethvert undervisningspligtigt barn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen fastlægger mål og rammer for skolens virksomhed, herunder antallet af skoledage.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen godkender skolens læseplaner og skal derigennem bl.a. sikre, at undervisningen fremmer elevernes alsidige udvikling.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen fastsætter og offentliggør en mål- og indholdsbeskrivelse for skolefritidsordningen, der lever op til de ministerielle krav. Skolebestyrelsen har udtaleret.
Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan delegere kompetence til skolebestyrelsen indenfor rammerne af folkeskoleloven.
Stk. 6 Beslutninger om ansættelse af ledere, lærere og pædagoger sker efter at der er indhentet udtalelse fra vedkommende skolebestyrelse. I praksis sker det ved at der indgår to repræsentanter fra skolebestyrelsen i indstillingsudvalg: én forældrerepræsentant og én medarbejderrepræsentant.
Stk. 7 Kommunalbestyrelsen skal sikre, at lærerne på skolen har undervisningskompetence fra læreruddannelsen eller tilsvarende faglig kompetence i de fag, som de underviser i (kompetencedækning). Kommunalbestyrelsen skal samtidig sikre at de øvrige pædagogiske medarbejdere på skolen har relevante kompetencer i forhold til de opgaver, som de løser.
Stk. 8 Kommunalbestyrelsen fastlægger retningslinjer og niveau for betaling til dækning af udgifter til forplejning under lejrskoler og skolerejser, herunder rammer for andre områder hvor elever og forældre i fællesskab tilvejebringer midler til skole- og undervisningsrelaterede formål.
§ 2 Kvalitetsrapport
Stk. 1 Kommunalbestyrelsen udarbejder en kvalitetsrapport hvert andet år (ulige år), der efterlever de ministerielle krav.
Stk. 2 Er niveauet i forvaltningen eller på skolen ikke tilfredsstillende, skal kommunalbestyrelsen som en del af kvalitetsrapporten udarbejde en handlingsplan med henblik på at forbedre niveauet.
Stk. 3 Kvalitetsrapporten skal drøftes på et møde i kommunalbestyrelsen, der tager stilling til rapporten og evt. handlingsplan. Forinden drøftelsen i kommunalbestyrelsen indhentes der en udtalelse fra skolebestyrelsen om kvalitetsrapporten.
Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal offentliggøre kvalitetsrapporten med eventuelle handlingsplaner og skolebestyrelsens udtalelser herom på internettet (skolens hjemmeside/samarbejdsportal). Oplysninger omfattet af tavshedspligt må ikke offentliggøres.
Kapitel 2. Skolebestyrelsen
§ 3. Skolebestyrelsens sammensætning og funktioner
Stk. 1 Der oprettes en skolebestyrelse med følgende sammensætning.
- Syv forældrerepræsentanter og mindst to stedfortrædere
- To medarbejderrepræsentanter
- To elevrepræsentanter
Stk. 2 Alle skolebestyrelsens medlemmer har stemmeret.
Stk. 3 Formanden for skolebestyrelsen udpeges blandt forældrerepræsentanterne.
Stk. 4 Skolens leder, stedfortræder og SFO-leder varetager bestyrelsens sekretærfunktioner og andre administrati- ve opgaver. Ledelsen deltager i skolebestyrelsens møder uden stemmeret.
Stk. 5 Elevrepræsentanterne må ikke overvære den del af drøftelserne, der angår sager vedrørende enkelte elever eller lærere.
§ 4. Valg til skolebestyrelsen
Stk. 1 Forældrerepræsentanter og deres stedfortrædere vælges efter reglerne i ministeriets bekendtgørelse om valg af repræsentanter til skolebestyrelser.
Forældrerepræsentanternes vælges ved forskudte valg for en fireårig periode: Fire repræsentanter vælges i lige år gældende fra 1. august i det år der følger efter nyvalg til kommunalbestyrelse og tre repræsentanter to år efter, ligeledes gældende fra 1. august.
Stk. 2. De øvrige medlemmers valgperiode er 1 år. Personer, der er ansat på skolen, kan ikke være forældrevalgte medlemmer af skolebestyrelsen. Loven angiver udtømmende, hvem der er faste deltagere i skolebestyrelsens møder. Derfor må medlemmernes stedfortrædere kun deltage i møderne i tilfælde af medlemmernes forfald.
Stk. 3 Elevrepræsentanter udpeges af elevrådet
Stk. 4. Medarbejderrepræsentanterne vælges på den måde, at skolens leder indkalder samtlige medarbejdere, der gør tjeneste ved skolen, til en fælles valghandling. Alle medarbejdere kan stemme på alle kandidater. Hver medarbejder har én stemme. De to medarbejdere, der har fået flest og næst flest stemmer, er valgt. To stedfortrædere vælges efter samme fremgangsmåde.
Stk. 5. Skolebestyrelsens møder afholdes for lukkede døre. Deltagere i lukkede møder må ikke referere, hvad andre har sagt, men må inden for rammerne af lovgivningens regler om tavshedspligt offentliggøre sine egne meninger. Skolebestyrelsen kan indbyde andre til at deltage i møderne, når der behandles spørgsmål af særlig interesse for dem.
Stk. 6. Kommunalbestyrelsen yder forældre- og elevrepræsentanter vederlag og erstatning for dokumenterede merudgifter i forbindelse med varetagelsen af medlemskab af skolebestyrelsen efter ministeriets regler.
§ 5. Skolebestyrelsens opgaver
Stk. 1 Skolebestyrelsen udøver sin virksomhed inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen fastsætter og fører i øvrigt tilsyn med alle dele af skolens virksomhed, dog undtagen personale- og elevsager. Skolebestyrelsen kan fra skolens leder indhente enhver oplysning om skolens virksomhed, som er nødvendig for at varetage tilsynet.
Stk. 2 Skolebestyrelsen fastsætter principper for skolens virksomhed, herunder om:
- undervisningens organisering, elevernes undervisningstimetal på hvert klassetrin, skoledagens længde, understøttende undervisning, holddannelse, udbud af valgfag, specialundervisning på skolen og elevernes placering i klasser,
- adgangen til at opfylde undervisningspligten ved at deltage i undervisningen i den kommunale musikskole (Viften) eller ved eliteidrætsudøvelse i en idrætsforening
- samarbejdet mellem skole og hjem, og om skolens og forældrenes ansvar i samarbejdet,
- underretning af hjemmene om elevernes udbytte af undervisningen,
- arbejdets fordeling blandt det undervisende personale,
- fællesarrangementer for eleverne i skoletiden, lejrskoleophold, udsendelse i praktik med videre og
- skolefritidsordningens virksomhed.
Stk. 3 Skolebestyrelsen godkender skolens budget, inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte økonomiske rammer.
Stk. 4 Skolebestyrelsen godkender undervisningsmidler og fastsætter skolens ordensregler og værdiregelsæt.
Stk. 5 Skolebestyrelsen godkender inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte retningslinjer, om skolens virksomhed skal omfatte kulturcenteraktiviteter i samarbejde med lokalforeninger, og fastsætter principper herfor. Skolebestyrelsen er vært for den årlige ”Skole-fritidskonference” og ansvarlig for udvikling af den åbne skole og samarbejdet med lokale interessenter.
Stk. 6 To repræsentanter fra skolebestyrelsen indgår i indstillingsudvalg ved ansættelse af ledere, lærere og pædagoger på skolen.
Stk. 7 Skolebestyrelsen udarbejder forslag til kommunalbestyrelsen om skolens læseplaner
Stk. 8 Skolebestyrelsen fastsætter principper for evt. madordning inden for de rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat.
Stk. 9 Skolebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til skolens leder og kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører skolebestyrelsens virksomhed. Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som kommunalbestyrelsen forelægger den.
Stk. 10 Skolebestyrelsens formand udarbejder til hvert møde en dagsorden. Der udarbejdes efter hvert møde et referat, som godkendes af de medlemmer, som har deltaget i mødet. Dagsordenen og referatet gøres med de begrænsninger, der følger af lovgivningens regler om tavshedspligt, tilgængeligt på skolens hjemmeside.
Stk. 11 Skolebestyrelsen afgiver en årsberetning, der offentliggøres på skolens hjemmeside.
Stk. 12 Skolebestyrelsen indkalder mindst en gang årligt forældrene til et fælles møde til drøftelse af skolens virk- somhed. På et sådant møde behandles årsberetningen.
Kapitel 3 Skolens ledelse
§ 6 Skoleleder
Stk. 1 Skolelederen har den administrative og pædagogiske ledelse af skolen og er ansvarlig for skolens virksomhed over for skolebestyrelsen og kommunalbestyrelsen.
Skolelederen kan delegere ledelsesopgaver til øvrige medlemmer af skolens ledelse, men ikke ansvaret.
Stk. 2 Skolelederen leder og fordeler arbejdet mellem skolens ansatte og træffer alle konkrete beslutninger vedrørende skolens elever. Lederens konkrete beslutninger vedrørende skolens elever inden for de mål og rammer og principper, som kommunalbestyrelsen henholdsvis skolebestyrelsen har fastsat, kan ikke behandles af kommunalbestyrelsen.
Stk. 3 Skolens leder udarbejder forslag til skolebestyrelsen om skolens læseplaner, forslag vedrørende principper for skolens virksomhed og forslag til skolens budget, inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte økonomiske rammer.
Stk. 4 Skolens leder udøver sin virksomhed i samarbejde med de ansatte.
Stk. 5 Skolens leder inddrager skolens elever i spørgsmål vedrørende elevernes sikkerhed og sundhed i samarbejde med elevrådet.
Kapitel 4. Rådgivende organer
§ 7 Elevråd
Stk. 1 Eleverne har ret til at danne et elevråd. Eleverne afgør selv sammensætning af og valg til elevrådet.
Stk. 2. Elevrådet udpeger repræsentanter for eleverne til udvalg m.v., som skolens leder har nedsat til at behandle spørgsmål af betydning for eleverne i almindelighed.
Stk. 3 Der henvises i øvrigt til Ministeriets regler om valg til elevråd, om elevrådenes virksomhed og om kommunalbestyrelsens forpligtigelse.
Stk. 4. Kultur- og socialudvalget afholder mindst en gang om året et møde mellem repræsentanter for skolebestyrelsen og kommunen til drøftelse af spørgsmål om det lokale skolevæsens vilkår og udvikling. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at andre kan deltage i møderne. Derudover afholder Kultur- og Socialudvalget et årligt møde mellem repræsentanter for bestyrelser på dagtilbud- og skoleområdet.
§ 8. MED udvalg
Stk. 1 Der skal gives alle ansatte på skolen mulighed for at være medbestemmende ved arbejdets tilrettelæggelse og udformning af deres egen arbejdssituation og for at øve indflydelse i beslutningsprocesserne.
Stk. 2. Med henblik på at tilrettelægge og udvikle det daglige samarbejde nedsættes der MED udvalg bestående af repræsentanter for ledelsen og for medarbejderne. MED udvalget skal arbejde for at bevare gode og rolige arbejds- og beskæftigelsesforhold og medvirke til, at alle medarbejdere engageres i det daglige samarbejde.
Vedtaget på Kommunalbestyrelsesmøde d. 23. marts 2017
Bilag 1 Oversigt
Skolestrukturen på Ærø:
- Der er én folkeskole på Ærø
- Ærø er et samlet skoledistrikt
- Skolen kan optage alle børn:
- Der dannes klasser på alle klassetrin
- Der er specialundervisning og specialpædagogisk bistand
- Der er ikke undervisning af elever i fritiden
- Der er en skolefritidsordning
- Der er undervisning af tosprogede elever, der integreres i den almene undervisning med støtte
Undervisningens ordning:
- Antallet af skoledage fastlægges til 200 dage pr. år.
- Elevernes timetal følger af de centrale bekendtgørelser, dog således at det ugentlige undervisningstimetal kan reduceres ved undervisning af to medarbejdere
- Fagenes timetal
- Der er specialundervisning på skolen
- Der kan undtagelsesvis og under forudsætning af tilstrækkelige fysiske rammer være klasser med flere end 24 elever (max. 28)
- Der fastsættes et minimumsgrundlag for valgfag, herunder at fagene udmeldes så betids at ”afviste elever” kan vælge mellem resterende fag.
- Der er undervisningstilbud for 10. klasse
- Der føres fremmødestatistik i alle klasser og der reageres på bekymrende fravær
Andre forhold:
- Der er skolebibliotek eller læringscenter
- Der er ikke specialpædagogisk bistand i førskolealderen. Det varetages af dagtilbud
- Indskrivning/optagelse af elever foregår på skolen efter opslag
- Ferieplanen udarbejdes af skolen ledelse og godkendes af Børn og ungechefen og offentliggøres senest d. 1. april forud for skoleåret.
- Der samarbejdes med kirken om tilrettelæggelse af konfirmationsforberedelse
- Der samarbejdes med lokale foreninger og virksomheder om åben skole.
Kompetencefordeling
Oversigt over kompetencefordelingen mellem Kommunalbestyrelsen (KB), der dækker såvel kommunalbestyrelsen, Kultur- og Socialudvalget som forvaltningen, Skolebestyrelsen (SB) og skolens leder (LEDER) en oversigt.
B - Beslutningstager iht. loven
(B) - Beslutningstager efter intern delegation til skolens leder eller ekstern delegation til skolebestyrelsen.
F - Udarbejder forslag
U - Udtaleret iht. loven
(U) - Udtaleret efter kommunalbestyrelsens beslutning.
De økonomiske rammer
Paragraf ,stk. | Emne | KB | SB | LEDER |
§ 40, stk. 2, |
Fastsættelse af mål og rammer for skolens virksomhed | B | ||
§ 44, stk. 3, |
Godkendelse af skolens budget | B | F | |
§ 50, stk. 2, |
Fastsættelse af betaling for SFO, jf. § 3, stk. 7. | B | ||
§ 50, stk. 7, |
Betaling af forplejning på ekskursioner, lejrskoler og skolerejser | B | (B) |
Ansættelse og afsked
Paragraf, stk. | Emne | KB | SB | LEDER |
§ 40, stk. 6, og |
Ansættelse af skoleleder | B | U | |
§ 40, stk. 6, og |
Ansættelse af lærere og pædagoger | B | U | (B) |
Arbejdsgiver- kompetencen |
Afsked af skoleleder, lærere, pædagoger m. fl. | Ærø Kommunes personalepolitik |
Skolestruktur og indhold
Paragraf, stk. | Emne | KB | SB | LEDER |
§ 40, stk. 2, |
Fastlæggelse af mål og rammer for skolernes virksomhed |
B | U | |
§ 40a | Kvalitetsrapport | B | U | |
§ 36, stk. 5, |
Fastsættelse af tidsfrist for indskrivning | B | ||
§ 34, stk. 2, |
Godkendelse af udsættelse af barns undervisning med et år ud over undervisningspligtens indtræden |
B | (B) | |
§ 40, stk. 2, |
Omfang af specialundervisning og specialpædagogisk bistand jf. § 3, stk. 2 og § 4 stk. 2 | B | U | |
§ 40, stk. 2, |
Omfang af skolefritidsordning, jf. § 3, stk. 7 | B | U | |
§ 40, stk. 2, |
Rammer for klassedannelse | B | ||
§ 40, stk. 2, |
Rammer for timetal og antallet af skoledage | B | ||
§ 40, stk. 2, |
Beslutning om hel eller delvis forplejning, ex skolemælk | B | (U) | |
§ 40, stk. 3, |
Godkendelse af læseplaner, jf. § 10, stk. 2 | B | I | (B) |
§ 26 | Befordring | B | ||
§ 33, stk.4, | Godkendelse af visse børns opfyldelse af undervisningspligten uden for folkeskolen | B | (B) |
Skolebestyrelsen kan afgive udtalelse og stille forslag til skolens leder og kommunalbestyrelsen om alle spørgsmål, der vedrører skolebestyrelsens virksomhed. Skolebestyrelsen skal afgive udtalelse om alle spørgsmål, som kommunalbestyrelsen forelægger den.
Bilag 2. Valg af forældrerepræsentanter til skolebestyrelsen
- Kommunalbestyrelsen udpeger en repræsentant, der er ansvarlig for gennemførelse af valg til skolebestyrelsen, herunder offentliggørelse af valgprocedure. Skolelederen fungerer som sekretær for kommunalbestyrelsens repræsentant
- Valget finder sted i foråret på lige årstal forud for tiltrædelse pr. 1. august.
- Inden udgangen af januar: offentliggørelse af valgprocedure og indhentelse af interesserede kandidater
- Fristen for opstilling er ultimo februar
- I første uge af marts offentliggøres kandidatlisten og valget gennemføres
- Frist for afstemning er sidste skoledag i marts
- Stemmerne opgøres og kommunalbestyrelsens repræsentant godkender og offentliggør resultatet
- De repræsentanter, der ikke opnår valg er stedfortrædere i den rækkefølge, som de opnår stemmer til. Stedfortræderfunktionen er knyttet til de konkret valgte og deres valgperiode på fire år.
- Inden udgangen af januar: offentliggørelse af valgprocedure og indhentelse af interesserede kandidater
- Afstemningen gennemføres så vidt muligt digitalt via samarbejdsportal eller lign.
- Hvis der ikke er flere opstillede end det antal pladser, der skal besættes, er der mulighed for fredsvalg
- Klager over valget rettes til kommunalbestyrelsens repræsentant. Børn og ungechefen fungerer som sekretær for kommunalbestyrelsens repræsentant i klagesager
- De nyvalgte træder i funktion pr. 1. august og er valgt for en fire årig periode.
- Ønsker et skolebestyrelsesmedlem at udtræde i valgperioden rettes henvendelse til Børn og ungechefen, der er bemyndiget til at behandle henvendelse og samtidig godkende at suppleanten indtræder
- Hvis der ikke er stedfortrædere gennemføres der hurtigst muligt suppleringsvalg blandt forældrene med indhentelse af kandidater, offentliggørelse, gennemførelse af valg under ansvar af repræsentanten for kommunalbestyrelsen.