---
title: "Arealomlægning i den grønne trepart"
description: "Udarbejdet af DN, Landbrug og fødevarer, KL og Ministeriet for Grøn Trepart"
date: "2025-07-01"
created: "2025-07-01"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen)

                    [pdf](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/pdf)

                [Arealomlægning i den grønne trepart](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/pdf/arealomlaegning-i-den-groenne-trepart)

# Arealomlægning i den grønne trepart

## Hvad er grøn trepart?

Den Grønne Trepart
er navnet på det samarbejde som regeringen, et bredt flertal
af Folketingets partier og centrale interessenter er
blevet enige om på landbrugs- og naturområdet. Den Grønne Trepart skal sikre
mere natur, renere vand, reducere klimagasudledninger og sikre rammer for en
bæredygtig omstilling af landbruget, så Danmark også i fremtiden har et
konkurrencedygtigt landbrugserhverv med attraktive erhvervspotentialer og
arbejdspladser.

For at nå disse mål er det i Aftale om implementering af et Grønt Danmark bl.a. aftalt på landsplan:

- at 140.000 ha lavbundsjorde (inkl.
randarealer) frem mod 2030 skal omlægges til gavn for klima, natur og vandmiljø.
- at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.800 tons
til gavn for vandmiljø og natur og understøtte god økologisk tilstand for
alle kystvande frem mod 2027 og 2030.
- at der skal rejses 250.000 ha skov, heraf 100.000 ha
urørt skov, frem mod 2045 til gavn
for natur, vandmiljø, klima og
drikkevand.
- at 20 pct. af Danmarks
areal skal være beskyttet eller strengt beskyttet
natur.

### *Arealomlægning*

Arealomlægning er hovedmotoren i at
indfri målene, og der er afsat ca. 43 mia. kr. i Danmarks Grønne Arealfond til at
finansiere blandt andet lodsejeres arealomlægning. Det betyder konkret, at der
er afsat penge til en række forskellige tilskudsordninger, hvor lodsejere
bliver kompenseret for at omlægge
deres arealer. Arealomlægningsprojekter via tilskudsordningerne kan
gennemføres af lodsejeren selv. Kommuner, Naturstyrelsen og private fonde kan
også gennemføre projekter på baggrund af aftaler med de deltagende lodsejere.

 Arealomlægningsprojekterne bliver noteret
i omlægningsplaner. Omlægningsplaner er de lokale
planer for arealomlægning. Se faktaark om omlægningsplaner for mere information om, hvordan 23 lokale treparter
konkret arbejder med at udarbejde omlægningsplaner. Der er følgende
vigtige tidspunkter at være opmærksom på:

- 1. juli 2025 skal de lokale treparter have tegnet de første mulige
arealomlægningsprojekter ind
- 31. december 2025: Omlægningsplanerne skal være principvedtaget i kommunalbestyrelserne.
- Medio 2026 gøres der status over omfanget af
arealomlægning i hvert enkelt delopland for at kunne fastlægge
kvælstofreguleringen for 2027.

## Kommende regulering - lavbund

- Fra 2028 indføres en klimaafgift på lavbundsjord (40
kr./ton). Sigtet med afgiften er, at den kun
skal berøre de lodsejere, der ikke ønsker at indgå
i et udtagningsprojekt, når der foreligger en projektaftale eller er en
del af en igangværende forundersøgelse. Klimaafgiften genbesøges i
2027, hvor der fx skal tages stilling til, om afgiften skal justeres, hvis der
ikke er udsigt til at udtage 140.000 ha inden 2030 ved arealomlægning.

## Kommende regulering - kvælstof

De lokale treparters omlægningsplaner skal samlet være fuldt dækkende
planer for indfrielse af kvælstofindsatsbehovet (de 12.952 tons kvælstof) via
arealomlægning.

 De nærmere rammer for den nye kvælstofreguleringsmodel skal aftales politisk
og efterfølgende udmøntes ved lov og bekendtgørelse. På
Ministeriet for Grøn Treparts hjemmeside [(www.mgtp.dk)](http://www.mgtp.dk/)
vil der løbende blive publiceret information om den nye reguleringsmodel.

## Mere viden og hjælp til
lodsejere

Generelt kan lodsejere få gratis rådgivning til arealomlægning hos det
landsdækkende netværk af udtagningskonsulenter, som kan hjælpe med at undersøge de enkelte lodsejeres
muligheder og hvilke tilskudsordninger, som er relevante. [Find kontaktinfo her.](https://udtagningskonsulenterne.dk/)

Mere viden, inddragelse og kontakt til de lokale treparter kan ske via lokale
udtagningskonsulenter, lokale
landbrugsorganisationer eller den kommune, som et givent areal er beliggende i.

Generel information om de lokale treparter, omlægningsplaner og
tilskudsordninger kan findes på [www.lokale-treparter.dk.](http://www.lokale-treparter.dk/)

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har også et
kontaktcenter for Grøn Trepart, som kan kontaktes på lokale-treparter@sgav.dk
eller tlf. 33 95 80 00.
