Skip til hoved indholdet
    Hjem Mit liv Sundhed og forebyggelse Sundhedskort

Sundhedskort

Sygesikring

Alle borgere har ret til gratis behandling hos læger og tilskud til medicin

Alle borgere med bopæl i Danmark har ret til gratis behandling hos egen læge og speciallæger.

Du kan også få tilskud til medicin, tandlægehjælp, tandpleje, fysioterapi, fodterapi, kiropraktorhjælp og psykologhjælp.

Du kan vælge mellem to sikringsgrupper. Du kan se på dit sundhedskort, hvilken sikringsgruppe du er i, men langt de fleste borgere er i sikringsgruppe 1.  

Sikringsgruppe 1

  • er tilmeldt en praktiserende læge
  • skal have henvisning fra praktiserende læge til behandling hos speciallæge, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog

Hvis du er i sikringsgruppe 1, skal du have en henvisning fra din praktiserende læge til behandling hos speciallæge, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog. Du skal dog ikke have en henvisning hos øre- og øjenlæge, tandplejer, tandlæge og kiropraktor.

Det er gratis at få behandling hos praktiserende læge eller speciallæge. Du skal dog være opmærksom på, at den praktiserende læge/speciallæge skal have en aftale med regionen, og at nogle læger, som har en aftale, også tilbyder privat behandling, du selv skal betale for.

Hvis du er i sikringsgruppe 1, må praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, tandplejere, kiropraktorer, fodterapeuter, psykologer og fysioterapeuter kun tage den overenskomstaftalte pris for din behandling.

Tilskud til medicin, tandlægehjælp, tandpleje, fysioterapi, fodterapi, kiropraktorhjælp og psykologhjælp bliver automatisk trukket fra din regning før, at du betaler.

Sikringsgruppe 2

  • er ikke tilmeldt en bestemt læge
  • skal ikke have henvisning til speciallæger
  • skal selv betale forskellen, hvis prisen på behandling hos praktiserende læge eller speciallæge er højere end tilskuddet fra regionen.

Hvis du er i sikringsgruppe 2, kan du frit søge behandling hos alle praktiserende læger og speciallæger. Du skal dog have lægehenvisning til fysioterapeut, fodterapeut og psykolog. Der kræves ikke henvisning til kiropraktorer, tandlæger eller tandplejere, uanset om du er i sikringsgruppe 1 eller 2.

Vær opmærksom på, at du som gruppe 2-sikret kan få behandling på samme vilkår og med de samme begrænsninger som gruppe 1-sikret. Det betyder, at du kan få det samme antal behandlinger, som hvis du var i sikringsgruppe 1. Din praktiserende læge skal vurdere dit behov for behandling, hvis din speciallæge mener, at du har behov for flere behandlinger, end du normalt ville få som gruppe 1-sikret.

Psykologer skal have en aftale med regionen for, at du kan få tilskud. Speciallæger, tandlæger, tandplejere, fysioterapeuter, fodterapeuter og kiropraktorer behøver ikke at have en aftale med regionen for, at du kan få tilskud. 

Praktiserende læger, speciallæger, tandlæger, tandplejere og fysioterapeuter fastsætter selv prisen for behandling for patienter i sikringsgruppe 2. Hvis du er i sikringsgruppe 2, skal du selv betale forskellen, hvis prisen på behandling overstiger tilskuddet fra regionen.

Hvis du er i sikringsgruppe 2, får du samme tilskud, som en patient i sikringsgruppe 1 får til en tilsvarende behandling. Nogle steder bliver tilskuddet trukket fra regningen, og du skal selv betale resten af lægens honorar. Andre steder skal du først betale hele regningen, og du kan derefter få tilskuddet refunderet ved at henvende dig til din kommune.

  • Børn under 15 år følger som udgangspunkt deres forældres (forældremyndighedsindehaver eller værge) valg af læge og sikringsgruppe.
  • Har forældrene valgt hver sin læge, kan forældrene beslutte, hvilken læge barnet skal følge.
Ønske om anden læge eller sikringsgruppe
  • Forældrene kan vælge en anden læge til barnet end forældrenes.
  • Forældrene kan ligeledes vælge en anden sikringsgruppe til barnet end forældrenes.

Unge mellem 15 og 18 år kan selv vælge sikringsgruppe via digital selvbetjening.

Hvis du ønsker at skifte sikringsgruppe, træder virkningen i kraft fra den dato du har valgt. Fornyet gruppeskift kan tidligst finde sted 1 år herefter. Du får nyt sundhedskort ved gruppeskift.

Du kan også henvende dig til borgerservice.

Du skal bestille nyt sundhedskort digitalt.

Du kan også bestille et nyt sundhedskort til dit hjemmeboende barn, indtil det fylder 18 år.

Er du over 15 år, kan du selv bestille et nyt sundhedskort. Det kræver, du har MitID.

Det er gratis at skifte læge, hvis:

  • din nuværende læge lukker sin praksis
  • din nuværende læges praksis deles i flere
  • du skifter læge i forbindelse med en flytning
  • du bliver 15 år og ønsker at skifte læge
  • du vælger plejehjemmets eller bostedets tilknyttede læge (§ 108 institutioner).

Ellers koster det 225 kr. (2024), at skifte læge.

Gratis lægeskift er først gennemført, når du har fået information via eBoks eller fysisk brev fra region eller kommune om lægeskiftet. 

Du har mulighed for at klage digitalt over en afgørelse om særligt sundhedskort til Patientklagecenteret i Styrelsen for Patientsikkerhed. Patientklagecenteret skal have din klage senest 4 uger efter, du har modtaget afgørelsen. Klag digitalt til Patientklagecentret

Du kan som udgangspunkt kun klage digitalt. Hvis du ikke kan klage digitalt, kan du kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed på: 72 28 66 00.

Skrevet af redaktionen på sundhed.dk

Lovgivning

Læs også

På borger.dk

Andre sider

Det blå EU- Sygesikringskort

Borgere, som flytter til eller opholder sig i Danmark, har ret til offentlige sundhedsydelser

Enhver person, der har bopæl i Danmark (dvs. er tilmeldt folkeregistret), har ret til alle offentlige sundhedsydelser. Dine rettigheder dokumenteres ved sundhedskortet, som du får fra din bopælskommune.

Hvis du arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EØS-land (dvs. medlemslandene i EU samt Island, Norge og Liechtenstein) eller Schweiz, kan du være berettiget til et særligt sundhedskort. Kortet giver dig mulighed for behandling i Danmark på lige vilkår med alle andre.

Det særlige sundhedskort udstedes for op til to år ad gangen og er som udgangspunkt gratis.

Hvis du mister eller ødelægger sundhedskortet, koster det 225 kr. (2024) at få et nyt.

Du kan også have ret til det blå EU-sygesikringskort.

Hvordan får jeg det særlige sundhedskort?

Hvis du arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, kan du søge Udbetaling Danmark om at få det særlige sundhedskort.

Du kan læse om det særlige sundhedskort og søge om kortet her på borger.dk.

Hvordan får jeg det blå EU-sygesikringskort?

Hvis du arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, kan du også søge Udbetaling Danmark om det blå EU-sygesikringskort. Du skal bruge en selvbetjeningsløsning, hvis du har MitID. Ellers kan du få en papirblanket ved at kontakte Udbetaling Danmark, International Sygesikring.

Hvis du opholder dig i Danmark og bliver syg, vil regionen opkræve betaling for både akut og fortsat sygehusbehandling.

Der kan dog være undtagelser til, at du skal betale for behandlingen, fx hvis:

  • Du er omfattet af reglerne i EU-forordningen og EU-retten generelt eller Danmarks internationale eller bilaterale aftaler
  • Du har bopæl i et af de nordiske lande (Sverige, Norge, Finland eller Island)
  • Du har bopæl på Færøerne eller Grønland, (der kan dog opkræves betaling for fortsat sygehusbehandling)
  • Du kan dokumentere, at du er under 18 år på behandlingstidspunktet

Er du i tvivl, om du skal betale for en behandling, kan du få rådgivning og vejledning om dine rettigheder og muligheder ved en af regionernes patientvejledere. Du kan finde en samlet oversigt over patientvejlederne her:

Du kan få dækket merudgiften til din hjemtransport, hvis:

  • du kommer fra et nordisk land og er sygeforsikret i det pågældende land, og hjemtransporten er ordineret af en læge tilknyttet det danske sundhedsvæsen.

Andre må selv betale udgifterne til hjemtransporten.

Hvis du vil klage over afgørelser vedrørende sundhedskort, skal du sende klagen til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget afgørelsen. Klagen behandles af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Skrevet af redaktionen på sundhed.dk

Lovgivning

Læs også

Andre sider

Sundhedskort - app

Med sundhedskort-appen har du dit sundhedskort nemt og sikkert lige ved hånden

For at kunne oprette dit sundhedskort i sundhedskort-appen skal du:

  1. have bopæl i Danmark
  2. have MitID
  3. være i sikringsgruppe 1 eller 2.

Sundhedskort-appen er ikke tilgængelig for borgere med særligt sundhedskort:

Du kan downloade sundhedskort-appen fra den danske og fra 31 europæiske landes App Store eller Google Play på op til tre enheder.

Hjælp til at oprette dit sundhedskort i sundhedskort-appen
Tekniske krav

Sundhedskort-appen er tilgængelig til både iPhone- og Androidtelefoner.

Af sikkerhedsmæssige årsager skal din telefon opfylde følgende krav:

  • iPhone med styresystem iOS 14 eller nyere
  • Androidtelefon med styresystem Android 9.0 (Pie) eller nyere.

Sundhedskort-appen er et frivilligt digitalt supplement til dit fysiske sundhedskort som app på din mobil, så du altid har dit sundhedskort lige ved hånden. Du vil stadig få tilsendt et nyt sundhedskort med posten, hvis du eksempelvis flytter til en ny adresse eller skifter læge.

Med sundhedskort-appen kan du dokumentere din ret til at modtage offentlige sundhedsydelser i Danmark på samme måde, som du kan med det fysiske sundhedskort i dag.

I sundhedskort-appen kan du automatisk se dine børns sundhedskort frem til, at børnene er fyldt 15 år. Dine oplysninger bliver automatisk opdateret i appen, hvis du fx skifter adresse, læge eller får nyt efternavn.

Sundhedskort-appen er udviklet af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Danske Regioner og KL.

Sundhedskort-appen fungerer som et gyldigt sundhedskort og bruges på samme måde som det fysiske sundhedskort.

Du kan fx bruge sundhedskort-appen hos din egen læge, på apoteket, på hospitalet eller hos tandlægen ved at scanne stregkoden i sundhedskort-appen på samme måde, som du i dag scanner stregkoden på dit fysiske sundhedskort.

Sundhedskort-appen er et frivilligt supplement til det fysiske sundhedskort, så du skal beholde dit fysiske sundhedskort – også efter du har downloadet appen.

I en overgangsperiode kan du opleve, at der er steder, hvor du ikke kan aflæse sundhedskortet via appen. Det kan fx være klinikker, som anvender magnetstribe-læser eller har en aflæser, som ikke kan aflæse mobilskærme.

Derfor er det en god idé, at du medbringer dit fysiske sundhedskort, hvis du er i tvivl om aflæseren hos fx din læge kan aflæse sundhedskortet via appen.

Sundhedskort-appen er et frivilligt supplement til det fysiske sundhedskort, så du skal beholde dit fysiske sundhedskort – også efter, at du har downloadet appen.

I en overgangsperiode kan du opleve, at der er steder, hvor du ikke kan aflæse sundhedskortet via appen. Det kan fx være klinikker, som anvender magnetstribe-læser eller har en aflæser, som ikke kan aflæse mobilskærme.

Derfor er det en god idé, at du medbringer dit fysiske sundhedskort, hvis du er i tvivl om aflæseren hos fx din læge kan aflæse sundhedskortet via appen.

Sundhedskort-appen er et gyldigt sundhedskort på lige fod med det fysiske sundhedskort. Sundhedsvæsenet har derfor pligt til at modtage dig, hvis du kun har sundhedskort-appen med.

Du skal ikke foretage dig noget, hvis du modtager et nyt fysisk sundhedskort.

Dine oplysninger bliver automatisk opdateret i sundhedskort-appen, hvis du fx skifter adresse, læge eller får nyt efternavn. Opdateringerne i appen forudsætter kun, at du har en aktiv internetforbindelse.

Hvis du har behov for hjælp eller har spørgsmål til sundhedskort-appen, kan du kontakte supporten:

Supporten kan kontaktes på:
  • Telefon: 33 98 00 91

Telefontid:

  • Mandag til fredag kl. 08:00-20:00
  • Weekend og helligdage, samt grundlovsdag kl. 10:00-16:00
  • Den 24. og 31. december kl. 10:00-14:00 

Skriv til os: 

Sundhedskort-appen kan ligesom det fysiske sundhedskort kun anvendes i Danmark.

Du skal bruge det blå EU-sygesikringskort, når du rejser til et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz. Det blå EU-sygesikringskort er et kort, der viser, at du har ret til behandling på samme vilkår som borgerne i det land, du rejser i.

Ja, du kan oprette dig i sundhedskort-appen på op til tre enheder. Hvis du opretter sundhedskort-appen på en fjerde enhed, bliver sundhedskortet fjernet fra din først oprettede enhed.

Du kan selv administrere, hvilke enheder du vil have sundhedskort-appen på ved at benytte dig af selvbetjeningsløsningen ”Administrer din sundhedskort-app”.

Alt du skal gøre er at klikke på Start og logge ind med dit MitID.

Dette problem vil oftest opstå på helt nye telefoner, hvor man forsøger at oprette sig i sundhedskort-appen, inden en internetbrowser har været anvendt. For at gøre din stardardbrowser klar til brug, skal du først åbne en browser, der understøtter Chrome custom tabs (fx Chrome, Edge eller Samsung Internet m.fl.), derefter logge ind eller fortsætte uden konto og til slut tages et valg ift. privatlivsindstillinger. Nu vil din browser være klar til brug og du kan oprette dig i sundhedskort-appen.

Hvis du stadig har din mobiltelefon, kan du slette dit sundhedskort inde i appen under menupunktet "Nulstil sundhedskort-appen".

Hvis du mister din mobiltelefon eller har lånt din mobiltelefon til en anden, kan du slette din sundhedskort-app ved at benytte dig af selvbetjeningsløsningen "Administrér din sundhedskort-app".

Du skal klikke på Start og logge ind med dit MitID.

Dødsfald

Sundhedskort-appen bliver automatisk registreret ugyldig, 7 dage efter dødsfaldet er registreret i CPR-registeret. Du skal derfor ikke foretage dig noget for at afmelde sundhedskort-appen ved dødsfald.

Sundhedskort-appen har ikke adgang til information om, hvor du færdes med appen, eller hvordan du bruger den. Digitaliseringsstyrelsen har kun adgang til de normale app-oplysninger fra App Store og Google Play om, hvor mange der har downloadet og installeret samt afinstalleret appen, og hvilke typer enheder, der er anvendt.

Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata i løsningen på digst.dk:

Du kan også anmode om et udtræk af de persondata, som vi opbevarer om dig i løsningen ved at benytte dig af selvbetjeningsløsningen ”Administrer din sundhedskort-app”.

Alt du skal gøre er at klikke på Start og logge ind med dit MitID.

I dag benytter sundhedssektoren enten 1D- eller 2D-scannere for at kunne aflæse stregkoden på sundhedskortet. Det kræver en 2D-scanner for at kunne scanne mobilskærme og aflæse stregkoden i sundhedskort-appen.

I en overgangsperiode kan du derfor opleve, at der er steder, hvor du ikke kan aflæse sundhedskortet via appen. Det kan fx være klinikker, som anvender magnet-stribelæser eller har en 1D-scanner, som ikke kan aflæse mobilskærme.

Derfor er det en god idé, at du medbringer dit fysiske sundhedskort, hvis du er i tvivl om aflæseren hos fx din læge kan aflæse sundhedskortet via appen.

Sundhedskort-appen er et gyldigt sundhedskort på lige fod med det fysiske sundhedskort. Sundhedsvæsenet har derfor pligt til at modtage dig, hvis du kun har sundhedskort-appen med.

Oplysninger der vises i sundhedskort-appen stammer fra flere forskellige datakilder. Derfor kan der være flere årsager til, hvorfor dine oplysninger er forkerte.

Vi anbefaler derfor, at du kontakter supporten.

Supporten kan kontaktes på:
  • Telefon: 33 98 00 91

Telefontid:

  • Mandag til fredag kl. 08:00-20:00
  • Weekend og helligdage, samt grundlovsdag kl. 10:00-16:00
  • Den 24. og 31. december kl. 10:00-14:00

Skriv til os:

Alternativt kan du kontakte borgerservice i din bopælskommune, hvis du oplever en eller flere af følgende fejl:

  • fejl i dit navn
  • fejl i din adresse
  • fejl i oplysninger om din læge
  • fejl i oplysninger om din sikringsgruppe.

Du kan se dit barns sundhedskort i appen, når:

  • du har forældremyndighed over dit barn
  • dit barn er under 15 år
  • dit barn er registreret i CPR-registeret.

Når dit barn fylder 13 år, får dit barn selv adgang til sundhedskort-appen med MitID. Dit barns sundhedskort forsvinder fra din sundhedskort-app, når barnet fylder 15 år. 

Hvis du mener, at du ved en fejl ikke kan se dit barns sundhedskort i appen, skal du henvende dig til borgerservice i kommunen. I borgerservice kan de hjælpe dig med at finde oplysningerne i folkeregisteret. 

Du kan selv logge på CPR-registeret og se de oplysninger, der er registreret om dig i CPR. 

Forældre kan ikke se deres børns adresse i sundhedskort-appen.

Dette valg er truffet for at undgå uretmæssig adgang til barnets adresse, da der kan ske menneskelige fejl i forbindelse med registrering af adressebeskyttelse.

Børn med adressebeskyttelse

Hvis du heller ikke kan se oplysninger om dit barns læge, skyldes det, at barnet er registreret under adressebeskyttelse i CPR-registeret.

Hvis dit barn har adressebeskyttelse, kan du kun se følgende oplysninger i appen:

  • stregkode der indeholder barnets CPR-nummer
  • barnets CPR-nummer
  • barnets sikringsgruppe.

Hvis du mener, at der er tale om en fejl, skal du rette henvendelse til borgerservice i din bopælskommune for at komme i kontakt med den ansvarlige for Folkeregisteret.

Sundhedskort-appen er kun tilgængelig i den danske App Store og Google Play, da appen kun kan anvendes i Danmark.

Af sikkerhedshensyn kan du heller ikke downloade sundhedskort-appen, hvis:

  • din iPhone ikke som minimum er opdateret til styresystemet iOS 14
  • din Androidtelefon ikke som minimum er opdateret til Android 9.0 ”Pie”.
  • din mobiltelefons indbyggede sikkerhed er brudt, fordi den er ”rooted” eller ”jailbroken”.

For at kunne oprette dit sundhedskort i sundhedskort-appen kræver det, at du har bopæl i Danmark.

Sundhedskort-appen er ikke tilgængelig for borgere med særligt sundhedskort.

Det særlige sundhedskort giver dig ret til at bruge det danske sundhedsvæsen på samme vilkår som borgere, der bor i Danmark, selvom du ikke er tilmeldt det danske folkeregister. 

Hvis din egen og din læges adresse ikke vises i sundhedskort-appen, skyldes det, at du er registreret under adressebeskyttelse i CPR-registeret.

Hvis du har adressebeskyttelse, kan du kun se følgende oplysninger i appen:
  • stregkode der indeholder dit CPR-nummer
  • dit navn
  • dit CPR-nummer
  • din sikringsgruppe. 

Hvis du mener, at der er tale om en fejl, skal du rette henvendelse til borgerservice i din bopælskommune for at komme i kontakt med den ansvarlige for Folkeregisteret.

I dag modtager alle danskere over 15 år et donorkort sammen med deres fysiske sundhedskort.

På samme vis får du en pop-op-besked i sundhedskort-appen med en opfordring til at registrere dine ønsker til organdonation på sundhed.dk. Du kan lukke pop-op-beskeden, hvis du har registreret dine ønsker eller ikke ønsker at registrere dine ønsker til organdonation.

Skrevet af Digitaliseringsstyrelsen

Lovgivning

Læs også

Andre sider

Læs også

Kontaktoplysninger Udbetaling Danmark

Kontakt

Borgerservice

Ærø Kommune

Ærø Rådhus
Statene 2, 5970 Ærøskøbing

CVR-nr.: 28856075
EAN-numre

Telefon: +45 63525000
post@aeroekommune.dk
Send sikker post

Åbningstider - Borgerservice

Mandag - Tirsdag 09:00 - 12:00
Onsdag Lukket
Torsdag 09:00 - 12:00
  14:30 - 16:45
Fredag  09:00 - 12:00

 

Vielse/Marriage/Trauung

Mandag - Fredag 09:00 - 15:00

 

Åbningstider - Borgerservice Light, Marstal Bibliotek

Mandag  13:00 - 18:00
Tirsdag 10:00 - 14:00
Onsdag - Torsdag 13:00 - 16:00
Fredag 10:00 - 14:00