---
title: "Tak til alle på Ærø"
description: "For jeres deltagelse i Kongeparrets besøg"
date: "2024-08-21"
created: "2024-08-21"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Sommertogt](https://www.aeroekommune.dk/sommertogt)

                    [Pressemeddelelser](https://www.aeroekommune.dk/sommertogt/pressemeddelelser)

                [Tak til alle på Ærø](https://www.aeroekommune.dk/sommertogt/pressemeddelelser/tak-til-alle-paa-aeroe)

# Tak til alle på Ærø

I går var en særlig festlig og mindeværdig dag på Ærø. D.M.
Kongen og Dronningen besøgte øen som led i årets sommertogt. Kongeparret var
rundt på Ærø, hvor De fik indblik i søfartens udvikling og øen særprægede natur.
Samtidig fik De mulighed for at hilse på glade ærøboer på næsten hvert et
gadehjørne.

Min oplevelse er, at dagen i går var en stor succes, og en
dag vi ikke glemmer lige foreløbigt. Det skyldes bl.a., at besøgsværter og
ansatte i kommunen de sidste mange måneder har planlagt og forberedt dagen ned
til mindste detalje. Derfor vil jeg gerne takke alle, der har været involveret
i besøget.

Tak til de engagerede og dygtige besøgsværter. Det var
tydeligt, at I havde gjort jer umage for at give Kongeparret en fantastisk
oplevelse. Ved alle besøgssteder blev Kongeparret mødt af glade og
velforberedte værter, der tog åbent imod Dem.

Tak til Park og Vej i Ærø Kommune for at sikre afspærringer,
parkeringspladser, skiltning, oprydning på veje og pladser med mere. Tak til
Havnene for at sørge for, at vores havne var ryddet og pyntet i dagens
anledning, og til Birkholmposten for sejlads.

Tak til Ærø Madservice for at levere en velsmagende og smuk
menu til kommunens officielle modtagelse på Motorfabrikken Marstal, samt madpakker
til 50 politibetjente, chauffører og PET.

Tak til Kommunalbestyrelsen, direktionen og alle øvrige ansatte
i Ærø Kommune, der har bidraget til Kongeparrets besøg.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg sige hjertelig tak til
alle ærøboer og gæster, der deltog i går. Jeres glæde og engagement gjorde
stort indtryk på både mig og Kongeparret. I var alle med til at gøre dagen til noget
ganske særligt - uanset om I hjalp ældre eller børn afsted for at opleve
Kongeparret, var en del af faneborgen, hejste et flag i haven eller stod langs
vejen og vinkede til Kongeparret.

Det var en stor fornøjelse for mig at byde Kongeparret
velkommen her på vores ø, og jeg er stolt af den modtagelse, vi gav Dem.

Venlig hilsen

Peter Hansted

Borgmester i Ærø Kommune
