Offentlig høring af forslag til Lokalplan 101-5 og Kommuneplantillæg nr. 13 – Skipper Park

Ærø Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 25. april 2018 vedtaget at fremlægge forslag til lokalplan 101-5 – Skipper Park og Kommuneplantillæg nr. 13, i offentlig høring.

Yderligere information

Forslagene kan ses på bibliotekerne, på Rådhuset, Forslagene kan også læses her:

Hvad ændrer planerne

Kommuneplantillægget ændrer kommuneplanrammerne på følgende områder:

  • Kommuneplanrammerne Ma. Of8 og Ma. B27 slås sammen til en ny kommuneplanramme Ma. Bl7.
  • Bestemmelserne for kommuneplanrammerne slås også sammen, så der inden for området kan etableres:
    • Boligformål
    • Erhverv – som værksteder, garager, oplagsplads, håndværksprægede virksomheder og visse servicevirksomheder.
  • Det tilføjes, at der kan etableres en aktivitetspark inden for området.

Området har ikke tidligere været omfattet af en lokalplan. Forslag til lokalplan 101-5 giver mulighed for etablering af en aktivitetspark med attraktioner til indendørs og udendørs leg for børn og voksne. Der kan også etableres de nødvendige fællesfaciliteter som f.eks. reception, café/kiosk og udstillingsbygninger. 

Høring
Planforslagene er fremlagt i offentlig høring 8 uger fra den 10. maj 2018 til den 5. juli 2018.

Indsigelser, ændringsforslag eller kommentarer til forslaget, skal sendes skriftligt i form af e-mail til: post@aeroekommune.dk eller brev til Ærø Kommune, Statene 2, 5970 Ærøskøbing. Brev eller e-mail skal være modtaget senest 5. juli 2018.


Retsvirkninger
Forslaget til lokalplanen betyder, at det ikke er tilladt at bebygge eller udnytte ejendomme inden for lokalplanområdet på en måde, der tager forskud på den endelige plans indhold. Det gælder indtil den endelige plan er vedtaget og offentliggjort, dog højest et år efter forslaget er offentliggjort.
 

Efter vedtagelsen af kommuneplantillægget kan Kommunalbestyrelsen modsætte sig udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med kommuneplanens bestemmelser for området, jfr. Planlovens (LBK nr 587 af 27/05/2013) § 12, stk. 2 og 3.

 

KLAGEVEJLEDNING

Den trufne afgørelse kan – for så vidt angår retlige spørgsmål – påklages til Planklagenævnet, jf. Planlovens (LBK nr. 1529 af 23/11/2015) § 58, stk. 1, nr. 4. Øvrige spørgsmål kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. En eventuel klage skal modtages af Planklagenævnet senest 4 uger fra offentliggørelsen. 

Klagen skal sendes digitalt gennem klageportalen, som du finder på borger.dk eller virk.dk – søg efter ”klageportal”.

Det er en betingelse for Planklagenævnet behandling af klagen, at der indbetales et gebyr. Nævnet vil efter modtagelsen af klagen sende en opkrævning på gebyret. Planklagenævnet vil ikke påbegynde behandlingen af klagen, før gebyret er modtaget. Betales gebyret ikke indenfor den af nævnet fastsatte frist, afvises klagen fra behandling.

For flere oplysninger om gebyr, klageportal, tilbagebetaling af gebyr mv. se Planklagenævnets hjemmeside http://naevneneshus.dk/planklagenaevnet

 

FRITAGELSE FOR AT KLAGE GENNEM KLAGEPORTALEN

Hvis du vil fritages fra at klage gennem miljøportalen, skal du sende en anmodning til Ærø Kommune på post@aeroekommune.dk eller til Ærø Kommune, Statene 2, 5970 Ærøskøbing. Anmodningen skal indeholde:

  • Begrundet anmodning om fritagelse.
  • Den påklagede afgørelse.
  • Oplysning om, hvorvidt du er fritaget fra digital post.

Ærø Kommune sender materialet videre til Planklagenævnet, der herefter tager stilling til anmodningen. Planklagenævnets afgørelse sendes både til Ærø Kommune og til borgeren.