Offentlig høring af forslag til Lokalplan 19-13, forslag til Kommuneplantillæg nr. 20 og Miljøvurdering af planerne for udvidelsen af Søby Havn
Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 7. oktober 2020 vedtaget at fremlægge forslag til Lokalplan 19-13, forslag til Kommuneplantillæg nr. 20 og med tilhørende miljøvurdering for udvidelsen af Søby Havn, i 8 ugers offentlig høring.
Yderligere information
Dokumenterne kan læses her:
- Forslag til Lokalplan 19-13 for Søby Havn.
- Forslag til Kommuneplantillæg nr. 20.
- VVM-redegørelse og miljørapport, bilagsrapport samt ikke teknisk resumé for udvidelse af Søby Havn
Forslag til Lokalplan 19-13 for Søby Havn
Lokalplanforslaget er lavet for at sikre havnens udviklingsmuligheder med etablering af et nyt havneanlæg samt fastlægge rammerne for områdets fremtidige anvendelse til erhvervsformål, herunder havneformål som erhvervshavn, skibsværft, færgelejer, krydstogtskaj, fiskerihavn, lystbådehavn med videre.
Dette skal sikre Søby Havn og de tilknyttede erhvervsvirksomheder udviklings- og udvidelsesmuligheder, under hensyntagen til de tilgrænsende byområder. Hovedparten af lokalplanområdet ligger i byzone og skal forblive i byzone. I takt med at de inddæmmede arealer opfyldes, overføres de til byzone. En mindre del af lokalplanområdet, længst mod øst ligger i landzone, og skal forblive i landzone.
Forslag til Kommuneplantillæg nr. 20
Planområdet er i dag omfattet af tre kommuneplanrammer: Sø.E1, Sø.E2 samt Sø.R6, som ikke kan rumme en udvidelse af Søby Havn.
En lokalplan må ikke være i strid med kommuneplanen, derfor bliver kommuneplanlægningen opdateret på følgende måde med Kommuneplantillæg nr. 20:
- Der fastsættes en ny kommuneplanramme Sø. E4., som er en samlet kommuneplanramme, der sætter rammerne for planlægningen i lokalplanområdet. Sø. E4 udlægger området til havnerelateret erhverv. Kommuneplanramme Sø. E4 omfatter hele arealet fra kommuneplanrammerne Sø. E1 og Sø. E2, samt en del af arealet fra kommuneplanrammen Sø. R6. Samtidig inddrages de inddæmmede arealer nord for de eksisterende rammeområder også i arealet for Sø. E4.
- Afgrænsningen af Sø. R6 tilpasses, så den afgiver et areal til Sø. E4. Derudover fastholdes bestemmelserne for Sø. R6 arealanvendelse uændret.
- Rammeområdet Sø. E1 og Sø. E2 ophæves i forbindelse med kommuneplantillæggets vedtagelse.
VVM-redegørelse og Miljørapport for udvidelsen af Søby Havn
Udvidelse af havneområdet er omfattet af reglerne for miljøvurdering – VVM, Vurdering af Virkninger på Miljøet, hvilket betyder, at de miljømæssige konsekvenser af havneudvidelsen skal beskrives og vurderes.
Der er gennemført en miljøvurdering af plan-forslagene, og en miljøvurdering af det samlede projekt. Selve miljøvurderingen af projektet omfatter områder, der varetages af henholdsvis Kystdirektoratet, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen og Svendborg Kommune.
Miljøvurderingerne for alle myndighedsområder er udarbejdet i én samlet rapport, der fremlægges for offentligheden som "VVM-redegørelse og Miljørapport for udvidelse af Søby Havn". Sammenfattende er det vurderet, at planlægning og projekt ikke giver anledning til væsentlige miljøkonsekvenser.
Fra den 9. oktober 2020 kan forslagene og den samlede rapport for miljøvurderingen ses på bibliotekerne, på Rådhuset og på Ærø Kommunes hjemmeside www.aeroekommune.dk
Den samlede rapport for miljøvurderingen kan derudover også ses på myndighedernes hjemmesider
Svendborg Kommune www.svendborg.dk
Kystdirektoratet www.kyst.dk
Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen www.tbst.dk
Mulighed for bemærkninger til planforslagene
Planforslagene er fremlagt i offentlig høring i 8 uger fra den 9. oktober 2020 til den 4. december 2020. I denne periode er der mulighed for at komme med ændringsforslag eller indsigelser.
Indsigelser, ændringsforslag eller kommentarer til forslagene, skal sendes skriftligt i form af brev til Ærø Kommune, Statene 2, 5970 Ærøskøbing eller pr. e-mail til: post@aeroekommune.dk Brev eller e-mail skal være modtaget senest den 4. december 2020.
Hvis du indsender en indsigelse, ændringsforslag, kommentarer eller andet, skal du være opmærksom på, at det i forbindelse med den politiske behandling, vil blive gjort offentligt tilgængeligt på Ærø Kommunes hjemmeside.
Mulighed for bemærkninger til Miljøvurderingen
Miljøvurdering af forslag til planerne og det samlede projekt er ligeledes sendt i offentlig høring i 8 uger fra den 9. oktober 2020 og frem til den 4. december 2020.
Bemærkninger til miljøvurderingen, skal sendes skriftligt i form af brev til Ærø Kommune, Statene 2, 5970 Ærøskøbing eller pr. e-mail til: post@aeroekommune.dk Brev eller e-mail skal være modtaget senest den 4. december 2020.
Ærø Kommune videresender eventuelle bemærkninger til øvrige myndigheder dvs. Kystdirektoratet, Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen samt Svendborg Kommune.
Hvis du indsender en bemærkning eller andet, skal du være opmærksom på, at der er offentlighed i forbindelse med myndighedernes behandling og dine bemærkninger vil. f.eks blive gjort offentligt tilgængeligt på Ærø Kommunes hjemmeside i forbindelse med den politiske behandling.
Retsvirkninger
Forslaget til lokalplanen betyder, at det ikke er tilladt at bebygge eller udnytte ejendomme inden for lokalplanområdet på en måde, der tager forskud på den endelige plans indhold. Det gælder indtil den endelige plan er vedtaget og offentliggjort, dog højest et år efter forslaget er offentliggjort. Eksisterende lovlig bebyggelse eller anvendelse, der er etableret før offentliggørelse af lokalplanforslaget, kan fortsætte som hidtil. Jfr. Planlovens (LBK nr 287 af 16/04/2018) § 17.
Efter vedtagelsen af kommuneplantillægget kan Kommunalbestyrelsen modsætte sig udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er i strid med kommuneplanens bestemmelser for området, jf. Planlovens (LBK nr 287 af 16/04/2018) § 12, stk. 2 og 3.
Spørgsmål
Har du spørgsmål til de offentliggjorte dokumenter, kan de rettes til:
- Lokalplan og kommuneplantillæg, kontakt Ærø Kommune, planlægger Mette Groth Rasmussen på email: met@aeroekommune.dk eller telefon: 29359736
- Miljøvurdering af planer og projektet på land kontakt Svendborg Kommune, biolog Lene Lind på email: lene.lind@svendborg.dk eller telefon: 30175424
- Miljøvurdering af lystbådehavn og kystområde øst for havnen, kontakt Kystdirektoratet, AC-fuldmægtig Anne Villadsgaard på email: avi@kyst.dk eller telefon: 91338425
- Miljøvurdering af erhvervshavnen på vand kontakt Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, fuldmægtig Nanna Vestergaard på email: nave@tbst.dk eller telefon: 41780043
Ærø Kommunalbestyrelse.