Dispensation fra § 9.2 i Lokalplan 42-1, til anvendelse af Ivarplank, på ejendommen Arnekrogen 6, 5960 Marstal, matrikel 2ce, Landsbyen, Marstal.
Ejeren af Arnekrogen 6,5960 Marstal, har den 9. september 2020 søgt om dispensation til opførelse af et nyt enfamilieshus med en facadebeklædning i Ivarplank, som er et vedligeholdelsesfrit, fibercement materiale, der ligner træ.
Der søges om dispensation fra Lokalplan 42-1 § 9.2, som regulerer at ydervægge kun må udføres som blank teglstensmur, pudset eller vandskuret murværk.
Teknik, miljø og havneudvalget har på sit møde den 19. november 2020, med hjemmels i planlovens § 19, besluttede at meddele dispensation fra Lokalplanens § 9.2.
Udvalget vurderede, at det ansøgte forhold ikke er i strid med planens principper. Det vurderes at lokalplanens § 1 beskriver lokalplanens formål med brede og overordnede formuleringer, hvorfor formålsbestemmelsen ikke har et så specifikt indhold, at dispensationen kan være i strid med planens formål, da det ikke fremgår tydeligt for borgeren, hvad bestemmelsen dækker over.
Det vurderes samtidig, at en anden type facademateriale på Arnekrogen 6, ikke vil bryde områdets karakter af boligområde, da huset er placeret for enden af en blind vej og derfor ikke fremstår tydeligt i området som helhed.
Der er ikke tidligere blevet søgt om dispensation fra lokalplanens § 9.2 og dispensationen vurderes derfor at være behandlet korrekt, i forhold til det forvaltningsretlige lighedsprincip.
Vilkår for tilladelsen
Dispensationen vedrører alene dispensation fra lokalplanens bestemmelse § 9.2.
Det forudsættes, at det ansøgte projekt i øvrigt overholder lokalplan 42-1’s bestemmelser.
Tilladelsen kan først udnyttes, når klagefristen på 4 uger er udløbet. Klagefristen er den 23. december 2020.
Dispensationen er meddelt med hjemmel i planloven og bortfalder jf. planlovens § 56, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år, efter at den er meddelt, eller ikke har været udnyttet i tre på hinanden følgende år. En dispensation kan ikke forlænges. Der vil i givet fald kunne gives en ny dispensation efter de almindelige regler.
Sagens oplysninger
Ejendommen er omfattet af lokalplan 42-1, for Strandvejen, Søvænget, Toftevejen, Danmarksgade m.m og lokalplantillæg 42-1-1, for Klinten og en del af Arnekrogen.
Jf. planlovens § 19, kan Kommunalbestyrelsen dispensere fra lokalplanens bestemmelser, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen. Principperne i lokalplanen er defineret ved lokalplanens formåls- og anvendelsesbestemmelser.
Med ansøgningen blev der også taget stilling til hvorvidt en dispensation fra § 9.2 vurderes at være i strid med lokalplanens principper.
I sagsfremstillingen blev §§ 1.1, 9.1 og 9.2 fra Lokalplan 42-1 inddraget. I Lokalplan 42-1’s redegørelse, er der ingen beskrivelse af hvordan de forskelige bestemmelser skal forstås og administreres. I Lokalplantillæg 42-1-1 er der tilføjet en bemærkning til § 9.1, som præcisere hvordan bestemmelsen skal administreres, denne bemærkning blev også inddraget i sagsfremstillingen.
Af Lokalplan 42-1’s formålsbestemmelse fremgår det, at:
§ 1.1 Lokalplanen skal sikre at det eksisterende bymiljø bevares ved
- at fastholde karakteren af det næsten helt udbyggede boligområde,
- at ny bebyggelse søges etableret således at der opnås en god helhedsvirkning i sammenhæng med de eksisterende ejendomme.
Af Lokalplanens bestemmelser for bebyggelsens ydre fremtræden fremgår det, at:
§ 9.1 Ny bebyggelse skal indpasses i harmoni med eksisterende bebyggelse.
§ 9.2 Ydervægge må kun udføres som blank teglstensmur, pudset eller vandskuret murværk. Denne bestemmelse gælder dog ikke for gavltrekanter garager, carporte, udhuse og lignende småbygninger.
Ekstreme farver som lilla og neonfarver m.v. må ikke benyttes til udvendige bygningssider.
Lokalplantillægget tilføjet følgende bemærkning til § 9.1, som præcisere hvordan ny bebyggelse skal indpasses i harmoni med eksisterende bebyggelse.
Vedr. § 9.1
Da lokalplanområdet er stort set fuldt udbygget vil nybyggeri typisk ske som huludfyldning eller ved nedrivning af en eksisterende ejendom. Det er vigtigt at oplevelsen af gadebilledet i lokalplanens forskellige kvarterer fastholdes. Jo tættere en ejendom ligger på et vejskel og jo tydeligere ejendommen er fra vejen, desto vigtigere er det, at den nye bygning matcher de omkringliggende bygninger. Det betyder ikke, at ejendommen skal opføres som rekonstruktion, men at der i forbindelse med nybyggeri lægges vægt på at linjerne bevares. Det handler f.eks. om taghøjder, gesimshøjder, afstand til vejskel og udformning af gavle.
Nabohøring
Ærø Kommune har i forbindelse med ansøgningen gennemført en 2 ugers nabohøring fra den 15. oktober 2020 til den 29. oktober 2020. Naboerne er kun blevet hørt i forhold til dispensation fra § 9.2 til anden materialetype.
Der er indkommet tre høringssvar. To høringssvar er indkommet i høringsperioden og et høringssvar er ikke indkommet rettidigt.
Klagevejledning
Den trufne afgørelse kan – for så vidt angår retlige spørgsmål – påklages til Planklagenævnet, jf. Planlovens (LBK nr. 1157 af 01/07/2020) § 58, stk. 1, nr. 3. Øvrige spørgsmål kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.
Klagefrist og gebyr
Klagen skal modtages af Planklagenævnet senest 4 uger fra afgørelsen er meldt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag
En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Ærø Kommune via klageportalen. Du klager via klageportalen, som du finder via borger.dk eller virk.dk. Du logger på klageportalen med Nem-ID.
Når du klager, skal du betale et klagegebyr. Nævnet vil efter modtagelsen af klagen sende en opkrævning på gebyret. Planklagenævnet vil ikke påbegynde behandlingen af klagen, før gebyret er modtaget. Betales gebyret ikke inden for den af nævnet fastsatte frist, afvises klagen fra behandling.
Gebyret er på 900,- kr. for privatpersoner og 1.800,- kr. for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder.
I klageportalen sendes din klage automatisk først Ærø Kommune.
Hvis Ærø Kommne fastholder afgørelsen, sender Ærø Kommune klagen videre til behandling i nævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen.
Fritagelse for at klage gennem klageportalen
Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet.
Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen.
For flere oplysninger om gebyr, klageportal, tilbagebetaling af gebyr mv. se Planklagenævnets hjemmeside http://naevneneshus.dk/planklagenaevnet
Forhold der kan påklages
Der kan klages til Planklagenævnet over retlige spørgsmål herunder overholdelse af almindelige forvaltningsretlige principper jf. planlovens § 58 stk. 1 nr. 3, som bl.a. kan være:
- om planen er tilvejebragt i overensstemmelse med planlovens procedureregler om borgerinddragelse mv.
- om der er uoverensstemmelse mellem lokalplan og kommuneplan
- om planloven, kommuneplanen og lokalplanen er fortolket korrekt
- om et byggeprojekt er lokalplanpligtigt
- om et anlæg forudsætter en VVM-vurdering
- om en dispensation fra en lokalplan er lovlig
- om almindelige forvaltningsretlige regler vedrørende habilitet, partshøring, ligebehandling m.m. er fulgt.
Det betyder, at hvis retsregler og retsprincipper er fulgt, har Planklagenævnet ikke mulighed for at behandle klager over indholdsmæssige spørgsmål og vil ikke kunne tage stilling til, om afgørelsen er hensigtsmæssig eller rimelig.
Klageberettigede
Du skal have en retlig interesse i sagens udfald for at være berettiget til at klage, jf. planlovens § 59.
Domstolsprøvelse
Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt, jf. planlovens § 62, stk. 1.
Er afgørelsen offentliggjort, regnes søgsmålsfristen fra offentliggørelsen.
Uanset om der anlægges retssag, er du forpligtet til at rette dig efter denne afgørelse, indtil domstolen måtte bestemme noget andet.