Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Handicappolitik 2025-2028

Forord

Ærø Kommune er dedikeret til at skabe et inkluderende samfund og vi arbejder målrettet for at sikre, at alle borgere, uanset handicap, har lige muligheder for at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. Formålet med handicappolitikken er at fastlægge rammerne for vores indsats og sikre, at personer med handicap får den nødvendige støtte og muligheder for at deltage aktivt i alle aspekter af samfundslivet. Vi anerkender, at personer med handicap har unikke behov og rettigheder, og vi arbejder målrettet på at sikre, at disse behov og rettigheder bliver mødt.

Vores handicappolitik er baseret på Forenede Nationers Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap, som trådte i kraft i Danmark den 24. august 2009. Konventionen understreger vigtigheden af at sikre, at personer med handicap kan få fuldt udbytte af menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder på lige fod med andre samt at fremme respekten for værdigheden hos personer med handicap. Netop med udgangspunkt i konventionen, er der udvalgt syv temaer som handicappolitikken er bygget op omkring og politikken dækker således et bredt område.

Politikken er blevet til i et samarbejde mellem repræsentanter fra alle kommunens områder samt Handicaprådet og hvor borgere, pårørende, foreninger, handicaporganisationer og politikere har bidraget med deres perspektiver og input. Det har været en konstruktiv proces, der har vist stort engagement fra alle involverede, og ambitionen har været at gøre Ærø Kommune til et godt sted at bo, uddanne sig og arbejde for alle borgere. For at sikre udmøntning af politikken, vil der blive udarbejdet handleplaner, som vil blive evalueret løbende.

Vi erkender, at der stadig er udfordringer, som skal overvindes, men vi er fast besluttet på at fortsætte arbejdet med at forbedre forholdene for mennesker med handicap. Handicappolitikken skal være det primære redskab i det fremtidige arbejde på handicapområdet og et fælles udgangspunkt for dialog og samarbejde.

Vi håber, at handicappolitikken og de dertilhørende handleplaner kan blive det fundament, der sikrer den bedst mulige kvalitet i kommunens tilbud på handicapområdet og skaber de rammer og vilkår, der gør det muligt for alle borgere med handicap at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv.

God læselyst.

/ Formand for Kultur- og Socialudvalget, Mads Boeberg Hansen

Indledning

Ærø Kommunes handicappolitik 2025-2028 er som nævnt udarbejdet med afsæt i Forenede Nationers Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (konventionen) samt fire handicappolitiske grundprincipper.

Det er rammesættende for politikken, at alle personer med handicap i Ærø Kommune oplever, at de har lige ret til at leve i samfundet med samme valgmuligheder som andre, som det beskrives i konventionens artikel 19. Kommunen vil med politikken træffe effektive og passende foranstaltninger for at gøre dette muligt for personer med handicap.

For at skabe en fælles forståelse af, hvad et handicap er, anvendes konventionens definition heraf. Ifølge konventionen omfatter personer med handicap dem, der har en langvarig fysisk, psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.

I arbejdet med politikken samt den endelige politik er det desuden definitioner af begreber og vendinger fra konventionens artikel 2 der er anvendt og som der henvises til.

Konventionen indeholder i artikel 3 følgende generelle principper, som Ærø Kommune tilslutter sig:

a) Respekt for menneskets naturlige værdighed, personlige autonomi, herunder frihed til at træffe egne valg, og uafhængighed af andre personer

b) Ikke-diskrimination

c) Fuld og effektiv deltagelse og inklusion i samfundslivet

d) Respekt for forskellighed og accept af personer med handicap som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden

e) Lige muligheder

f) Tilgængelighed

g) Ligestilling mellem mænd og kvinder

h) Respekt for de udviklingsmuligheder, som børn med handicap har, samt respekt for deres ret til at bevare deres identitet.

Udover ovenstående principper fra konventionen, har dansk handicappolitik nationalt set i en årrække desuden taget afsæt i fire særlige handicappolitiske grundprincipper, som blev introduceret tilbage i 2005 af Det Centrale Handicapråd. Ærø Kommunes handicappolitik er således også udarbejdet med afsæt i principper, som er:

Ligebehandlingsprincippet: Dette princip handler om at sikre, at personer med handicap behandles ligeværdigt og har de samme muligheder som andre borgere. Det indebærer, at forskelsbehandling undgås, og at der tages hensyn til de individuelle behov og forudsætninger.

Kompensationsprincippet: Dette princip fokuserer på at kompensere for de barrierer, som personer med handicap møder, så de kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Kompensation kan være i form af hjælpemidler, støtteordninger eller tilpasninger af fysiske omgivelser.

Sektoransvarlighedsprincippet: Dette princip fastslår, at alle offentlige myndigheder har ansvar for at sikre, at deres tilbud og tjenester er tilgængelige for personer med handicap. Det betyder, at ansvaret for at inkludere personer med handicap ligger hos den myndighed, der har ansvaret for det pågældende område.

Solidaritetsprincippet: Dette princip handler om, at samfundet som helhed har et ansvar for at støtte personer med handicap. Det indebærer, at der skal være solidaritet og fællesskab i indsatsen for at sikre lige muligheder for alle borgere.

Forenede Nationers Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap indeholder totalt 50 artikler. I et samarbejde på tværs af kommunens områder og Handicaprådet er der udvalgt syv artikler, som politikken for denne periode fokuserer på. Disse artikler omtales i politikken som temaer. Temaerne er som følger:

  • Børn med handicap
  • Bevidstgørelse
  • Tilgængelighed
  • Ytrings- og meningsfrihed samt adgang til information
  • Uddannelse
  • Sundhed
  • Arbejde og beskæftigelse

Indledningsvist for hvert tema, er der beskrevet en ambition, som er det overordnede mål for det pågældende tema. Herefter er Ærø Kommunes styrker og svagheder for det pågældende tema defineret og afslutningsvist er det defineret, hvilke indsatser der skal arbejdes med for at nå det overordnede mål.

Politiske mål

Børn med handicap

I Ærø Kommune skal alle børn med handicap have de samme muligheder som andre børn.

De har ret til at ytre sig, blive lyttet til og få hjælp til det, hvis de har behov.

Styrker

  • Ærø har et tæt nærmiljø, hvor natur, korte afstande og overskuelige enheder giver en tryghed.
  • Fra barnet bliver født tilbyder vi en generel forebyggende og specialiseret indsats til barnet og dets familie, afhængig af deres behov.
  • Vi har et godt samarbejde omkring overgangen fra barn til voksen via den Kommunale Ungeindsats. Der er let adgang mellem afdelingerne og et kendskab til hinanden.
  • Der arbejdes på at inkludere så mange børn som muligt i kommunens tilbud.

Udfordringer

  • Ingen uddannelsestilbud på Ærø for unge med særlige behov.
  • Udfordringen med inklusion vokser ved overgangen fra dagtilbud til skoletilbud.
  • Børn med handicap kan have svært ved at deltage i fritidstilbud.
  • Pendling kan være en mulighed, men det kan være nødvendigt, at børn med handicap flytter hjemmefra, når de skal have skoletilbud på fastlandet.

Hvilke indsatser vil vi arbejde videre med?

  • Vi vil arbejde for flere og bedre muligheder for, at børn med handicap kan deltage i sociale aktiviteter og i kultur- og fritidslivet. Foreninger kan hjælpes til at tilbyde aktiviteter, der imødekommer børnenes behov.
  • Vi vil understøtte, at børn, unge og voksne med handicap kan deltage i sociale fællesskaber og fritidsaktiviteter, der bidrager til et styrket netværk og livskvalitet for den enkelte bl.a. i samarbejde med civilsamfundet.
  • For at sikre kvaliteten i sagsbehandlingen, vil vi arbejde på at fastholde og rekruttere kvalificerede medarbejdere ved at sikre et godt og sundt arbejdsmiljø.

Bevidstgørelse

I Ærø Kommune har vi viden om handicap. Vi respekterer de rettigheder, som borgere med handicap har på lige fod med andre. Vi bidrager til at øge bevidstheden om, at borgere med fysisk såvel som psykisk handicap har evner og kan bidrage positivt til samfundet.

Styrker

  • Der er i kommunen fokus på at dele viden om handicap
  • Godt tværfagligt samarbejde og fokus på mennesker med funktionsnedsættelser.
  • Det pædagogiske arbejde er tilrettelagt ud fra en stor bevidsthed om den enkelte borgers særlige behov. Alle deltager mest muligt i eget liv og accepteres for dem, de er.
  • Det opleves, at der er stor forståelse og imødekommenhed fra byens borgere.

Udfordringer

  • At sikre den konkrete ekspertise i forhold til det enkelte menneske individuelle og særlige behov
  • At skaffe fritidsjob til unge med handicap

Hvilke indsatser vil arbejde videre med?

  • Vi vil sætte fokus på forholdene for borgere med handicap, som en værdi for samfundet
  • Sammen med Handicaprådet vil vi arbejde på at skabe gensidig tolerance, respekt og forståelse for borgere med handicap.
  • Vi vil skabe opmærksomhed om, hvad borgere med handicap kan bidrage med i Ærø Kommune som organisation og i civilsamfundet generelt.

Tilgængelighed

I Ærø Kommune skal personer med handicap på lige fod med andre borgere have adgang til de fysiske omgivelser og transportmuligheder for at kunne deltage selvstændigt og fuldt ud i alle livets forhold – fysisk såvel som mentalt.

Styrker

  • I Ærø kommune har vi medarbejdere, som kan hjælpe borgere ind i netværk, samt ledsage borgerne, hvis der er behov for det
  • Vi har aktivitetstilbud i Marstal og værested i Ærøskøbing for borgere tilknyttet Handicap og Psykiatri.
  • Der arbejdes i kommunen målrettet med at skabe tilgængelighed for mennesker med handicap. Det gælder både i eksisterende bygninger samt på færgerne, men også når der opføres nye byrum

Udfordringer

  • I Ærøskøbing gamle by gør brostenene det svært at færdes i fx kørestol eller ved synsbesvær.
  • Ikke alle butikker og caféer på Ærø har gode forhold for borgere med handicap.
  • Fysiske rammer på færgerne samt bookingsystem kan være en udfordring.

Hvilke indsatser vil vi arbejde videre med?

  • Vi vil tænke tilgængelighed ind i de løsninger, vi laver på Ærø både når det gælder det fysiske rum, digitale løsninger, kommunens hjemmesider og i servicedesign
  • Vi vil arbejde for at sikre tilgængelighed og lige adgang for alle borgere, når vi planlægger anlægsarbejder og giver myndighedstilladelser.
  • Vi vil arbejde for øget fysisk tilgængelighed til kommunale bygninger, byrum og naturen samt gå i dialog med relevante aktører, når der etableres nye anlæg, bygninger og offentlige rum.
  • Vi vil arbejde på, at borgere med handicap sikres lige adgang til IT og andre kommunikationsformer. Herunder nødvendige hjælpemidler.

Ytrings- og meningsfrihed samt adgang til information

I Ærø Kommune skal personer med handicap kunne udøve deres ret til ytrings- og meningsfrihed. De skal kunne søge, modtage og meddele oplysninger på lige fod med andre.

Styrker

  • Ærø Kommune har fokus på webtilgængelighed: informationer på udsendte dokumenter samt information på kommunens hjemmeside kan blive læst op og er tilgængelig for alle, også borgere med synshandicap
  • Bibliotekerne tilbyder hjælp til borgerserviceopgaver til alle borgergrupper.
  • Ærø Kommune er opmærksomme på borgere med handicap, fx i forbindelse med afholdelse af borgermøder
  • Der tilbydes hjælp til borgere med særlige kommunikative udfordringer

Udfordringer

  • At få udbredt og arbejdet med webtilgængelighed i alle kommunens afdelinger, der udsender dokumenter til borgere via mail, e-boks eller anden kommunikationsform

Hvilke indsatser vil vi arbejde videre med?

  • Vi vil tilbyde kurser i webtilgængelighed hos hvert fagområde i kommunen: specifikke programmer og skabeloner
  • Vi vil arbejde for, at kommunikation og adgang til information sker gennem en række af forskellige medier, så alle sanser kommer i spil (syn, hørelse, tale mv.)
  • Vi vil have fokus på at sikre udvikling af alternative kommunikationsformer, der tilgodeser behovet for information hos personer med udviklingshæmning og personer med psykosociale handicap.

Uddannelse

I Ærø Kommune skal personer med handicap opleve et inkluderende uddannelsessystem, der muliggør uddannelse under hensyn til den enkelte persons behov.

Styrker

  • Campus Ærø er en mulighed at tænke ind i forhold til et inkluderende uddannelsessystem
  • Der er fokus på, at generel tilgængelighed sikres og på adgang til hjælpemidler og tilbud om støtte til at kunne indgå på uddannelsessteder.
  • Der er et godt samarbejde med Svendborg omkring særlige uddannelser som Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) og Forberedende Grunduddannelse (FGU).

Udfordringer

  • Adgangsforholdene kan være en udfordring i forhold til fysisk undervisning.
  • Der kan derfor være udfordringer i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse. På Ærø findes kun HF (Søfart) som ungdomsuddannelse.
  • Vi kan ikke tilbyde Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) og Forberedende Grunduddannelse (FGU) på øen. Generelt er der begrænsede voksenuddannelsesmuligheder på Ærø.

Hvilke indsatser vil vi arbejde videre med?

  • Vi vil arbejde for, at mennesker med handicap får adgang til hjælpemidler og ordninger, som der er behov for, og som kan fremme deres tilknytning til uddannelse.
  • Vi skal i Ærø Kommune sikre, at både borgere og pårørende føler sig trygge i overgangene. Vi har fokus på koordinering ved overgange.
  • Vi vil udnytte mulighederne i Campus Ærø. Tage digitale undervisningsmetoder i brug, så vi kan få nogle mere skræddersyede uddannelsesforløb.
  • Vi vil tænke mennesker med handicaps ind, i indretning af kommunens skoler og uddannelsesinstitutioner.

Sundhed

I Ærø Kommune skal alle personer med handicap tilbydes de sundhedsydelser, de har brug for på lige fod med andre borgere.

Styrker

I Ærø Kommune tilbydes sundhedsydelser så vidt muligt til alle borgere, der har brug for dette.

  • Der er etableret et samarbejde mellem region Syddanmark og Ærø Kommune der arbejder med indsatser på tværs af kommune, sygehus og almen praksis.
  • Der er mulighed for telekonsultationer med afdelinger på Odense Universitetshospital (OUH) i Svendborg og Odense.
  • Der tilbydes telemedicinsk løsning til borgere, der har brug for dette. Fx sårvurdering, hjemmemonitorering til borgere med Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL) og internetpsykiatri.
  • Der tilbydes særligt forebyggende indsatser for borgere, der har behov for rygestoprådgivning og nikotinerstatning.

Udfordringer

  • At få kontakt med i de borgere, der er socialt isolerede
  • Forskellige lovgivninger, såsom Beskæftigelseslovgivningen, Sundhedsloven og Serviceloven kan til tider udfordre indsatsernes sammenhæng. Det kræver øget fokus på koordinering og tværfagligt samarbejde mellem parterne.
  • Ved indlæggelser på sygehus i Odense eller Svendborg er der ikke altid mulighed for personaleledsagelse

Hvilke indsatser vil vi arbejde videre med?

  • Vi vil løbende undersøge, om muligheder for undersøgelse og behandling kan foregå på Ærø
  • Vi vil udvikle samarbejder både internt og eksternt for at skabe de bedste muligheder for borgeren afhængigt af hans/hendes samlede situation
  • Vi vil understøtte borgere med handicap i at opbygge en sund hverdag med fokus på kost, motion, udeliv, socialt samvær, søvn og rygning.

Arbejde og beskæftigelse

I Ærø Kommune skal personer med handicap sikres adgang til arbejdsmarkedet på lige fod med andre borgere. Borgerne skal tilbydes meningsfuld beskæftigelse, som styrker deres potentialer, arbejdsevne og selvværd.

Styrker

  • Sundhedspersonale og sagsbehandlere samarbejder med borgeren om at skabe foranstaltninger, der sikrer den bedst mulige tilknytning til arbejdsmarkedet. – også i familier med børn med handicap
  • Sundhed og Forebyggelse samarbejder med Job og voksencenteret omkring fastholdelse og hjælpeforanstaltninger, således, at tilknytningen til arbejdsmarkedet bliver så god som mulig.
  • Via aktivitets- og samværsstilbud tilbydes borgerne forskellige meningsfyldte arbejdsopgaver i samarbejde med offentlige og private aktører i lokalområdet.

Udfordringer

  • Der kan være barrierer for mennesker med handicap, som gerne vil have et arbejde.
  • Det er begrænset hvad der kan tilbydes af reelle beskyttede stillinger.
  • Vi skal øge tilbud inden for beskyttet beskæftigelse, jf. Servicelovens § 103.
  • I virksomhedspraktik eller flexjob-ordninger, kan der forekomme situationer, hvor borgere med handicap oplever, at de ses på som andenrangs medarbejdere.

Hvilke indsatser vil vi arbejde videre med?

  • Vi vil støtte mennesker med handicap som gerne vil have et arbejde, via løntilskud, revalidering, arbejdspladsindretning, personlig assistance.
  • Vi vil sikre øget fokus på koordinering og tværfagligt samarbejde mellem arbejdsmarkedsområdet og sundhedsområdet.
  • Vi skal øge samarbejdet med private virksomheder om ansættelse af borgere med en funktionsnedsættelse, samt udbrede viden om hjælp til handicap blandt medarbejderne
  • Vi vil fremme ansættelse af mennesker med handicap og mennesker visiteret til fleksjob
  • Kommunen bør som arbejdsplads gå foran og skabe arbejdsplader, der har ansatte med mange forskellige kompetencer, behov og skånehensyn.
  • Vi vil gennem samarbejde med arbejdsgivere videreudvikle beskyttet beskæftigelse ud fra Servicelovens §103, så vi kan nå ud til flere borgere og tilgodese deres behov.

Plan for opfølgning på politikken

Ærø Kommunes nærværende handicappolitik er gældende for perioden 2025-2028.

Handleplaner

Politikken vil blive fulgt op med handleplaner for perioden, der skal sikre, at de politiske mål og indsatser bliver realiseret og evalueret.

Handleplanerne vil indeholde:

  • Konkrete indsatser: Beskrivelse af de specifikke tiltag, der skal gennemføres for at opfylde politikken.
  • Mål og succeskriterier: Klare og målbare mål, der skal nås inden for den pågældende periode.
  • Ansvarlige aktører: Identifikation af de afdelinger og personer, der er ansvarlige for gennemførelsen af de enkelte indsatser.
  • Tidsplan: Tidsramme for hvornår de forskellige indsatser skal være gennemført.
  • Ressourcer: Angivelse af de nødvendige ressourcer, herunder økonomi og personale, for at gennemføre indsatserne.

Handleplanerne vil blive evalueret årligt i første kvartal for at sikre, at de fastsatte mål nås, og at indsatserne har den ønskede effekt. Evalueringen af handleplanerne vil omfatte en vurdering af, i hvilken grad målene er nået, og hvilke udfordringer der eventuelt har været. Evalueringen vil blive forelagt Kultur- og Socialudvalget samt drøftet med Handicaprådet forud for den endelige godkendelse.

Involvering af Handicaprådet

Handicaprådet vil spille en central rolle i opfølgningen på handicappolitikken. Rådet vil blive inddraget i evalueringen af handleplanerne og vil bidrage med input og anbefalinger til justeringer og nye indsatser. Dette sikrer, at politikken og handleplanerne er i overensstemmelse med behovene og ønsker fra personer med handicap i kommunen.

Handicappolitik 2029-2032

Arbejdet med en politik, der skal efterfølge nærværende politik, startes op primo 2028. Således vil der være et år til arbejdet med at revidere og forny den nærværende politik, inden en ny politik skal godkendes ved årets udløb i 2028.

Ærø Kommune

Ærø Rådhus
Statene 2, 5970 Ærøskøbing

CVR-nr.: 28856075
EAN-numre

Telefon: +45 63525000
post@aeroekommune.dk
Send sikker post

Åbningstider - Borgerservice

Mandag - Tirsdag 09:00 - 12:00
Onsdag Lukket
Torsdag 09:00 - 12:00
14:30 - 16:45
Fredag 09:00 - 12:00

Vielse/Marriage/Trauung

Mandag - Torsdag09:00 - 15:00
Fredag09:00 - 13:00

Åbningstider - Borgerservice Light, Marstal Bibliotek

Mandag  13:00 - 18:00
Tirsdag 10:00 - 14:00
Onsdag - Torsdag 13:00 - 16:00
Fredag 10:00 - 14:00