Trivselsundersøgelse peger på god trivsel
Ærø Kommune har netop gennemført en trivselsundersøgelse blandt alle ansatte i kommunen – og resultaterne tegner et positivt billede. Den samlede tilfredshed med arbejdet scorer 8,7 ud af 10, hvilket vidner om en generelt høj trivsel blandt medarbejderne.
82% af medarbejderne angiver i undersøgelsen en score på 7 eller derover. Det ligger tæt på resultatet fra 2023, hvor 84 % vurderede deres arbejdsglæde tilsvarende højt.
Udfordringer med et større pres
Trivselsundersøgelsen, som blev gennemført i april og maj 2025, og skal ses i lyset af de generelle rekrutteringsudfordringer, som mange kommuner – herunder Ærø – står overfor. Det påvirker især enkelte områder, hvor medarbejdere oplever et øget arbejdspres. Det samlede oplevede arbejdspres er dog faldet i forhold til resultatet fra 2023.
”Samlet set er vi meget tilfredse med resultatet. Det vidner om, at medarbejderne dagligt yder en stor indsats. Samtidig giver undersøgelsen os værdifuld indsigt i, hvor vi kan sætte målrettet ind for at styrke trivslen,” siger kommunaldirektør Allan K. Filtenborg.
Fokus på fremtidig trivsel
Selvom det samlede resultat er stabilt, viser undersøgelsen små fald i visse trivselsparametre. For eksempel angiver 86 % af medarbejderne, at de har passende indflydelse på deres arbejdsopgaver – mod 88 % i 2023. Lignende tendenser ses i flere af undersøgelsens delområder.
”Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på disse bevægelser. Vi arbejder aktivt med resultaterne i tæt samarbejde med ledere og medarbejdere, og der vil lokalt blive udvalgt konkrete indsatsområder, som skal understøtte trivslen. I den kommende tid forventer vi, at resultaterne bliver drøftet på de enkelte arbejdspladser og i MED-regi, så vi sammen kan omsætte dem til målrettede handlinger,” understreger Allan K. Filtenborg.
Se trivselsundersøgelser
Fakta om trivselsundersøgelsen
Gennemført i april og maj 2025
Baseret på standarder fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA)
Svarprocent var 64 % - svarende til 393 ansatte
Næste trivselsundersøgelse forventes i 2027