---
title: "Tilsyn viser god kvalitet i Ærøs dagtilbud og dagpleje"
description: "Børn på Ærø møder generelt dagtilbud af god kvalitet. Det viser de seneste pædagogiske tilsyn, som er gennemført i kommunens daginstitutioner og dagpleje i 2026."
date: "2026-06-17"
created: "2026-06-17"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen)

                    [Kommunikation og presse](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder)

                [Tilsyn viser god kvalitet i Ærøs dagtilbud og dagpleje](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder/tilsyn-viser-god-kvalitet-i-aeroes-dagtilbud-og-dagpleje)

# Tilsyn viser god kvalitet i Ærøs dagtilbud og dagpleje

Børn på Ærø møder generelt dagtilbud af god kvalitet. Det viser de seneste pædagogiske tilsyn, som er gennemført i kommunens daginstitutioner og dagpleje i 2026.

Her konkluderer vurderingerne, at Børnehaven Kernehuset, Børnehuset Mopælappen, Pippihuset og Ærø Kommunale Dagpleje lever op til dagtilbudslovens krav, og at kvaliteten i hovedparten af tilbuddene vurderes som god.

De anmeldte tilsyn er gennemført i samarbejde med Svendborg Kommune for at sikre et uvildigt blik på kvaliteten i daginstitutionerne. Samtidig er der gennemført tilsyn i den kommunale dagpleje som led i den løbende faglige ledelse.

Tilsynene har haft fokus på forhold som læringsmiljø, relationer, leg og aktiviteter samt de fysiske rammer omkring børnene. Vurderingerne er foretaget med udgangspunkt i KIDS-metoden, som bruges til at vurdere og udvikle den pædagogiske kvalitet.

Resultaterne viser god kvalitet i Kernehuset, Mopælappen og dagplejen, mens Pippihuset vurderes i spændet mellem god og tilstrækkelig. Rapporterne bruges i det videre arbejde med at udvikle de pædagogiske læringsmiljøer.

De pædagogiske tilsyn gennemføres for løbende at sikre og udvikle kvaliteten i dagtilbuddene. Tilsynsrapporter og opfølgning bliver offentliggjort på de enkelte institutioners hjemmesider.

Kultur- og socialudvalget udtrykte på deres møde den 16. juni 2026 stor tilfredshed med kvaliteten i Ærø Kommunes dagtilbud og sender anerkendelsen for de flotte resultater videre til ledere og medarbejdere i dagtilbuddene.
