---
title: "Sygeplejen vinder praktikpris"
description: "Det bedste praktiksted i Region Syddanmark 2023"
date: "2024-12-10"
created: "2024-12-10"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen)

                    [Kommunikation og presse](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder)

                [Sygeplejen vinder praktikpris](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder/sygeplejen-vinder-praktikpris)

# Sygeplejen vinder praktikpris

Sygeplejestuderendes landsammenslutning i Region Syddanmark
har netop kåret sygeplejen i Ærø Kommune som det bedste praktiksted i regionen.
Sygeplejen blev overrasket på et personalemøde, hvor forpersonen for de
sygeplejestuderendes landssammenslutning og faglig konsulent fra Dansk
Sygeplejeråd mødte op og overrakte prisen.

## Begrundelse for prisen

Sygeplejen i Ærø Kommune var blevet indstillet til prisen af
tidligere studerende Sofie Stærke, og det var klinisk vejleder Lone Horne, der
modtog prisen på sygeplejens vegne. I sin indstilling beskriver Sofie Stærke,
at hun inden sit praktikforløb hos sygeplejen i Ærø Kommune havde mistet
motivationen for at studere til sygeplejerske, men at hendes praktikvejleder
sammen med de øvrige kollegaer fik vækket hendes lyst til at blive
sygeplejerske igen. Allerede fra første praktikdag oplevede Sofie Stærke, at hun
blev taget imod med åbne arme, og at der blev skabt gode læringsvilkår med tid
til refleksion og sparring.

## Holdindsats og fællesskab baner vejen for et godt
læringsmiljø

Den kommunale sygepleje i Ærø Kommune har taget et valg om,
at hver vejleder kun kan have én sygeplejestuderende i praktik af gangen,
hvilket ifølge de sygeplejestuderendes landssammenslutning, giver særligt gode
læringsmuligheder for den enkelte studerende. Hele sygeplejegruppen opfatter
det dog som en holdindsats at give den studerende det bedst mulige udbytte af
sin tid på praktikstedet.

"Sygplejen i Ærø Kommune er stolte og meget glade over
at have modtaget praktikprisen for det bedste praktiksted i Region Syddanmark
2023. Det at vinde praktikprisen er en stor anerkendelse for det kæmpe
engagement som både klinisk vejleder og den samlede sygeplejegruppe lægger i at
uddanne kommende sygeplejerske kolleger, både fagligt, personligt og socialt.
Praktikprisen bekræfter, at en holdindsats og et stærkt fællesskab har stor
betydning for trivsel og arbejdsglæde", udtaler leder af sygeplejen i Ærø Kommune,
Charlotte Skov.
