Nyt trænings- og simulationslokale åbner på Campus Ærø Studiecenter
Den 17. december 2025 kl. 14.30 åbner Campus Ærø Studiecenter officielt dørene til et helt nyt træning- og simulationslokale, der skal styrke uddannelse og efteruddannelse for øens sundheds- og omsorgspersonale.
Lokalet er udstyret med en avanceret sygeplejefaglig træningsdukke i menneskestørrelse, Nursing Anne fra Laerdal, som gør det muligt at træne realistiske situationer i trygge rammer. Det er blandt andet anlæggelse af kateter, uridom, mundhygiejne og meget mere.
Åbningen markeres med en kort reception onsdag den 17. december 2025 kl. 14.30, demonstration af udstyret og mulighed for at se de nye faciliteter. Alle interesserede er velkomne!
Behov for lettilgængelig kompetenceudvikling
Det nye træningsmiljø er resultatet af et udviklingssamarbejde mellem sygehus, hjemmeplejen og Campus Ærø - og løser et stort og vigtigt problem: Adgangen til uddannelse og videreuddannelse i landdistrikterne.
Med lange færgetider og et stort behov for arbejdskraft kan det være svært at tage medarbejdere ud til efteruddannelse. Med det nye lokale kan social- og sundhedsmedarbejdere nu mødes lokalt til målrettet træning.
Samarbejdet er endnu et trin i udviklingen af Campus Ærø Studiecenter, hvor campus er med til at styrke fremtidens læring i landdistrikterne.
Dukken er finansieret af Campus Ærø med midler fra A.P. Møllerfonden.
Hvad er Campus Ærø?
Campus Ærø Studiecenter åbnede i januar 2025 dørene for lærlinge, elever og studerende, der bor på Ærø, og som er i gang med en uddannelse - uanset hvor i landet man tager den. Campus Ærø har fokus på innovative løsninger, der skaber adgang til læring og fællesskab gennem hybridundervisning, studiefaciliteter og netværk.