---
title: "Nye batterier til Ellen"
description: "Batteripris, takststigning og ændringer i sejltider"
date: "2025-09-24"
created: "2025-09-23"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen)

                    [Kommunikation og presse](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder)

                [Nye batterier til Ellen](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder/nye-batterier-til-ellen)

# Nye batterier til Ellen

## Information
om nye batterier til El-færgen Ellen

Kommunalbestyrelsen har på de seneste møder taget stilling
til udskiftningen af batterierne på Ellen, der er nødvendig. Udskiftningen sker
lidt før tid, da den forventede levetid var 10 år og størsteparten af batterierne
er 7-8 år gamle. Den kortere levetid skyldes blandt andet en hårdere belastning
af batterierne i Ellens levetid, herunder at færgen igennem længere tid har sejlet
med nedsat kapacitet af batterier, som slider på de tilbageværende.

Kommunalbestyrelsen har besluttet at igangsætte et EU-udbud
for indkøb af nye batterier til Ellen. Det vurderes, at det vil koste cirka 28
millioner kroner at udskifte batterierne, men prisen er et overslag. Den
endelige pris vil blive afklaret i forbindelse med gennemførsel af udbuddet. Kommunen
har udarbejdet udbudsmateriale og indkøbet af batterier er nu sendt i udbud.

## Fuld sejlplan for Fynshav-ruten til sommer

Det forventes, at udskiftningen af batterierne vil blive
gennemført i foråret 2026 i forbindelse med dokophold, som pt er planlagt efter
påsken. Dokopholdet forventes at tage en måned. Indtil udskiftning af
batterierne vil Ellen fortsætte med sejlads efter nuværende reduceret sejlplan
med 4 dobbeltture. Efter udskiftning af batterierne vil den fulde sejlplan med
5 dobbeltture blive genetableret. Det forventes at ske ved udgangen af maj
måned.

## Finansiering

Kommunalbestyrelsen har på sit kommunalbestyrelsesmøde den 17.
september 2025 taget stilling til finansiering. Liste A, C, Æ, F, M, O og Iza
Alfredsen har besluttet, at de nye batterier finansieres ved en prisstigning på
billetter på alle 3 ruter, samt optimering af driften.

Prisstigningen på enkeltbilletter bliver 2 kr. for gående og
en prisstigning på 5 kr. for biler inklusiv moms (cirka 2 millioner kroner
årligt).

### Optimering af driften

Der effektueres to tiltag, som skal være med til at give en besparelse i
færgernes brændstofsforbrug.

*”Afgang før tid”*

Skibets kaptajn kan af hensyn til miljø og brændstofforbrug
beslutte på den enkelte afgang, at man afgår før tid, forudsat at alle
bookede passagerer og køretøjer som er fremmødt rettidigt, er kommet ombord.

 *Mindre justering af sejlplan*

Herudover justeres sejlplanen sådan, at de 2 første afgange
fra Ærøskøbing afgår 5 minutter før – det vil sige kl. 5.25 og kl. 6.25. Dette
er for at ankomme til Svendborg 5 minutter før således, at der er tid nok til
at få fyldt brændstof på og dermed afgå til tiden, når færgen skal retur til
Ærøskøbing. Det er ofte sådan, at færgen afgår med lidt forsinkelse, som skal
indhentes. Dette koster unødigt brændstof.

Bustiderne tilpasses efter ændringen af morgenafgangene.

De to optimeringstiltag forventes at give en besparelse på
samlet 250.000 kr. om året. Dermed sikres der finansiering af nye batterier til
E/F Ellen.

Tidspunktet for etablering af ovenstående ændringer meldes
ud hurtigst muligt.
