Ny boliganalyse: Ærø mangler lejeboliger
Huse på Ærø er de seneste år steget 33 % i pris og ny boliganalyse viser, at der er brug for flere tiltag for at fastholde borgere og på samme tid tiltrække nye.
Ærø Kommune har fået udarbejdet en ny boliganalyse af konsulentvirksomheden Datic. Analysen giver et aktuelt billede af boligudviklingen, befolkningsprognoser og fremtidige behov. Den viser, at Ærø står over for en række udfordringer, men også store muligheder, hvis vi skal fastholde nuværende borgere og tiltrække nye.
Lejeboliger er nøglen til udviklingen af Ærø
Over de seneste 10 år har Ærø mistet 7 % af sin befolkning. Uden indsatser forventes et yderligere fald frem mod 2050. Samtidig er boligpriserne steget med 33 % de seneste år, og liggetiderne er korte - et tydeligt tegn på høj efterspørgsel og lavt udbud. Analysen peger især på behovet for flere lejeboliger og et mere varieret boligudbud, særligt i Marstal og Søby.
”Ærø er noget helt særligt, og det skyldes først og fremmest de mennesker, der bor her. Vi har en hjælpsom og stærk lokalbefolkning, som gør øen til et trygt og varmt sted at leve. Analysen viser også, at vi har et stort potentiale for at tiltrække nye beboere, især fra byerne, hvor mange drømmer om natur og fællesskab,” fortæller Ærøs borgmester Peter Hansted og fortsætter:
”Men vi skal kunne tilbyde de rigtige boliger fx lejeboliger, som hver femte tilflytter efterspørger. Ærø har kyst, natur og stærke fællesskaber. Nu handler det om at skabe rammerne, så flere kan gøre drømmen til virkelighed.”
Efterspørgsel på seniorvenlige boliger og lejeboliger
Analysen viser, at antallet af lejeboliger er faldet med 10 % de seneste år, og det rammer både seniorer og tilflyttere. Frem mod 2050 vil antallet af borgere over 80 år stige med 46 %, hvilket øger behovet for mindre og vedligeholdelsesfrie boliger.
”Med analysen har vi nu en opskrift på, hvad der skal bygges for at styrke og fortsat udvikle Ærø som helårssamfund og med kommunens nye kommuneplan har vi og investorer et godt udgangspunkt til at skabe fremtidens boliger på Ærø,” siger Chris Hammeken, direktør i Ærø Turist & Erhverv.
Strategisk byudvikling og investeringsmuligheder
Ærø Kommunes nye kommuneplan giver mulighed for etablering af både ejer- og lejeboliger i udvalgte områder. De stigende boligpriser og korte liggetider kan gøre det attraktivt for investorer at bygge på Ærø. Analysen anbefaler mindre og blandede boligområder med fleksible ejerformer og naturadgang, der er til gavn for både seniorer og tilflyttere fra byerne.
Politisk proces og næste skridt
På kommunalbestyrelsens temamøde den 5. november 2025 blev boliganalysen drøftet, og der blev lagt særlig vægt på:
Behovet for flere lejeboliger: At arbejde systematisk med området i form af kortlægning af muligheder, og at udarbejde materiale til investorer.
Øget tilflytning, herunder markedsføring og branding: Fortællingen om Ærø, de positive historier og fokus på målgrupper.
At vi skal tænke både i konkrete muligheder og projekter, men inden for en samlet strategi med et helhedsfokus.
Boliganalysen og dens anbefalinger skal indgå som et vigtigt grundlag, når den nye kommunalbestyrelse tiltræder 1. januar 2026 og fastlægger de politiske mål og handlinger for valgperioden 2026-2029. Anbefalingerne fra boliganalysen vil således give retning for arbejdet med at sikre attraktive boliger, fastholde nuværende borgere og tiltrække nye.