Ny børne- og ungepolitik sendes i høring
Ærø Kommune har sendt et forslag til en ny børne- og ungepolitik i høring.
Høringen starter i dag og løber frem til 1.maj. Du kan afgive et høringssvar på Ærø Kommunes høringsportal.
AF børn og unge TIL børn og unge på Ærø
Børne- og ungepolitikken er den overordnede intention bag det gode børne- og ungeliv på Ærø. Det særlige ved denne politik er, at den udover at være baseret på et solidt fundament af forskning, lovgivning, erfaring, situationsanalyse mm. er blevet til med afsæt i en omfattende inddragelsesproces, hvor børnenes og de unges perspektiv har været det helt centrale omdrejningspunkt. Det er trods alt dem, det hele handler om!
Henover efteråret 2024 er et bredt udsnit af børn og unge på Ærø blevet spurgt til, hvad de synes er vigtigt for et godt børne- og ungeliv på Ærø. Blandt andet i en postkortundersøgelse, hvor over halvdelen af målgruppen mellem 8 og 18 år indgav en besvarelse. Desuden blev der afholdt 14 fokusgruppeinterviews med børn i alderen 2 til 20 år.
Nogle af de involverede børn og unge siger om processen:
”Det var fedt at være med til, fordi vi selv kunne være med til at bestemme, hvad vi gerne ville have kunne være bedre her. I voksne, ved jo ikke, hvordan vi har det, og hvad vi synes.”
Anton Sylvestersen & Karla Lyck Alfredsen 2.klasse.
”Vi har været med til at give et indblik i, hvordan ungdommen på øen her er. Vi kom med vores egne ideer i forhold til, hvad der kan gøre øen bedre, eller hvilke nye muligheder, der måske kan komme til øen. Det er godt, at man har hørt dem, som politikken ”går udover”, så vi kan have noget medbestemmelse. Det er skønt.”
Marius Grube og Rasmus Petersen 8.klasse.
”De voksne” har haft en stemme på temamøde om politikken. Her deltog medarbejdere, forældre, frivillige, politikere m. fl.
Formand for Kultur- og socialudvalget Mads Boeberg udtaler: ”Temamødet rummede en rigtig god proces, hvor alle fik mulighed for at udtrykke, det som lå dem på sinde i forhold til vores børn og unge. Også de svære emner. Men det allervigtigste i det her arbejde er for mig at se, at vi har hørt og inddraget børnene, og at de også opfordres til at indgive høringssvar. På den måde følger vi med tiden og skaber et miljø, hvor børnene lærer, at de kan være med til at skabe rammer for deres og vores fælles fremtid.
En politik, der kan BRUGES af børn og unge
Helt i tråd med det, som generelt sker på børne- og ungeområdet har målet været, at politikken ikke kun skal handle om, men også bruges af børn og unge. Derfor er forslaget til den nye børne- og ungepolitik kort, skrevet i et sprog som børn og unge forstår og skal grafisk sættes op, så den rammer målgruppen.
”Nu er den jo ikke endeligt godkendt og den grafiske opsætning arbejdes, der stadig på, men jeg synes, vi har levet op til vores målsætning, og jeg er meget stolt af det arbejde, der er blevet udført. Det har i øvrigt været helt fantastisk og livsbekræftende for arbejdsgruppen at tale med så mange børn og unge. De ærøske børn og unge har været meget interesserede og haft en masse på hjerte, som vi i den grad har kunnet bruge konstruktivt,” udtaler Børne- og ungechef i Ærø Kommune, Annemette Laursen.
Forankring, handling og musik
Alle inputs er grundigt bearbejdet og indgår implicit i politikken.
De mere konkrete inputs vil blive brugt i det fremadrettede arbejde med at få politikken omsat til handling og ud at leve. Vi er allerede i gang.
I løbet af sommerhalvåret vil børn og unge på Ærø sammen med kunstner Anne-Mette Skovbjerg, der også har været pædagogisk konsulent på projektet, lave en sang og en musikvideo, der tager udgangspunkt i alt det børn og unge har sagt i processen - om det gode børne- og ungeliv på Ærø.