---
title: "Målrettet indsats løfter kvaliteten på Marstal Ældrecenter"
description: "Ældretilsynet vurderer efter opfølgende tilsyn, at kvaliteten i plejen på Marstal Ældrecenter er god."
date: "2026-05-27"
created: "2026-05-27"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen)

                    [Kommunikation og presse](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder)

                [Målrettet indsats løfter kvaliteten på Marstal Ældrecenter](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder/maalrettet-indsats-loefter-kvaliteten-paa-marstal-aeldrecenter)

# Målrettet indsats løfter kvaliteten på Marstal Ældrecenter

Ældretilsynet vurderer efter opfølgende tilsyn, at kvaliteten i plejen på Marstal Ældrecenter er god. Ældretilsynet gennemførte den 26. februar 2026 det opfølgende tilsyn. Tilsynet blev gennemført som opfølgning på et påbud, der blev meddelt den 7. november 2025 efter en henvendelse fra en pårørende.

## Målrettet indsats efter påbud

Påbuddet fra 2025 stillede krav om, at plejeenheden inden for 16 uger skulle sikre kvaliteten i helhedsplejen inden for temaerne den ældres selvbestemmelse samt tillid til medarbejdere og borgernær ledelse.

Som opfølgning blev der nedsat en arbejdsgruppe bestående af ledelse, medarbejdere, udviklingssygeplejerske og sygefraværskoordinator. Arbejdsgruppen udarbejdede en handleplan med konkrete indsatser, og der er løbende fulgt op på fremdriften. Bruger- og Pårørenderådet har undervejs været orienteret om både tilsynet og arbejdet med at efterleve påbuddet.

“Det er vigtigt for os, at vi tager kritik alvorligt og arbejder systematisk med forbedringer. Derfor er det også positivt, at tilsynet nu vurderer, at indsatsen har haft effekt. Medarbejdere og ledelse har lagt et stort arbejde i processen,” siger Lars Hoppe Søe, ældre- og sundhedschef.

”Et påbud skal tages alvorligt, men det afgørende er, hvad der sker bagefter. Jeg oplever, at der er blevet taget ansvar, og at der er arbejdet målrettet med de områder, hvor der var udfordringer. Det er positivt at se, at det nu afspejler sig i Ældretilsynets vurdering,” siger Mads Boeberg Hansen, politisk repræsentant i Bruger- og Pårørenderådet.

## Positive vurderinger fra tilsynet

Det opfølgende tilsyn tog udgangspunkt i tidligere udfordringer med blandt andet kontinuitet, organisering og ledelsesmæssig understøttelse. Ældretilsynet vurderer nu, at der ikke længere er væsentlige udfordringer med kvaliteten i helhedsplejen.

Tilsynet fremhæver blandt andet, at:

- Borgerne oplever respekt, værdighed og indflydelse på egen hverdag.
- Hjælpen tilrettelægges individuelt med udgangspunkt i den enkelte borgers behov.
- Ledelsen fremstår mere synlig og tilgængelig i den daglige drift.
- Den tværfaglige organisering understøtter kvaliteten i opgaveløsningen.
- Arbejdsgange og processer er blevet mere stabile og systematiske.

Selv om vurderingen fra tilsynet er positiv, er arbejdet med at udvikle kvaliteten ikke afsluttet. Der vil fortsat være fokus på at fastholde de gode resultater og samtidig styrke indsatsen på de områder, hvor der stadig er udfordringer – herunder kontinuitet i plejen og arbejdet med at forebygge ensomhed blandt beboerne. Udviklingsarbejdet er en løbende proces, og erfaringerne fra forløbet vil blive brugt aktivt i den videre indsats. Målet er fortsat at sikre en tryg, værdig og nær hverdag for alle beboerne på Marstal Ældrecenter.
