Kommunalvalg 2025
Tirsdag den 18. november 2025 afholdes der valg til Ærø Kommunalbestyrelse.
Der skal vælges 15 medlemmer til Kommunalbestyrelsen. Medlemmerne bliver valgt for perioden 1. januar 2026 til 31. december 2029.
Samme dag afholdes der valg til Regionsrådet i Region Syddanmark.
Afstemningen foregår fra kl. 8.00 til kl. 20.00 på kommunens tre afstemningssteder:
- Marstal - Marstal Skole, Halvejen 24, Marstal
- Ærøskøbing - Ærø Rådhus, Statene 2, Ærøskøbing
- Søby - Café Arthur, Ellehøjvej 1, Søby
Afstemningsstedet fremgår af det valgkort, som alle vælgere får tilsendt ca. en uge før valget.
Hvem kan stemme?
Alle borgere i Danmark, der har valgret (stemmeret) og er optaget på en valgliste, kan stemme til de kommunale og regionale valg.
Man har valgret, når man:
- på valgdagen er fyldt 18 år, og
- har fast bopæl i kommunen.
Herudover skal man opfylde én af følgende betingelser:
- har dansk indfødsret eller
- er statsborger i en af de øvrige medlemslande i EU, eller
- er statsborger i Island, Norge eller Storbritannien eller
- uden afbrydelse har haft fast bopæl i Danmark, Grønland eller på Færøerne i de sidste 4 år forud for valgdagen.
Personer, der er umyndige på grund af værgemål, har også ret til at stemme til kommunale og regionale valg, når de opfylder valgretsbetingelserne.
Følgende personer har ikke valgret:
- udlændinge, der er på tålt ophold,
- udlændinge, der er udvist ved endelig dom efter udlændingelovens §§ 22-24 eller 25 c,
- udlændinge, der er udvist ved endelig afgørelse efter udlændingelovens §§ 25-25 b
- udlændinge, der opholder sig i Danmark for at afsone straf m.v. idømt af en international straffedomstol.
Hvem kan vælges?
Ønsker du at få indflydelse på forholdene i kommunen eller regionen, kan du stille op til det kommunale og/eller regionale valg.
Du skal være valgbar for at stille op.
Man er automatisk valgbar, når man har valgret, og senest mandag den 6. oktober 2025 kl. 12.00 opfylder valgretsbetingelserne bortset fra aldersbetingelsen og betingelsen vedrørende varigheden af forudgående fast bopæl i Danmark.
Kandidatlister
Ønsker du at stille op til valget skal der udfyldes en kandidatliste, uanset om du opstiller alene eller via et parti.
En kandidatliste skal have mindst 25 underskrifter fra stillere. En stiller kan kun være stiller for én kandidatliste.
Kandidatlister, der ved sidste kommunalvalg opnåede repræsentation i kommunalbestyrelsen og fortsat er repræsenteret med mindst halvdelen af de indvalgte medlemmer tirsdag den 16. september 2025, kan blive fritaget for at indsamle underskrifter fra mindsteantallet af stillere.
Kandidatlister, der ønsker fritagelse fra kravet om stillere, kan indleveres fra og med tirsdag den 2. september 2025. Sidste frist for indlevering er tirsdag den 16. september 2025 kl. 12.00.
Kandidatlister, der ikke kan fritages fra kravet om stillere, eller som ønsker at indsamle underskrift fra stillere, kan indleveres fra og med tirsdag den 16. september 2025. Sidste frist for indlevering er tirsdag den 30. september 2025 kl. 12.00.
Valgforbund
Kandidatlister kan støtte hinanden ved at indgå valgforbund. Hver kandidatliste kan kun indgå i ét valgforbund.
Anmeldelsen af valgforbund skal for hver enkelt kandidatliste være underskrevet af kandidatlistens repræsentant. Sidste frist for indlevering er mandag den 6. oktober 2025 kl. 12.00.
Valgbestyrelsens sekretariat
Formularerne ”Kandidatliste” og ”Anmeldelse af valgforbund” udleveres fra Sekretariatet på Ærø Rådhus.
Her skal de udfyldte kandidatlister og anmeldelse af valgforbund afleveres personligt inden de nævnte frister. Ved aflevering vil materialet blive gennemgået.
Kontakt Sekretariatet for at aftale en tid, eller hvis du har spørgsmål:
Valgansvarlig Anne Bille tlf. 63 52 50 05 eller mail amb@aeroekommune.dk
Sekretær Nadja K. Boye, tlf. 63 52 50 08 eller mail nkb@aeroekommune.dk
Du kan læse mere om valget på www.aeroekommune.dk/KV25