---
title: "Hvad skal Torvecentret i Marstal bruges til i fremtiden?"
description: "En forundersøgelse skal nu afdække mulighederne for at udvikle Torvecentret til et mere levende samlingssted for borgere i alle aldre og pege på mulige veje til finansiering."
date: "2026-09-24"
created: "2026-09-24"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen)

                    [Kommunikation og presse](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder)

                [Hvad skal Torvecentret i Marstal bruges til i fremtiden?](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder/hvad-skal-torvecentret-i-marstal-bruges-til-i-fremtiden)

# Hvad skal Torvecentret i Marstal bruges til i fremtiden?

***En forundersøgelse skal nu afdække mulighederne for at udvikle Torvecentret til et mere levende samlingssted for borgere i alle aldre og pege på mulige veje til finansiering.***

Kultur- og Socialudvalget samt Teknik-, Miljø- og Havneudvalget har på udvalgsmøderne den 15. september godkendt, at der igangsættes en forundersøgelse af Torvecentret i Marstals udviklingsmuligheder.

Den langsigtede ambition er at skabe et levende borgerhus og samlingssted i hjertet af Marstal, som kan rumme nogle af de mange aktiviteter, der i dag foregår forskellige steder i byen, herunder i Aktivitetshuset på Tordenskjoldsgade.

”Gode mødesteder kan være afgørende for et levende lokalsamfund, og her ser vi, at Torvecentret har et potentiale til at blive et endnu stærkere samlingspunkt for foreninger, frivillige og borgere,” siger Bent Juul Sørensen, formand for Kultur- og Socialudvalget.

Forundersøgelsen er en del af byfornyelsesprogrammet *Mit Marstal – En levende by*, som Kommunalbestyrelsen vedtog tidligere på året. Torvecentret er en del af indsatsområdet *Vores mødesteder*, som er én af de tre indsatsområder. Ambitionen er at undersøge mulighederne for at udvikle Torvecentret til et mere aktivt og levende borgerhus, der kan danne ramme om fællesskaber, aktiviteter og møder på tværs af generationer.

”Med forundersøgelsen af Torvecentret skal vi både afdække behov, potentialer og mulige anvendelser af bygningen samt undersøge mulighederne for at tiltrække fondsmidler til en modernisering,” siger Hans Peter Rønn Bolding, formand for Teknik-, Miljø- og Havneudvalget.

Forundersøgelsen gennemføres fra oktober 2026 til marts 2027. Brugere af Torvecentret og Aktivitetshuset, lokalrådet og andre relevante aktører vil løbende blive inddraget i arbejdet.

[Læs mere om byfornyelsesprogrammet på kommunens hjemmeside](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/projekter/byfornyelsesprogram-mit-marstal)

## Fakta:

- Kommunalbestyrelsen vedtog byfornyelsesprogrammet *Mit Marstal – En levende by* den 20. maj 2026.
- Forundersøgelsen af Torvecentret er en del af *Indsats 1:* *Vores mødesteder*, som er én af tre indsatsområder i byfornyelsesprogrammet.
- Kultur- og Socialudvalget samt Teknik-, Miljø- og Havneudvalget godkendte igangsættelsen af forundersøgelsen af Torvecentret på udvalgsmøderne den 19. august 2026. [Læs mere om forundersøgelsen i referatet fra udvalgsmødet.](https://dagsordener.aeroekommune.dk/vis?id=3bd8ae1c-1b90-4378-ac59-ddb1b0d2fa85&amp;punktid=563ad086-fd6f-4f03-a33a-77ef39e43336)
