---
title: "Ærø Kommune og Region Syddanmark indgår bodelingsaftale"
description: "Region Syddanmark overtager fra 1. januar 2027 en række sundhedsopgaver fra kommunerne som følge af sundhedsreformen. Nu har Ærø Kommune og Region Syddanmark indgået den bodelingsaftale, der fastlægger, hvordan opgaverne konkret overdrages på Ærø."
date: "2026-06-29"
created: "2026-06-29"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Om kommunen](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen)

                    [Kommunikation og presse](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse)

                    [Nyheder](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder)

                [Ærø Kommune og Region Syddanmark indgår bodelingsaftale](https://www.aeroekommune.dk/om-kommunen/kommunikation-og-presse/nyheder/aeroe-kommune-og-region-syddanmark-indgaar-bodelingsaftale)

# Ærø Kommune og Region Syddanmark indgår bodelingsaftale

*Region Syddanmark overtager fra 1. januar 2027 en række sundhedsopgaver fra kommunerne som følge af sundhedsreformen. Nu har Ærø Kommune og Region Syddanmark indgået den bodelingsaftale, der fastlægger, hvordan opgaverne konkret overdrages på Ærø.*

Aftalen beskriver blandt andet, at regionen overtager ansvaret for den akutte sygepleje samt 70 procent af de midlertidige pladser på Marstal Ældrecenter, som betyder, at der indrettes 4 sundheds- og omsorgspladser på Ærø Sygehus. Samtidig bliver faciliteterne på sygehuset tilpasset, så de kan understøtte de nye opgaver. I den forbindelse udbygges sygehuset med flere stuer.

For borgerne betyder ændringer ikke, at tilbud flyttes væk fra øen. Tværtimod bliver flere sundhedsfunktioner samlet lokalt på Ærø Sygehus. Ærø Kommunes Udekørende Område – bestående af hjemme- og sygepleje samt fysio- og ergoterapeuter – er allerede flyttet ind på sygehuset for at skabe bedre forløb for borgerne og større synergi mellem region og kommune.

”Jeg er glad for, at vi er nået i mål med bodelingsaftalen gennem et godt samarbejde med Region Syddanmark. Som ø-kommune har vi oplevet at blive mødt som en ligeværdig samarbejdspartner, og det sætter vi pris på. Aftalen giver et stærkt grundlag for, at borgerne også fremover kan få trygge og sammenhængende sundhedstilbud på Ærø,” siger Bent Juul Sørensen, formand for Kultur- og Socialudvalget i Ærø Kommune.

Formålet med ændringerne er at sikre, at flere sundhedsopgaver kan løses tæt på borgerne og med bedre sammenhæng i behandlingen. Den kommende tid vil derfor have fokus på en smidig overgang, så borgerne fortsat oplever kvalitet og tryghed i de nære sundhedstilbud.

[Læs bodelingsaftalen mellem Region Syddanmark og Ærø Kommune (åbn pdf)](https://www.aeroekommune.dk/p/Sundhed og forebyggelse/Bodelingsaftale-mellem-Region-Syddanmark-og-Ærø-Kommune-18.-juni-2026.pdf "Læs bodelingsaftalen mellem Region Syddanmark og Ærø Kommune (åbn pdf)")

[Læs Region Syddanmarks nyhed: Ni fynske kommuner indgår delingsaftaler med Region Syddanmark](https://regionsyddanmark.dk/om-region-syddanmark/presse-og-nyheder/nyhedsarkiv/2026/juni-2026/ni-fynske-kommuner-indgar-delingsaftaler-med-region-syddanmark)

## Fakta

- Region Syddanmark overtager fra 1. januar 2027 en række sundhedsopgaver fra kommunerne som følge af sundhedsreformen.
- Regionen overtager blandt andet akut sygepleje og dele af de midlertidige ophold, som bliver til sundheds- og omsorgspladser.
- Flere funktioner samles på Ærø Sygehus, samtidig med kommunens udekørende område – heraf hjemme- og sygepleje samt fysio- og ergoterapeuter – er flyttet ind på sygehuset i juni 2026 for større synergi mellem region og kommune.
- Formålet er at sikre en smidig overgang og fortsat trygge, nære sundhedstilbud for borgerne på Ærø.
