---
title: "Fleksbolig"
description: "Se hvordan du kan bruge din bolig til fleksbolig."
date: "2025-06-04"
created: "2025-01-10"
tags:
  - "fleksbolig"
  - "flexbolig"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Mit liv](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv)

                    [Byg og bolig](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv/byg-og-bolig)

                    [For boligejere](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv/byg-og-bolig/for-boligejere)

                [Fleksbolig](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv/byg-og-bolig/for-boligejere/fleksbolig)

# Fleksbolig

En fleksbolig er en bolig, du som ejer kan bruge som
fritidsbolig. Der er ingen lovmæssig begrænsning på, hvor meget du må anvende
boligen i løbet af året. Du kan vælge at flytte permanent ind i din fleksbolig
og ændre din folkeregisteradresse, hvis du får behov for det. Gør du det,
ophæves boligens status som fleksbolig.

Du skal søge om fleksboligtilladelse hos Ærø Kommune, hvis du
ønsker, at din helårsbolig skal anvendes som fleksbolig.

## Sådan søger du fleksbolig

Du kan først søge om fleksbolig, når der foreligger endeligt
skøde.

Når du har udfyldt ansøgningsskemaet, vil du via Digital
Post få besked om tilladelsen til at bruge ejendommen til fleksbolig
godkendes.

Godkendes din ansøgning, vil Teknisk Afdeling ændre
ejendommens BBR-oplysninger.

Har du spørgsmål, eller vil du afmelde din ejendom
fleksbolig-status, kan du kontakte Teknisk Afdeling på [tek-afd@aeroekommune.dk](mailto:tek-afd@aeroekommune.dk?subject=Sp%C3%B8rgsm%C3%A5l%20vedr.%20flexbolig) eller
63525000. Hvis din henvendelse indeholder personfølsomme oplysninger, bør du
kontakte kommunen via Digital Post.

OBS! Alle ejere af boliger, der søges fleksbolig-status til,
skal udfylde nedenstående ansøgning.

                            [Søg om fleksbolig](https://selvbetjening.egki.dk/492/492-03072315244711)

###

                                    Hvad er en fleksbolig?

Når en bolig får status af fleksbolig betyder det, at du som
ejer kan bruge din helårsbolig som fritidsbolig.

For at få fleksbolig, skal du søge om tilladelse hos
kommunen. Hvis du vil bruge boligen som helårsbolig igen, skal du ikke søge hos
kommunen. Husk blot at give din kommune besked, så dine BBR-oplysninger kan
blive rettet til. Du kan nemlig frit vælge, hvornår boligen igen skal bruges
som helårsbolig, da boligen bevarer sin formelle status som helårsbolig.

En fleksboligtilladelse bortfalder, hvis/når:

- boligen skifter ejer
- der i folkeregisteret tilmeldes personer på adressen

Det er desuden muligt at få en forhåndsgodkendelse fra
kommune på, om en ejendom kan anvendes som fleksbolig.

###

                                    Hvor på Ærø kan du få fleksbolig?

På Ærø kan du få fleksbolig på det meste af øen. Der er dog
få undtagelser.

Der kan ikke gives tilladelser til fleksbolig, hvis en lokalplan udelukkende
tillader, at boliger benyttes som helårsbeboelse.

Der kan heller ikke gives fleksboligtilladelser til
landbrugsejendomme eller til ejendomme, hvorpå der er registreret eller drives
erhverv.

###

                                    Krav til fleksbolig

For at få tilladelse til at bruge din ejendom til fleksbolig,
skal følgende krav være opfyldt.

- Det er kun ejeren/ejerne af boligen, der kan ansøge om at få
tilladelse til fleksbolig.
- Ejeren/ejerne skal have anden fast bopæl i Danmark, eller
have boet i Danmark i et tidsrum på fem år. (Er et af disse to krav ikke
opfyldt, skal man have en særlig tilladelse fra By-, Land- og Kirkeministeriet. Denne
særlige tilladelse skal vedhæftes, når der bliver søgt om status som
fleksbolig.)
- Såfremt ejeren er et selskab, kræves der en tilladelse fra
miljøministeren jf. sommerhusloven §8.
- Der må ikke være nogen tilmeldt folkeregisteret på boligens
adresse.
- Der må ikke ske erhvervsmæssig udlejning i strid med
sommerhuslovens §1, hvilket betyder, at du som privat person højst må udleje 2
ejendomme til fritidsbrug.
- Det må ikke være i strid med anden lovgivning, fx
lokalplaner, planloven, landbrugsloven.
- Såfremt, der er flere ejere, skal alle ejere opfylde
kriterierne.

Opfylder du ovenstående krav, kan det forventes, at
tilladelsen gives. Det er desuden muligt at få en forhåndsgodkendelse fra
kommune på, om en ejendom kan anvendes som fleksbolig.
