title: "Beredskabsplan"
description: "for mistanke eller viden om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol blandt børn, unge og voksne (18+), samt deres familier"
date: "2026-05-06"
created: "2026-05-06"

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

[Mit liv](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv)

[Børn og unge](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv/boern-og-unge)

[Beredskab](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv/boern-og-unge/beredskab)

[Beredskabsplan](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv/boern-og-unge/beredskab/beredskabsplan)

# Beredskabsplan

## Lovgrundlag

Denne udgave af Ærø Kommunes beredskab og handleguide for forebyggelse, opsporing og håndtering af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol er udarbejdet i perioden aug. 2024 til december 2025. Den er godkendt i Kommunalbestyrelsen d.22/04 2026.

### Børne-ungeområdet

Beredskabet for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol er en ud af tre beredskabsplaner på børne- og ungeområdet i Ærø Kommune, som dækker følgende:

- Vold og seksuelle overgreb (Barnets Lov §15, stk. 2)
- Æresrelaterede konflikter og social kontrol (Barnets Lov §15, stk.3)
- Ekstremisme og radikalisering (Barnets Lov §15, stk.3)

Det kommunale beredskab vedrørende æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol er lovpligtigt jf. Barnets Lov § 15, stk. 3:
”Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres familier. Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres. Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år.”

### Voksenområdet

Da æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol ikke kun begrænser sig til børne-ungeområdet, er der med baggrund i Serviceloven og Straffeloven udarbejdet et tillæg til planen gældende for voksenområdet (18+). Tillægget forefindes i kapitel 8 i denne plan og har baggrund i disse paragraffer:

- Serviceloven §10: Kommunen skal tilbyde gratis rådgivning til borgere, der henvender sig på grund af æresrelaterede konflikter.
- Serviceloven §12a: Kommunen skal tilbyde en handleplan til borgere, der er i risiko for eller udsat for alvorlig æresrelateret konflikt.
- Straffeloven: Psykisk vold, trusler, tvang og frihedsberøvelse er strafbare handlinger.

Foruden ovenstående lovgivning, er der en national strategi mod negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter, hvilket betyder, at kommunerne skal samarbejde med nationale aktører for at sikre forebyggelse og beskyttelse.

Tillægget forefindes i kapitel 8 i denne plan.

### Offentliggørelse

Beredskabsplanen skal i henhold til lovgivningen offentliggøres. Det sker på Ærø Kommunes hjemmeside. Ligeledes bliver den gjort tilgængelig på Ærø Kommunes intranet og på de enkelte institutioners hjemmesider.

### Revision

Beredskabsplanen skal revideres senest i 2029.

## ANSVARS-KORT & AKTIONS-KORT BØRNE- OG UNGEOMRÅDET

På de næste sider forefindes:

- et ansvars-kort for ledere og medarbejdere i opsporings/afklaringsfasen
- to aktions-kort over de vigtigste handlinger i håndteringsfasen.

Ansvars-kortet og aktions-kortene er oversigter, der fremhæver de handlinger, der er helt centrale i den svære situation, det er, når man opsporer og håndterer sager om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol mod børn og unge, men de er IKKE dækkende for alt, hvad man skal gøre sig bevidst eller foretage sig. Det er derfor vigtigt, at man som leder og medarbejder inden for børne- og ungeområdet i Ærø Kommune læser og sætter sig ind i hele planen, samt at de enkelte arbejdspladser bruger planen som et dynamisk arbejdsredskab.

## Ansvars-kort

Opsporing (se også afsnit 4.1)

Ansvars-kort| **Medarbejdernes rolle og ansvar i opsporingsarbejdet** | **Ledelsens rolle og ansvar i opsporingsarbejdet** |

Vær opmærksom på bekymrende tegn hos barnet/den unge og lav systematiske observationer. Dvs. skriv ned, hvad der konkret er observeret eller sket, og under hvilke omstændigheder, til brug i en eventuel senere underretning. De skriftlige beskrivelser er med til at minimere risikoen for, at der opstår tvivl eller uenighed om observationerne på et senere tidspunkt.

Reager på en bekymring eller tvivl ved at gå til leder og/eller kollegaer og søg faglig sparring. Bed om støtte og supervision.

Vær lydhør over for barnets/den unges forsøg på at udtrykke sig eller invitere til samtale.

Stil dig til rådighed og skab tillid til, at barnet/den unge kan betro sig.

Tag initiativ til at tale med barnet/den unge, hvis der er en bekymring. ”Inviter” barnet/den unge til samtale. Gerne mange gange.

Reager med ro, hvis barnet/den unge fortæller om et overgreb

Sikr opfølgning på medarbejdernes kontakt med børn og unge i mistrivsel

Bring faglige hypoteser om overgreb i spil i drøftelserne om et barns eller en ungs mistrivsel og vær undersøgende på, hvad der kan ligge bag

Sikr skriftlighed omkring sagen

Hav overblik over tværfaglige sparringsmuligheder og sikr, at onsdagskonferencen behandler konkrete sager.

Sikr en åben, faglig dialog på arbejdspladsen, hvor der er plads til professionel tvivl. Når der arbejdes med tvivlen som et vilkår, sikres det, at den ikke bliver en barriere for at handle. Medarbejderne kan føle sig trygge ved at drøfte deres bekymringer og overvejelser om et barns eller en ungs adfærd og eventuelle mistrivsel på teammøder eller øvrige relevante faglige fora.

**Ved mistanke eller viden om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol**

**Gå til aktionskort 1 og 2.**

## Aktionskort 1

Til fagpersoner ved viden eller mistanke om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.
For definitioner se kapitel 2 i denne plan. For kontaktoplysninger til rådgivning se kapitel 6 i denne plan.

Aktionskort 1| ACTIONCARD 1 |

| Du har pligt til at reagere, ved mistanke om ovenstående. |
| Ved mistanke om ovenstående skal nærmeste leder kontaktes.

*OBS! Forældrene og barnet/unge, må IKKE orienteres.* |
| Din leder orienterer chef for Børn- og Ungeafdelingen telefonisk på tlf. 63525056 eller 29103841

(også efter normal arbejdstid og i weekender) |
| **Sagen må ikke drøftes med forældrene** |
| Udfyld et underretningsskema. Der er link til skemaet på forsiden af kommunes hjemmeside. Aeroekommune.dk

Send skemaet til underretning@aeroekommune.dk

**Send altid skemaet samme dag, som mistanken opstår.** |
| Når underretningen er kvitteret for modtaget af myndighed, overtager myndighed forpligtelsen. |
| Børn- og Ungeafdelingen udarbejder en sikkerhedsplan for barnet/unge, evt. med hjælp fra skole/daginstitution. |
| Det skal vurderes om barnet/unge skal akut anbringes udenfor hjemmet, eller hvorvidt risikovurderingen er at barnet/unge fortsat kan opholde sig i hjemmet. |
| **Sikkerhedsplan:**

Hvis barnet er i hjemmet, udarbejder Børn- og Ungeafdelingen en sikkerhedsplan for:

Hvad gør barnet/unge, hvis situationen eskalerer

Hvem kan barnet/unge kontakte for hjælp

Hvem og hvordan følges der op på situationen

Hvem reagerer og hvordan, hvis barnet/unge ikke vender tilbage på aftalte tidspunkter

| **For videre forløb – se aktionskort 2 på næste side** |

## Aktionskort 2

Til fagpersoner ved viden eller mistanke om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Aktionkort 2| ACTIONCARD 2 |

| Fasthold en normal hverdag for barnet med tryghed og forudsigelighed. Vær til rådighed for at lytte og give omsorg. |
| Tværfaglig koordinationsgruppe bestående af leder af børne-ungeafdeling, ledere og medarbejdere fra berørt institution og sagsbehandler nedsættes umiddelbart efter henvendelse/underretning, og denne planlægger det videre forløb. Der skal tages stilling til:

Orientering til Ærø Kommunes direktion

Evt. anmeldelse til politiet/kontakt til sundhedsvæsnet

Den indledende støtte til barnet

Orientering af andre forældre. Evt. iværksættelse af støtte

Handlinger i forhold til den mistænkte

Handlinger og støtte til ledere og personalegruppe/individuel støtte

Støtte til berørt børnegruppe

Undersøgelser

Pressehåndtering

Koordinering af samarbejde med politi, Børnehus Syd m.fl.

## 1. RAMMESÆTNING AF BEREDSKABET

### 1.1 Formål på børne- og ungeområdet

*”* *Når noget er svært, skal børn og unge på Ærø føle sig sikre på og trygge ved, at de voksne hjælper dem. Vi skal have særlig opmærksomhed på tidligt at opdage, når Ærøs børn og unge har brug for hjælp. Børn og unge skal selv at turde søge hjælp. Vi lytter til vores børn og unge, uanset, hvad de kæmper med. Sammen skaber vi løsninger, der passer til dem, og giver dem frihed til at kunne leve et godt børne- og ungeliv.”**^**[1]**^*
Sådan står der skrevet i Ærø Kommunes Børne- og Ungepolitik. Denne tilgang til børn og unges liv på Ærø betyder blandt andet, at børnene og de unge skal opleve, at de professionelle voksne, som de møder i dagtilbud, **** skoler, hos sociale myndigheder og andre relevante **** steder, bygger **** troværdige og trygge rammer op **** omkring dem.

Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol har for nogle børn og unges vedkommende stor indflydelse på deres liv, og det kan have store konsekvenser for deres trivsel, deres fysiske, psykiske og sociale udvikling. Problemerne kan fx omfatte overvågning, kontrol og pres, tvangsægteskab eller genopdagelsesrejse i et land, barnet eller den unge måske aldrig har boet i. Konflikterne kan i værste fald føre til, at barnets eller den unges liv bliver bragt i fare. Derfor er det afgørende at have en fælles forståelse af, hvad æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol er, således det kan opdages og at de professionelle voksne tager ansvar for at beskytte barnet eller den unge, så så tidligt som muligt.

Et godt kommunalt beredskab, hvoraf det fremgår, hvordan vi arbejder forebyggende og opsporende, samt anviser, hvordan Ærø Kommunes medarbejdere og ledere skal håndtere mistanke eller viden om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol imod børn og unge, er et yderst centralt element i det ovenfor beskrevne arbejde. Beredskabet er udarbejdet for at skærpe bevidstheden om ansvar og pligter, samt sikre en hurtig, ensartet og professionel håndtering af sager med mistanke eller viden om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

Beredskabet skal medvirke til, at fagpersoner i Ærø Kommune, både centralt og decentralt

- har fokus på at forebygge, at æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol finder sted
- har tilstrækkelige kompetencer og viden til at opspore de børn og unge, der er udsat for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.
- kan håndtere sager, hvor børn og unge udsættes for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol
- arbejder tværfagligt og tværsektorielt i håndteringen af en sag.

Udgangspunktet er, at alle børn og unge har ret til den bedst mulige hjælp. På et område, som er komplekst både i praksis og i lovgivning, og som kan vække usikkerhed, handletrang og stærke følelser, kan beredskabet hjælpe os med at huske de mange detaljer – og give os overskud til altid at have fokus på barnet eller den unge.

### 1.2 Målgruppe for beredskabet

Beredskabet for forebyggelse, opsporing og håndtering af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol henvender sig til alle ansatte på børn- og ungeområdet i Ærø Kommune. Det er således et beredskab målrettet ledere og medarbejdere i dagplejen, børnehuse, skoler, SFO, kommunale fritidstilbud, UU, sundhedspleje, tandpleje, børne- ungeafdeling, SSP, pleje- og aflastningsfamilier og andre ansatte, der har direkte kontakt med børn og unge under 18 år.

Beredskabet henvender sig yderligere til andre kommunale afdelinger, relevante myndigheder og eksterne samarbejdspartnere, der har kontakt til børn og unge under 18 år, herunder politi, sundhedsvæsen, Familieretshuset.

Beredskabet kan desuden bruges som inspiration for andre institutioner, foreninger, grupper og enkeltpersoner i såvel kommunalt, som privat regi, da det er et fælles ansvar at forebygge og bekæmpe æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

### 1.3 Implementering af og kendskab til beredskabet

Alle ansatte på børn- og ungeområdet i Ærø Kommune skal have kendskab til beredskabet og er forpligtede til at sætte sig ind i, hvordan vi arbejder med det. Lederne på de enkelte arbejdspladser er ansvarlige for beredskabsplanens implementering.

Beredskabet skal forankres på de enkelte arbejdspladser, hvor det skal udgøre et kendt og dynamisk arbejdsredskab for ledere og medarbejdere til brug i arbejdet med børn, unge og deres familier.

Alle institutioner på Ærø skal med udgangspunkt i beredskabsplanen sætte fokus på det forebyggende arbejde og skal sikre, at der hvert sted er lokale procedurer på området, der er kendte af alle ansatte.
I den forbindelse kan man overveje et lokalt aktions-kort 3, som tager højde for den enkelte institutions særlige forhold og/eller om der lokalt er behov for yderligere uddybning af nogle af punkterne i planen.
Beredskabet er et fast årligt punkt på dagsordenen på fx ledermøde, MED- og personalemøder, samt ved introduktion af nye medarbejdere og ledere på børn- og ungeområdet. Dette for at sikre kendskab til beredskabet og for at skabe rum til dialog om forståelsen, samt brugen af det.

[1] Ærø Kommunes Børne- og Ungepolitik 2025

## 2. DEFINITIONER, TEGN OG REAKTIONER[1]

### 2.1 Æresrelaterede konflikter[2]

*”Æresrelaterede konflikter dækker over konflikter, der kan opstå i kollektivistiske og patriarkalske familieformer, hvor individets rettigheder og trivsel begrænses af hensyn til kollektivets ære og omdømme. Kollektivet kan både udgøres af den næste familie, af den udvidede familie og af netværket, hvoraf dele kan være bosiddende i andre lande. For at beskytte eller genoprette kollektivets ære og omdømme anvendes en række handlinger til at regulere og/eller sanktionere individets adfærd.”*

*”Handlingerne omfatter negativ social kontrol, trusler, udøvelse af forskellige former for vold (fysisk, psykisk, seksuel, økonomisk, digital og stalking), drab, kvindelig omskæring, tvangsægteskaber og udlandsophold, der er til skade for barnet eller den unges sundhed og udvikling, f.eks. genopdragelsesrejser. Individet kan blive udsat for ét eller flere af disse handlinger, i enkeltstående tilfælde eller over længere tid, og udøver kan være én eller flere personer. Æresrelaterede konflikter har alvorlige konsekvenser for det enkelte barn, ung, og voksen i form af dårligere mentalt helbred og trivsel samt manglende muligheder for at deltage aktivt i samfundsmæssige aktiviteter.”*

### 2.2 Negativ Social Kontrol[3]

*”Negativ social kontrol anvendes som oftest om handlinger som et fællesskab anvender til at regulere og/eller sanktionere individets adfærd i henhold til fællesskabets normer. Negativ social kontrol kan blandet andet komme til udtryk som begrænsning af individets muligheder for at træffe alderssvarende valg for sit liv, herunder socialt liv, fritidsinteresser, seksualitet, krop, uddannelse og job, fastholdelse i uønskede relationer og gennem isolation og overvågning Negativ social kontrol kan have en karakter eller et omfang, hvor den falder inden for straffelovens definition på psykisk vold. Når reguleringen og/eller sanktioneringen medfører begrænsning af individets rettigheder trivsel eller alderssvarende udvikling bliver den negativ. Negativ social kontrol anvendes i æresrelaterede konflikter, men kan også anvendes i eksempelvis ekstremistiske miljøer.”*

### 2.3 Opmærksomhedspunkter

Unge, børn og voksne, der er udsat for negativ social kontrol og mistrives, vil ofte udvise bekymrende adfærd. De symptomer og signaler de udviser kan være tegn på generel mistrivsel, psykisk sårbarhed, sociale problemstillinger eller andre former for overgreb – fysisk, psykisk eller seksuelt mv., men det kan også skyldes en æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol. Det er derfor vigtigt altid at sammenholde symptomer og signaler med den øvrige viden om den pågældende familie og dennes familieforhold. Er der for eksempel tale om en familie med stærke køns- og generationshierarkier, hvor ære har stor betydning?[4]

### 2.3.1 Opmærksomhedspunkter - Æresrelaterede konflikter[5]

- Ofte vil generel mistrivsel være de første tegn – fx indelukkethed, sårbarhed, løgne og dobbeltliv
- Isolering
- Indespærring
- Følelsesmæssig afpresning
- Trusler
- Vold
- Genopdragelsesrejse
- Fokus på seksualitet, mødom og tjek af, om en pige har mistet sin mødom
- Tvungen forlovelse eller religiøs vielse uden borgerlig gyldighed
- Tvangsægteskab

### 2.3.2 Opmærksomhedspunkter - Negativ social kontrol[6]

- Ofte vil generel mistrivsel være de første tegn – fx indelukkethed, sårbarhed, løgne og dobbeltliv
- Kontrol og overvågning af computer og telefon
- Kontrol af påklædning
- Kontrol af socialt liv, fritidsaktiviteter, færden og valg af venner
- Kontrol af valg af ægtefælle
- Ingen ret til at bestemme over egen krop – krop og seksualitet kontrolleres af andre

### 2.4 Tegn på æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol

Der findes yderligere også en række symptomer og signaler, der er specifikke for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Det er vigtigt altid at tage disse tegn alvorligt. Nedenstående liste er ikke udtømmende, men bekymringstegn[7]:

Bekymringstegn| Skole- og fritidsliv | Familierelationer |

| Sociale restriktioner (Fx deltager ikke i legegrupper, børnefødselsdage o.l.) | Der tales om forlovelse i hjemmet |
| Deltager ikke i skolearrangementer, lejrskoler eller fritidsaktiviteter | Familien skal rejse til hjemlandet over en længere periode |
| Må ikke deltage i aktiviteter med det modsatte køn | Er tidligere løbet væk hjemmefra |
| Familien afskærer bestemte uddannelsesvalg | Søskende har været udsat for pres fx til ægteskab |
| Skolepræstationer bliver dårligere | Familien overvåger og kontrollerer adfærd og sociale aktiviteter |
| Overpræstation hvor næsten al fritid bruges på skolearbejde | Familien tjekker mobil og sociale medier |
| Meget fravær fra skole (Sygdom/pjæk/husarrest) | Ændringer i familierelationer og roller fx ved faders dødsfald |
| Kommer for sent eller overholder ikke aftaler |  |
| Lever dobbeltliv med fx forskel på opførsel i skolen og i hjemmet |  |
| Få eller ingen venner/veninder |  |
| Hentes af bror eller anden familie lige efter skole |  |
| Mange pligter og stort ansvar i hjemmet |  |

### 2.4.1 Hvor udøves vold og kontrol?[8]

- Hjemmet
- Skole, Uddannelse og arbejdsplads,
- Boligområder,
- Offentlige rum,
- Religiøse sammenhænge,
- Digitale rum

### 2.4.2 Hvad kan udløse/forstærke en konflikt?[9]

- Påklædning/udseende/mad
- Valg af uddannelse/ønske om job
- Sociale relationer uden for kollektivet
- Seksualitet/anden kønsidentitet
- Graviditet (Barnets køn)
- Ønske om skilsmisse
- Voldtægt/antastelser
- Psykisk sygdom
- Kontakt til myndighederne
- Misbrug og kriminalitet

### 2.4.3 Konsekvenser for individet [10]

Konsekvenser er generel mistrivsel og psykisk mistrivsel. De følgende tegn er ikke unikke for æresområdet, men gældende for flere områder.

- Lavt selvværd
- Depression
- Ensomhed
- Angst
- Selvskade
- Kompleks PTSD
- Selvmordstanker
- Selvmord (Æresdrab)

Særligt i forhold til æresrelaterede konflikter:

- Betydning for individets muligheder for at opsøge hjælp i eget netværk
- Betydning for individets indre drivkraft og empowerment (Ressourcer) til at handle på egne vegne
- Betydning for sikkerheden og for risikovurderinger
- Betydning for tilbagetrækninger
- Betydning for forståelsen af at være ”udsat vs. udøver”

[1] Vær opmærksom på, at ingen af de angivne definitioner er fyldestgørende for, hvornår der er tale om Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Det er ikke muligt at foretage en fuldstændigt fyldestgørende afgrænsning. Der skal altid handles, når man har mistanke, bekymring eller viden om eventuelle æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

[2] Lovforslag til Barnets Lov med bemærkninger s.390

[3] Lovforslag til Barnets Lov med bemærkninger s.159

[4] Guide til udarbejdelse af beredskabsplan, MÆRK 2024

[5] SIRI 2018, Håndbog til kommuner om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol

[6] SIRI 2018, Håndbog til kommuner om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol

[7] Kilde: Fredensborg Kommunes beredskabsplan for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol

[8] Kilde: Slides fra møde med Mærk 2024

[9] Kilde: Slides fra møde med Mærk 2024

[10] Kilde: Slides fra møde med Mærk 2024

## 3. FOREBYGGELSE AF ÆRESRELATEREDE KONFLIKTER OG NEGATIV SOCIAL KONTROL

I dette kapitel vil man kunne læse om, ledere og medarbejderes rolle og ansvar i forhold til forebyggelsen på området med æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, men også om generelle forebyggende indsatser, systematikker og praksisser på børne-ungeområdet i Ærø Kommune. De færreste kommuner har indsatser speciel målrettet forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Dette gælder også for Ærø Kommune. Det er derfor vigtigt at tænke indsatserne i sammenhæng med kommunens øvrige forebyggende tilbud, men konkretiseret yderligere i forhold til anvendelse i sager om æresrelaterede konflikter og/eller negativ social kontrol.[1]

### 3.1 Ærø Kommunes børne- og ungepolitik, samt børnesyn

Til grund for alt arbejde med børn og unge på Ærø ligger Ærø Kommunes børne- og ungepolitik, samt børnesyn, hvor især afsnittene om fokus på fællesskaber er centralt i denne sammenhæng. Positive sociale fællesskaber er et yderst vigtigt element i forebyggelsen af alle former for overgreb mod børn og unge. Herunder også æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

*”Alle børn og unge på Ærø skal have gode fællesskaber og venskaber. Et godt fællesskab eller venskab er dér, hvor barnet og den unge selv, føler de hører til og har det godt. Fællesskaber og venskaber er vigtige for, at man kan trives, klare modstand, udvikles og dannes.*

*Ærø er en ø, og derfor skal vi gøre os særligt umage for, at der er gode fællesskaber for alle – også for dem, som ikke føler de passer ind i de fællesskaber, der allerede er. Det er vigtigt, at vi har fokus på, at alle indgår i gode fællesskaber både i skole, fritid og derhjemme. Fællesskaber og venskaber kan opstå, selv om man kommer fra forskellige steder, skoler eller generationer.*

*Vi sætter de fysiske fællesskaber først, men forstår at de digitale fællesskaber også har en værdi for børn og unge. Der skal dog opsættes klare regler for, hvordan og hvor meget de digitale fællesskaber bruges. Børn og unge skal kunne være i begge former for fællesskaber.*

*Vi arbejder for, at skift mellem de fællesskaber, som de fleste børn og unge indgår i fx pasning, skole og uddannelse bliver gode, og at der er en oplevelse af sammenhæng.*

*Det vigtigste fællesskab for et barn er derhjemme. Ærøs børn og unge skal opleve, at vi arbejder for, at deres familieliv fungerer godt allerede fra barnet er i maven.*

*Ærø har et stærkt foreningsliv. Det er fællesskaber skabt af frivillighed, hvor vi inviterer til, at også børn og unge bidrager.*

*I de ærøske fællesskaber bliver børn og unge lyttet til, og de er med til at bestemme. De får mulighed for selv at sætte gang i - og danne fællesskaber.”*

***Ærø Kommunes Børne- og ungepolitik 2025***

*”Børn og unge har brug for at føle, at de hører til og indgår i nogle meningsfulde fællesskaber*

*De voksne skal facilitere, skabe rammer for og tilbyde børn og unge meningsfulde fællesskaber, der har fokus på mangfoldighed og deltagelsesmuligheder for alle uanset forudsætninger. De voksne er bevidste om, at der er forskel på børnenes og de unges behov for at deltage i få eller mange sociale aktiviteter - at være i store eller små fællesskaber - i familien, fritiden eller daginstitution/skolen.”*

***Ærø Kommunes Børnesyn 2024***

### 3.2 Forebyggelse – en fælles opgave og et fælles ansvar

Det er en pædagogisk og ledelsesmæssig opgave at forebygge æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Viden og opmærksomhed vil både kvalificere opsporingen, samt hindre konflikterne og kontrollen.

Til trods for, at der forefindes en solid viden på området, er det ofte svært at vide, om fysiske tegn, mistrivsel eller afvigende adfærd er tegn på æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol. Derfor er forebyggelsen et fælles ansvar for både ledelse og medarbejdere. Ingen skal stå alene med deres mistanke. Der skal være åbenhed for drøftelser af tvivl, bekymringer, dilemmaer, og erkendelser, og der skal være viden og kompetencer hos de ansatte og ledere til at opspore tegn og symptomer på mistrivsel, samt viden om mulige årsager, og hvordan vi skal handle på disse. Når vi står sammen som fagpersoner og forebygger ud fra et fælles værdigrundlag, bliver samarbejdet om børnene og de unge stærkere, og vi lykkes bedre med indsatser til børn og unge.

### 3.2.1 Ledelsens rolle og ansvar i forebyggelsesarbejdet

Det er ledelsens opgave at opsætte rammer, der kan understøtte medarbejdernes arbejde med at beskytte børn og unge mod æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, samt at sikre et systematisk fokus på forebyggelsesarbejdet på skolen og i dagtilbuddene. Fokus på forebyggelse skal være et tema, der lever og drøftes i personalegruppen, så det forebyggende arbejde ikke udelukkende beror på den enkelte fagpersons tilgang, normer og værdier.

#### Ledelsen er ansvarlig for at

- Sikre, at alle medarbejdere kender beredskabet for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol
- Sikre, at alle medarbejdere ved, at de har skærpet underretningspligt, og at denne er personlig
- Skabe en åben og ærlig kultur i personalegruppen, hvor der er plads til professionel tvivl
- Skabe rum for og facilitere drøftelser om fagligt relevante emner
- Skabe rum for drøftelse af normer, tilgange og værdier på institutionen og i den pædagogiske praksis

### 3.2.2 Medarbejdernes rolle og ansvar i forebyggelsesarbejdet

Medarbejderne på skolen, i SFO’en, kommunale fritidstilbud og dagtilbuddene har en nøglerolle i forebyggelsesarbejdet gennem deres daglige pædagogiske arbejde med børnene og de unge.

#### Medarbejderne er ansvarlige for at

- Skabe tillidsfulde rum og sikre, at børn og unge oplever, at der bliver lyttet til dem, og at de bliver taget alvorligt, når de deler deres tanker og bekymringer
- Sætte gode og tydelige rammer
- Være opmærksom på og reagere på bekymrende tegn hos det enkelte barn eller den unge, i samspillet i en børnegruppe eller i samspillet mellem børn, unge og voksne
- Deltage aktivt i den fælles dialog og drøftelser på arbejdspladsen om faglige emner, normer, værdier og den pædagogiske praksis

#### Medarbejderne kan fx have fokus på følgende emner i det forebyggende, pædagogiske arbejde

- Demokratiets spilleregler og sunde fællesskaber
- Børnenes og de unges kendskab til egne rettigheder
- Oplysning om rettigheder, demokratisk deltagelse, ligestilling, negativ social kontrol og henvendelsesmuligheder
- Konflikthåndtering - at gå sin vej ved konfliktoptrapning og sige nej ved grænseoverskridelser
- Evnen til at udtrykke egne og respektere andres grænser
- At forstå og kunne udtrykke egne følelser
- Retten til egen krop
- At kunne mærke, hvad man har lyst til og ikke lyst til
- Håndtering af gode og dårlige hemmeligheder
- Adfærd og samværsformer, sprog, påklædning m.fl.
- God digital adfærd
- Seksualundervisning og - vejledning tilpasset barnets alder og behov
- Oplysning om mulighederne for at søge rådgivning hos fx Red Barnet, Børns Vilkår - Børnetelefonen, Udlændingestyrelsens Hotline til Børn og unge, Lev uden Vold.

### 3.3 Forebyggende arbejde i dagtilbud – dagpleje og børnehuse

### 3.3.1 Børnesyn: Barnets perspektiv i velfungerende pædagogiske læringsmiljøer

Med afsæt i Dagtilbudsloven og arbejdet med Den Styrkede Pædagogiske Læreplan arbejder dagtilbuddene i Ærø Kommune med trygge, velfungerende pædagogiske læringsmiljøer hele dagen, og altid med **** afsæt i barnets perspektiv.

*”Børneperspektivet er den voksnes bestræbelse på at forstå barnet ud fra barnets eget perspektiv. Der er tale om et voksenblik, hvor den voksne anvender sin viden og forståelse til at tolke barnets udsagn og adfærd.”*

*”Barnets perspektiv er barnets egen formidling af sin opfattelse af sin verden. Den voksne er optaget af, hvad barnet tænker, hvilke ord og billeder barnet benytter sig af, og hvilken sammenhæng det giver. Med barnets perspektiv gør vi os ikke kloge på børn, men betragter børn som kloge.”^**[2]**^*

Barnets perspektiv og børneperspektivet er væsentlige at inddrage for at sikre barnets egen stemme og perspektiv på det, som sker i de pædagogiske læringsmiljøer og i samspillet børnene imellem. Når de voksne giver sig tid til at lytte til barnets perspektiv, eller vurderer med afsæt i børneperspektivet, får det en forebyggende karakter, da det giver mulighed for løbende at justere på kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer, så de forbliver så trygge og udviklende som muligt. I arbejdet med social dannelse samt personlig, alsidig udvikling, har dagtilbuddene særligt fokus på at lære børnene at mærke, samt at kunne italesætte deres grænser og samtidig kunne aflæse og respektere andre børns grænser.

### 3.3.2 Relationer og rammer

Dagtilbuddene på Ærø arbejder med at skabe gode, trygge og tillidsfulde relationer mellem børnene og de voksne, samt børnene imellem. Det understøtter kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer.

Det er af høj prioritet, at det pædagogiske personale og dagplejerne er til stede og nærværende dagen igennem. Det er de voksne omkring børnene, der har ansvaret for at skabe gode rammer som har en udviklende, lærende og dannende karakter, så æresrelateret vold og negativ social kontrol forebygges. De voksne skal observere, guide, vejlede og støtte børnene i deres leg og samspil for at sikre gode udviklings- og læringsmuligheder, for alle børn. Når børnene får viden om både egne og andres grænser, samt hensigtsmæssig adfærd i samspillet med hinanden, har det en forebyggende karakter i forhold til æresrelateret vold og negativ social kontrol.

### 3.3.3 Medarbejdernes kompetencer

I dagtilbuddene er der fokus på at opretholde gode normeringer med kompetente voksne til at sikre og understøtte kvaliteten af de pædagogiske læringsmiljøer i forhold til børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. Herunder, at det pædagogiske personale er faglært.

Dagtilbuddene arbejder kontinuerligt med at sikre et fælles fagligt sprog og faglig tilgang i forhold til børns trivsel, læring og udvikling, herunder hvornår et barn opleves som værende i mistrivsel eller forsinket i sin udvikling, samt handlemuligheder for dette. Et fælles fagligt sprog og faglig tilgang bidrager til, at tvivl og dilemmaer kan italesættes, og at alle ved, hvordan vi kan være i dialog om det, samt hvordan vi kan håndtere tegn på mistrivsel.

### 3.3.4 Forældresamarbejde

Dagtilbuddene vægter at have et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde og afholder forældresamtaler efter behov med henblik på at sikre barnets trivsel og udvikling. Perspektivdeling og vidensdeling fra barnets forskellige udviklingsarenaer er væsentlige herfor. Det har en forebyggende karakter, fordi et tæt samarbejde skaber tillid og tryghed, med fokus på åbenhed og ærlighed. Derved er fundamentet lagt, hvis der bliver behov for at være i dialog om noget, som er svært og kompliceret.

### 3.4 Forebyggende arbejde i Sundhedsplejen på Ærø

### 3.4.1 Børne-og familiesyn: Helhedssyn med fokus på trivsel og balance

Sundhedsplejen på Ærø arbejder i alle deres kontakter sundhedsfremmende og forebyggende med udgangspunkt i et helhedssyn, hvor der er fokus på hele familiens levevilkår og livsstil, trivsel og balance. Ved både at have øje for barnet eller den unge og også se på familien, som en helhed, skabes et bedre fundament for at forebygge og opspore æresrelateret vold og negativ social kontrol

### 3.4.2 Relationer og rammer

Sundhedsplejersken tilbyder hjemmebesøg, som starter under graviditeten og fortsætter frem til barnet, er ti måneder gammelt, herefter efter behov. I hjemmebesøget er det sundhedsplejersken, der kommer som gæst, og familien er i dens kendte og trygge miljø. Sundhedsplejersken kommer flere gange over et længere forløb, og det skaber gode forudsætninger for at opnå et tillidsfuldt forhold i mødet, der virker forebyggende for eventuel mistrivsel og overgreb. At være til stede i hjemmet giver den bedste mulighed for at se de fysiske og praktiske muligheder i forhold til at øge forældrenes mestringskompetence i deres aktuelle situation.

Sundhedsplejen arbejder specifikt med tilknytning og de tætte relationer i forholdet mellem forældre og børn, herunder også forældrenes evne til og mulighed for at regulere følelser, fx i pressede situationer. Dette forebygger, at forældrene ikke kommer til at overreagere over for børnene, fordi de selv er pressede.

Sundhedsplejen tilbyder desuden samtaler og undersøgelser med jævne mellemrum i skoleårene og har fokus på børn og unges trivsel og sundhedskompetencer.

Alt sammen forhold, der kan have en forebyggende effekt i forhold til æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

### 3.4.3 Medarbejderkompetencer og forældresamarbejde

Sundhedsplejersken er lyttende og vejledende i sin tilgang til familierne, og det er altid ud fra forældrenes og børnenes præmisser, at sundhedsplejersken vejleder og rådgiver. Sundhedsplejersken har som mål at fremstå autentisk, anerkendende og nærværende over for forældrene for at bidrage til deres egen refleksion over mulige løsningforslag og handlemuligheder. Derudover for at kvalificere deres egne forslag og sikre dem ejerskab, så der skabes rum for læring og håndterbarhed.

Sundhedsplejen har i alle sammenhænge fokus på at styrke forældrene i at kunne ”se” og tolke barnets udtryk og behov, lige fra graviditeten, hvor forældrenes tilknytning til barnet begynder og op gennem hele barndommen. Helt specifikt arbejder Sundhedsplejen bevidst med metoder, der understøtter de gode relationer, fx metoderne PUF og ADBB. Begge forældre bliver tilbudt screening med EPDS og Gotlandskalaen i to måneders-besøget (efterfødselsdepression).[3] Disse screeninger har også en forebyggende karakter, idet mistrivsel hos forældrene kan opspores, og de kan tilbydes den rette hjælp.

### 3.5 Forebyggende arbejde i skoler og SFO – Marstal Skole & Soltoften

### 3.5.1 Børnesyn: At lykkes i en kultur med tillid og tryghed

På Marstal Skole og i SFO’en Soltoften arbejder vi for, at alle elever lykkes. Alle kommer med noget forskelligt og værdifuldt, som bidrager til skolefællesskabet. Vi tror på, at forskellige perspektiver og måder at være på, kan styrke skolen for elever og ansatte.

Vi arbejder for en skole og en SFO, hvor man mødes med omsorg og opmærksomhed. Vi er forudsætninger for hinandens trivsel og ved at hjælpe hinanden, når det er svært, ved at være opmærksomme på de forskellige behov vi har, skaber vi en kultur, hvor alle kan føle sig trygge og som en del af fællesskabet - elever, såvel som ansatte.
Med fokus på den enkeltes værdi, fællesskab, omsorg, opmærksomhed og tryghed, forsøger vi at skabe en kultur, hvor man passer på hinanden og skaber den tillid, der kan være afgørende i forbindelse æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol - forebyggelsen, opsporingen og håndteringen heraf.

3.5.2 Relationer og rammer **** Vi arbejder med at skabe gode, trygge og tillidsfulde relationer mellem eleverne og de voksne, samt eleverne i mellem.

Det er skolens og SFO’ens voksne, som har ansvaret for at skabe gode trygge og tydelige rammer, så man som elev kan udvikle sig socialt, fagligt og personligt, i et godt og trygt miljø. Når eleverne føler sig værdifulde, føler sig set og får viden om både egne og andres grænser, samt hensigtsmæssig adfærd i samspillet med hinanden, har det en forebyggende karakter i forhold til æresrelateret vold og negativ social kontrol.

### 3.5.3 Medarbejdernes kompetencer

På skolen og i SFO’en arbejder vi løbende med vores værdier og praksis. Vi har fokus på at give et godt tilbud til eleverne med kvalificerede lærere og pædagogisk personale, som sammen arbejder med elevernes trivsel. Der er fokus på at kvalificere et fælles sprog, således vi kan styrke arbejdet med eleverne og opspore mistrivsel.

### 3.5.4 Forældresamarbejde

Marstal Skole vægter et tæt og tillidsfuldt forældresamarbejde og afholder løbende forældresamtaler efter behov for at sikre elevens læring, trivsel og udvikling. For elever med særlige behov afholdes der netværksmøder med relevante fagpersoner for at sikre, at barnets perspektiv afdækkes, således at vi bedst muligt kan støtte op om elevens udvikling og forebygge mistrivsel.

### 3.6 Forebyggende arbejde i kommunale fritidstilbud – Viften

Det kommunale fritidstilbud Viften Ærø består af juniorklubben, ungdomsklubben, musikskolen og billedskolen. Her arbejder vi for at skabe et stærkt og synligt fritidstilbud på Ærø. Vi tror på, at stærke fritidstilbud, kan bidrage til trivsel hos børn og unge. En vigtig medvirkende faktor, når det handler om forebyggelse af æresrelateret vold og negativ social kontrol.
Hos os kan alle børn og unge på Ærø fra 9-25 år få nogle gode fritidsoplevelser, der er med til at styrke deres trivsel, personlige og sociale udvikling. Vi arbejder for at skabe trygge rammer og rum for børn og unge i deres fritid, og har fokus på at inkludere alle, som kommer hos os. Vi går op i deres ve og vel, vi observerer og samtaler.

Vi forsøger at lære børnene og de unge, at man skal behandle hinanden og vores rammer ordentligt og med respekt.

Vi har et godt og tæt samarbejde med øens skoler, SSP-konsulenten og Børn-og ungeafdelingen i kommunen. Vi supplerer hinandens observationer og arbejde i forbindelse med de børn og unge, som har udfordringer og er i mistrivsel, enten det ene eller det andet sted, og forsøger sammen at skabe de bedste betingelser for de børn og unge, som også kommer hos os.

### 3.7 Forebyggende arbejde ved SSP- & ungekonsulenten i Ærø Kommune

SSP- og ungekonsulentens arbejde består i at forebygge misbrug og kriminalitet blandt unge. Derudover arbejder konsulenten for at sikre de ærøske unges mentale og sociale trivsel, hvilket også indbefatter en opmærksomhed på æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. SSP-delen dækker unge op til 25 år, mens unge-delen dækker unge op til 18 år. Der er både fokus på en generel indsats rettet mod alle unge, en specifik indsats rettet mod særlige grupper af unge og en individuel indsats rettet mod unge, der udviser risikoadfærd.
Vi tror på, at vi med oplysning, synlighed, tidlig opsporing af uhensigtsmæssig adfærd, samtale i øjenhøjde, tværfagligt samarbejde, kan bidrage til et positivt ungdomsliv på Ærø og derigennem forebygge æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, misbrug, kriminalitet mm. Arbejdet består konkret bl.a. i følgende, som kan være relevant i forhold til æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

- Samtaler med unge

- Fokus på kropsbevidsthed, grænsesætning og gode og dårlige hemmeligheder
- Undervisning i digital dannelse og digitale fællesskaber
- Indhentning af ungeprofilundersøgelsen hvert år fra 7. årgang til det 30. år med henblik på via 150 spørgsmål at afdække de unges trivsel
- Faste møder med skoleledere, samt Viftens leder
- Deltagelse i SELFO - selvmordsforebyggelse, et tværfagligt team med deltagere fra skolerne, jobcenter, sundhedspleje, psykiatrien
- Deltagelse i onsdagskonferencer, hvor elevers trivsel er i fokus
- §115-møder – fokus på unge, der har været i berøring med politiet jf. Retsplejeloven §115, stk.1, 1-2
- Tværfagligt samarbejde med alle relevante samarbejdspartnere

### 3.8 Forebyggende arbejde ved den kommunale tandpleje – Tandlægen.dk

I tandplejen ser vi barnet/den unge og oftest også et familiemedlem til regelmæssige undersøgelser og til behandlinger. I begge situationer skal vi hjælpe barnet/den unge gennem en procedure, der kan være vanskelig. Dette skal ske med respekt for barnets/den unges grænser. Det er vigtigt, at barnet/den unge oplever os som lyttende, og at besøget hos os er trygt.
Forældresamarbejdet har stor betydning. Både, når det gælder om at klæde forældrene på til at varetage barnets tandsundhed, men også for, at forældrene er trygge ved situationen og dermed kan hjælpe deres barn til at få en god oplevelse. Det er vigtigt, at forældrene mærker, at de bliver taget seriøst, og at samtalen tager udgangspunkt i, at de vil deres barn det bedste og gør det så godt, de kan med de nuværende ressourcer/kompetencer.
Fokus hos tandplejen er, at respekt for grænser, tillid og tryghed er i centrum.
Opsporing er et fokusområde for os. Da vi møder mange børn i pressede situationer, har vi god mulighed for at lægge mærke til atypiske reaktionsmønstre hos barnet/den unge eller i relationen mellem barn og voksen, samt fysiske tegn på overgreb. Vi har samtidigt mulighed for at være opmærksom på tegn på at den unges færden kontrolleres, om/hvordan den unge bliver hentet, hyppige forsinkelser og udeblivelser/aflysninger. Dette sammenholdes med viden om den pågældende familie og dennes familieforhold. Tandsundhed er omdrejningspunktet for vores kommunikation med barnet/den unge, hvilket generelt ikke medfører samtale om andre aspekter af barnet/den unges liv. Skulle der ved samtale være tegn på æresrelateret konflikter eller negativ social kontrol vil vi gå videre med dette.
Vi bruger den fælles personalegruppe til at diskutere bekymringer. Vi har mulighed for sparring fra familiekonsulent og socialrådgiver før underretning.
Fremadrettet vil vi tage emnet æresrelateret konflikt og negativ social kontrol op årligt på personalemøde, så personalet fastholder fokus på dette og er opmærksomme på den skærpede underretningspligt.

[1] Mærk 2024

[2] Socialstyrelsen 2022 s.28

[3] Adbb: https://sundhedsplejersken.dk/familie/tilbud-til-familier/adbb-en-screening-af-trivsel-hos-boern-over-to-maaneder/
PUF: https://www.sundhedsplejersken.nu/artikel/puf-programmet/
EPDS: https://psy.ku.dk/cif/forskning/copenhagen-infant-mental-health-project/validering-af-edinburgh-postnatal-depression-scale/
Gotland-skalaen: https://www.sundhedsplejersken.nu/opsporing-af-foedsels-depression-foer-foedslen/

## 4. OPSPORING

### 4.1 Opsporing – en fælles opgave og et fælles ansvar

Det er et fælles leder- og medarbejderansvar at opspore børn og unge i mistrivsel så tidligt som muligt. Lederen og medarbejderen har hver især forskellige roller i forhold til denne opgave. Typisk vil medarbejderne, som har den daglige kontakt og kendskab til børnene og de unge, være dem, der registrerer de første bekymrende tegn gennem observationer eller samtaler med barnet/den unge. Medarbejderne er ansvarlige for at handle på bekymringen og gå til lederen eller kollegaer for faglig sparring. Lederen er ansvarlig for at tage medarbejderens bekymring alvorligt, være undersøgende, sikre sparring og opsøge tværfaglig sparring ved behov.

Skole, SFO, dagtilbud og kommunale fritidstilbud kan hente rådgivning hos Børn- og ungeafdelingen, hvis der er tvivl om, hvorvidt der er grund til bekymring eller tvivl om, hvordan der skal handles på en bekymring eller mistanke.

Herudover skal man som fagperson have en særlig opmærksomhed på, at nogle børn og unge er i større risiko end andre for at blive udsat for æresrelateret vold og negativ social kontrol vold og seksuelle overgreb.

På side 4 i denne plan forefindes et ansvars-kort i forhold til opsporingsarbejdet. I dette og næste kapitel uddybes blandt andet elementer fra dette kort.

### 4.1.2 Medarbejdernes rolle og ansvar i opsporingsarbejdet

- Vær opmærksom på bekymrende tegn hos barnet/den unge og lav systematiske observationer. Dvs. skriv ned, hvad der konkret er observeret eller sket, og under hvilke omstændigheder, til brug i en eventuel senere underretning. De skriftlige beskrivelser er med til at minimere risikoen for, at der opstår tvivl eller uenighed om observationerne på et senere tidspunkt.
- Reager på en bekymring eller tvivl ved at gå til leder og/eller kollegaer og søg faglig sparring. Bed om støtte og supervision.
- Vær lydhør over for barnets/den unges forsøg på at udtrykke sig eller invitere til samtale.
- Stil dig til rådighed og skab tillid til, at barnet/den unge kan betro sig.
- Tag initiativ til at tale med barnet/den unge, hvis der er en bekymring. ”Inviter” barnet/den unge til samtale. Gerne mange gange.
- Reager med ro, hvis barnet/den unge fortæller om æresrelateret vold og negativ social kontrol

### 4.1.3 Ledelsens rolle og ansvar i opsporingsarbejdet

- Sikr opfølgning på medarbejdernes kontakt med børn og unge i mistrivsel
- Bring faglige hypoteser om overgreb i spil i drøftelserne om et barns eller en ungs mistrivsel og vær undersøgende på, hvad der kan ligge bag
- Sikr skriftlighed omkring sagen
- Hav overblik over tværfaglige sparringsmuligheder og sikr, at onsdagskonferencen behandler konkrete sager.
- Sikr en åben, faglig dialog på arbejdspladsen, hvor der er plads til professionel tvivl. Når der arbejdes med tvivlen som et vilkår, sikres det, at den ikke bliver en barriere for at handle. Medarbejderne kan føle sig trygge ved at drøfte deres bekymringer og overvejelser om et barns eller en ungs adfærd og eventuelle mistrivsel på teammøder eller øvrige relevante faglige fora.

### 4.2 Systematikker til opsporing i skole og dagtilbud i Ærø Kommune

### 4.2.1 Tidlig opsporing

Det er vigtigt, at lærere og pædagoger og andre fagprofessionelle, som møder børn og unge i hverdagen, har den nødvendige viden og brugbare redskaber til at identificere såvel de børn og unge, der er udsatte, som børn og unge med begyndende vanskeligheder.

Tidlig opsporing handler om de konkrete initiativer og indsatser, vi iværksætter for at opspore børnene og de unge i begyndende mistrivsel, samt at forebygge, at problemer skader børn og unges udvikling.

I Ærø Kommune har vi som led i et projekt haft særligt fokus på tidlig opsporing for børn i alderen 0-6 år. Det har efterfølgende udmøntet sig i en konkret praksis på området under overskriften ”Tidlig Opsporing”. Vi arbejder i denne med en bevidsthed om, at når det gælder de 0-6-årige børn, har sundhedspleje og medarbejdere i dagtilbud en vigtig rolle, og der er en række centrale elementer, der kan styrke den tidlige opsporing.

Rambøll fremhæver seks elementer på organisatorisk niveau, som er centrale i arbejdet med tidlig opsporing, og som sikrer en kvalificeret tidlig opsporing af børn i udsatte positioner. De seks elementer er:

1. Viden og kompetencer om tidlige tegn på mistrivsel og overgreb.
2. Tæt og tidligt forældresamarbejde.
3. Tværgående dialog, sparring og samarbejde.
4. Fokus på overgange.
5. Formaliserede procedurer og sammenhænge mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte (handlespor).
6. Faglig ledelse.[1]

### 4.2.2 Tværfagligt samarbejde

På Ærø prioriteres et tæt tværfagligt samarbejde mellem socialrådgivere, familiekonsulent, sundhedsplejersken, dagtilbud, skole og kommunale fritidstilbud. Det befordrer hurtigere sagsgange. Der er altid mulighed for faglig sparring med en socialrådgiver, hvis man er i tvivl om, hvordan man skal håndtere en konkret situation eller sag. Det kan både være i forhold til igangværende familieindsatser og nye. Der tages altid højde for tavshedspligt.

I igangværende familieindsatser prioriteres det højt at afholde hyppige netværksmøder med forældrene og de implicerede fagprofessionelle for at sikre gennemsigtighed, en fælles rød tråd og koordinering.

Herudover er der et tæt samarbejde med PPR, og det er den samme psykolog og logopæd, der har opgaverne i både dagtilbud og på skoleområdet. Dette sikrer en god kontinuitet i enkeltsager og gennemsigtighed, samt hurtig reaktion ved alvorlige bekymringer.

I samarbejdet med PPR er det også muligt at indhente supervision og sparring til lærerne, det pædagogiske personale og dagplejerne efter behov ud fra den konkrete sag.

### 4.2.3 Trivselssamtaler i dagtilbud

I dagtilbuddene på Ærø afholdes trivselssamtaler fire gange årligt for alle børnehavebørn og seks gange årligt for alle dagpleje- og vuggestuebørn. Jo tidligere, vi opdager og reagerer på eventuelle udfordringer, des nemmere er det at finde de gode løsninger i samarbejde med forældrene og genskabe god balance og trivsel hos barnet og i familien*.*

Trivselssamtalerne foregår i dagtilbuddene med deltagelse af en socialrådgiver fra Børn- og ungeafdelingen, sundhedsplejersken, det pædagogiske personale og dagplejere. Forud for samtalerne er udfærdiget en ressourcevurdering, via Hjernen&Hjertet[2], hvor barnets trivsel og udvikling er vurderet af nærmeste pædagogiske personale/dagplejer inden for følgende parametre:

Følelsesmæssig og social udvikling, selvstændighed og selvhjulpenhed, relationer til andre børn, kognition, trivsel i dagligdagen, helbredstilstand, motorisk udvikling, øvrige sundhedsforhold, tilknytning, situation og ressourcer, samt forældresamarbejde.

Trivselssamtaler er både forebyggende og opsporende i forhold til æresrelateret vold og negativ social kontrol, fordi vi får talt detaljeret om børnenes trivsel og udvikling i en systematisk kadence fire til seks gange årligt. Forældrene er bekendt med denne arbejdsgang, og de inviteres til en dialog omkring deres barns trivsel, såfremt vi vurderer, der er forhold, der kalder på et ekstraordinært samarbejde mellem dagtilbud og forældre. At være i tæt dialog med forældrene om deres børn, med afsæt i vores faglighed og børneperspektivet, skaber tillid og gensidig respekt, som understøtter processerne, også når det bliver svært.

Når en ressourcevurdering af et barn viser bekymring inden for et eller flere af ovenstående parametre, går vi i dialog med sundhedsplejersken og socialrådgiveren med henblik på at finde frem til mulige årsager, samt hvilke handlinger, vi skal igangsætte. Første handling vil altid være en samtale med forældrene om vores bekymring.

Dagtilbuddene udfærdiger sprogvurderinger efter gældende lovgivning. Sprogvurderingen koblet med kendskab til barnet og pædagogiske faglighed, er et led i opsporingsarbejdet, hvis der er flere årsager til et barns forsinkede udvikling – ét udviklingsområde i et barns generelle udvikling, står sjældent alene.

### 4.2.4 Trivselssamtaler i skole

To gange årligt afholdes trivselssamtaler med alle elever på skolen. Det er klasselæreren, der afholder samtalen med eleven. Her handler samtalen både om den enkelte elevs sociale og faglige trivsel. Samtalerne er forebyggende og kan være med til at sikre, at eleverne føler, de har en tryg voksen at gå til og vende eventuelle bekymringer med, når eller hvis de opstår. I fald disse møder giver anledning til bekymringer omkring elevernes trivsel, kan lærere hente sparring hos det enkelte team og skolens ledelse, samt via skolens onsdagskonferencer.

### 4.2.5 Onsdagskonference i skole og dagtilbud

Både dagtilbuddene og skolerne afholder onsdagskonferencer. Onsdagskonferencerne består af to mødeformer, konsultative interne møder og tværfaglige møder.

De konsultative møder sigter primært mod det enkelte barns/den unges faglige eller sociale udfordringer, eller generelle udfordringer, og man kan her som lærer, pædagog eller dagplejer indhente sparring til konkrete problemstillinger. På disse møder deltager relevante lærere, pædagoger og dagplejere, psykolog, talehørekonsulent, socialfaglig-/pædagogiske konsulenter, ergo-/fysioterapeuter, samt sundhedsplejerske og skoleledelse.

De tværfaglige møder er rettet mod enkelte børns og unges problemstillinger, hvor der vurderes behov for deltagelse af socialrådgiver. Her kan der ligeledes gives sparring til lærere og pædagoger på skolen. Disse møder har samme deltagerskare som de konsultative møder, dog også med socialrådgiver og SSP-konsulent.

Konferencen har til formål at drøfte sager, hvor der er mulighed for at indhente andre perspektiver end ens eget, når der foreligger en bekymring for det konkrete barns trivsel, læring og udvikling. Flere perspektiver på bekymring øger handlemulighederne og dermed kvaliteten af opsporingsarbejdet.

Forældrene er som udgangspunkt informeret om og har givet samtykke til, at man må tale om deres barn på konferencen. I enkelte tilfælde giver det mening, at forældrene selv deltager for at bibringe forældreperspektivet på deres eget barn.

Såfremt forældrene ikke er orienteret, frembringes sagen anonymt.
Onsdagskonferencerne bidrager til det opsporende arbejde, fordi vi får sat handling bag en opstået bekymring for et barn eller en ung, der hvor de pædagogiske tiltag virker utilstrækkelige. Efter en onsdagskonference vil der som oftest iværksættes en observation af barnet/eleven af fx logopæd eller psykolog med efterfølgende samtale og opsamling med forældrene. Jo flere perspektiver, der er på en bekymring, jo bedre forudsætning er der for at opspore alvorlige tin æresrelateret vold og negativ social kontrol mod et barn.

### 4.3 Samtale med barnet/den unge

Det er et kerneelement i opsporingen, at de voksne stiller sig til rådighed for barnet eller den unge og med nærvær og troværdighed signalerer, at man kan betro sig til vedkommende.

Det er de voksnes ansvar at tage initiativ til at tale med barnet/den unge eller invitere til samtale, hvis barnet udviser bekymrende/ændret adfærd eller tegn på mistrivsel. Det kan være sårbart for et barn/den unge at tale om noget med æresrelateret vold og negativ social kontrol. Det er en forudsætning for, at samtalen kan finde sted, at der på forhånd er opbygget en stærk og tillidsfuld relation mellem barnet/den unge og den voksne – uanset om det er barnet/den unge eller den voksne, som tager initiativ til samtalen. Det kræver en særlig opmærksomhed og lydhørhed fra den voksne over for et barn eller ung, som forsøger at udtrykke sig eller indirekte forsøger at invitere til en samtale og samtidig tester, om den voksne kan holde til at høre om det. Børn og unge, der har været udsat for æresrelateret vold og negativ social kontrol, kan ofte have svært ved at betro sig til andre om overgrebet. De kan føle skyld, skam, samt være bange for konsekvenserne, eller være præget af loyalitet eller ambivalente følelser for den, der har begået æresrelateret vold og negativ social kontrol. [3]

### 4.3.1 Opmærksomhedspunkter i samtalen med barnet/den unge

- Rum barnets/den unges udsagn, hvis barnet selv tager initiativ til at fortælle om æresrelateret vold og negativ social kontrol.
- Lyt til barnets/den unges udsagn uden at blive overvældet af egne følelser og uden at placere ansvar eller skyld.
- Bevar roen, vær til rådighed og vis omsorg for barnet/den unge.
- Spørg ikke ind til detaljer om det mulige æresrelateret vold og negativ social kontrol og undgå ledende spørgsmål.

Stil gerne nysgerrige og undrende spørgsmål, som fx ”Hvor har du set/hørt det?”, ”Kan du vise mig, hvad der skete?”, ”Kan du sige lidt mere om det?” Dette for at be- eller afkræfte, om der er grund til at være bekymret for barnet/den unge. Vær opmærksom på ikke at komme til at love barnet/den unge noget, du måske ikke har mulighed for at holde, eksempelvis at du ikke vil gå videre med det til nogen.[4]

Hvis der senere skal udarbejdes en underretning til myndighed eller foretages en politianmeldelse, vil samtalen med barnet indgå som ét af elementerne i den beskrivelse, man som fagperson skal videregive.

### 4.3.2 Efter en samtale med et barn/en ung om æresrelateret vold og negativ social kontrol

- Rund samtalen af og bekræft barnet/den unge i, at det har handlet rigtigt
- Bekræft barnet/den unge i, at det kan forvente hjælp fra den voksne
- Efterlad aldrig barnet/den unge i et følelsesmæssigt vakuum. Følg op på, hvordan barnet/den unge har det og sørg for, at barnet/den unge er tilstrækkeligt og tilpas informeret om, hvad der sker i sagen

Det er vigtigt, at der i den efterfølgende periode drages ekstra omsorg for barnet/den unge, og at der fastholdes en så almindelig hverdag som muligt i skolen/dagtilbuddet/på døgninstitutionen.

Tag gerne notater, som kan støtte hukommelsen under forløbet. Nedskriv fx hvilke observationer, tegn, reaktioner og hændelser, der ligger til grund for mistanken – undgå at tolke på beskrivelserne.

[1] [TOPI - Hjernen&Hjertet](https://hjernenhjertet-dk.ramboll.com/topi)

[2] https://hjernenhjertet-dk.ramboll.com/

[3] Baseret på Socialstyrelsen 2022, samt Ottosen & Henze Pedersen 2021 s. 67-68

[4] Socialstyrelsen 2022 s.27

## 5. HÅNDTERING AF SAGER OM ÆRESREATEREDE KONFLIKTER OG NEGATIV SOCIAL KONTROL

På side 5 og 6 i denne plan forefindes to aktionskort. Disse giver kort og konkret anvisninger til, hvordan man som fagperson skal håndtere sager om mistanke om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol mod børn og unge. I dette kapitel uddybes nogle af de enkelte elementer fra de to kort med det formål at støtte og vejlede dig i en svær proces.

### 5.1 Orientering af din leder og kontakt til chefen for Børne- og ungeafdelingen

Har man mistanke om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol mod et barn eller en ung, skal man straks orientere sin leder. Dernæst skal *enten* medarbejder *eller* leder kontakte chefen for Børn- og ungeafdelingen pr. telefon.
Der gøres opmærksom på, at underretningspligten er personlig, så i tilfælde af, at lederen ikke er enig i ens bekymring, skal man selv sørge for at gå videre med bekymringen og kontakte chefen for Børn- og ungeafdelingen.

### 5.2 Underretningspligt og vejledning

I Ærø Kommune er det et fælles ansvar at sikre en hensigtsmæssig, rettidig håndtering af sager om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Alle ansatte skal være bevidste om deres skærpede underretningspligt, jf. Barnets Lov §133, og beskrive deres bekymringer, observationer eller konkrete viden i en underretning til børn- og ungeafdelingen i Ærø Kommune. Har man mistanke eller viden om, æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol mod et barn eller en ung skal der altid straks ske en underretning til kommunens Børn- og ungeafdeling.

### 5.2.1 Almindelig underretningspligt

Alle borgere har ifølge Barnets lovs § 135 pligt til at underrette kommunen, hvis de har kendskab til, at et barn eller en ung har brug for særlig støtte. Det kan f.eks. være i situationer, hvor borgeren bliver bekendt med eller har mistanke om, at barnet udsættes for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

### 5.2.2 Skærpet underretningspligt

Fagpersoner, der arbejder med børn og unge, har ifølge Barnets Lov § 133 skærpet underretningspligt, hvis de under udførelsen af deres arbejde får mistanke eller viden om, at et barn eller en ung (0-18 år) har behov for særlig støtte. Atter engang skal det understreges, at underretningspligten er personlig. Det betyder, at du som medarbejder selv skal underrette chefen for Børn- og ungeafdelingen, hvis du mener, at der er hold i din mistanke, uanset at din nærmeste leder ikke gør.

Forpligtelsen til at underrette gælder selvom vedkommende, der har fortalt om deres viden om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol ikke selv ønsker, at der sker en underretning. Også hvis det er barnet selv, som ikke ønsker, at der skal underrettes.

Hvis lederen vurderer, at Børn- og ungeafdelingen ikke skal underrettes, skal medarbejderen orienteres om, at vedkommende fortsat skal bruge sin personlige underretningspligt, hvis han/hun er uenig i ledelsens beslutning.

### 5.2.3 Tavshedspligt

Tavshedspligt er ensbetydende med, at man som udgangspunkt ikke må diskutere en sag udenfor personalegruppen. Oplysninger, som man har fået kendskab til via sit arbejde, må ikke videregives til uvedkommende. Manglende overholdelse af tavshedspligten kan straffes. Underretningspligten går forud for tavshedspligten, dvs. at hvis man får kendskab til forhold om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol er man forpligtet til at underrette, men tavshedspligten gælder stadig i alle andre henseender.

### 5.2.4 Drøftelse af underretning med forældre eller ej?

I tilfælde af, at mistanken retter sig mod en anden voksen end forældrene, et andet barn eller en ung, eller en ansat, skal forældrene orienteres om sagen.
I tilfælde af, at mistanken om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol **retter sig mod forældrene**, må disse **ikke** orienteres om sagen og underretningen.
Det kan være svært ikke at måtte italesætte ens mistanke eller viden over for forældrene, men det er afgørende, at Børn- og ungeafdelingen eller politiet er de første, som taler med forældrene om mistanken. Børn- og ungeafdelingen giver besked til underretter, når der er afholdt samtale med forældrene.

### 5.2.5 Den gode beskrivelse til en underretning

Ærø Kommune har udarbejdet en underretningsblanket for fagpersoner. Denne forefindes på kommunens hjemmeside. Blankettens felter guider fagpersoner til at give de nødvendige faktuelle oplysninger, samt støtter i at lave brugbare beskrivelser.
I en underretning er det en hjælp med konkrete beskrivelser og eksempler, som giver et så præcist billede af barnet som muligt, samt af de forhold, som giver anledning til bekymringen og dermed underretningen. Hold fokus på bekymringerne for barnet/den unge i beskrivelserne (medmindre det specifikt er forhold hos forældrene, der bekymrer) samt de konsekvenser, disse vurderes at have for barnet/den unge.
Brug evt. støttespørgsmålene bagerst i blanketten. Beskriv objektivt og undgå at fortolke og pege på konkrete foranstaltninger til at afhjælpe problemerne. Det skal fremgå tydeligt, hvis egne hypoteser eller antagelser alligevel beskrives i underretningen, og det anføres under ”Yderligere bemærkninger”.

### 5.2.6 Underretning - Vurdering og bekræftelse

Børn- og ungeafdelingen i Ærø Kommune skal vurdere alle underretninger inden for 24 timer. Børn- og ungeafdelingen i Ærø Kommune sender en bekræftelse til afsender senest seks hverdage efter, underretningen er modtaget. Jf. loven om tavshedspligt kan Børn- og ungeafdelingen ikke sætte underretter ind i detaljer om sagen og sagsgangen. Fagpersoner involveres ved behov og kan spørge Børn- og ungeafdelingen til status i forhold til, hvor man er i sagsforløbet.

### 5.3 Medarbejderens støtte til barnet eller den unge

Medarbejderne har ansvar for at fastholde en normal hverdag for barnet/den unge. Barnet/den unge har behov for, at hverdagen er så tryg, forudsigelig og genkendelig som mulig. Medarbejderen skal være til rådighed, lytte og give omsorg, når barnet eller den unge har brug for det, samt være tæt på barnet/den unge og lave en tydelig rammesætning og struktur, da det er nødvendigt i en ellers utryg og kaotisk situation. Fagpersoner skal være opmærksomme på, at det primære behov for barnet/den unge er at være barn eller ung. Til trods for at æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, aldrig er barnets skyld, kæmper nogle børn med skyldfølelse og skal have hjælp til at få følelsen bearbejdet.
Det er vigtigt, at der er voksne til rådighed, som tør tale om det, der er sket, selv om det er en vanskelig situation. Vi henviser til afsnit 4.3 - Samtale med barnet. Det tager udgangspunkt i opsporingsfasen, men en del af rådene kan også anvendes i håndteringsfasen til efterbearbejdning.

### 5.4 Sagsgang i Børn- og ungeafdelingen efter modtagelse af underretning

Det er Ærø Kommunes forpligtelse at organisere, koordinere og foretage sagsbehandlingen, når der opstår mistanke eller viden om, at et barn eller en ung er udsat for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Ærø Kommune skal træffe afgørelse i sagerne.

Håndteringen af den konkrete sag kan involvere en lang række fagpersoner på tværs af sektorer og afdelinger, i og udenfor kommunen. Det er den socialrådgiver fra Børn- og ungeafdelingen der, som barnets sagsbehandler, har til opgave at koordinere sagen. Det er socialrådgiverens pligt at reagere hurtigt i forhold til underretninger fra fagfolk og borgere vedrørende børn og unge, der mistrives, og hvor der kan være mistanke eller konkret viden om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol.

### 5.4.1 Børnesamtale

1. Børn- og ungeafdelingen i Ærø Kommune afholder en eller flere børnesamtaler, som opfølgning på en underretning om mistanke om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol Børnesamtalerne holdes af en socialrådgiver fra Børn- og ungeafdelingen indenfor 24 timer efter underretningen er modtaget med mindre, der er sket en politianmeldelse i sagen. I dette tilfælde er det politiet, der skal tale med barnet først, hvis barnet/den unge skal afhøres. Politi og socialrådgiver vil da koordinere afholdelsen af børnesamtalerne.

1. Forældrene orienteres om børnesamtalen af Børn- og ungeafdelingen i Ærø Kommune, medmindre mistanken retter sig mod forældrene. I så fald skal børnesamtalerne finde sted uden deres viden og tilstedeværelse.

### 5.4.2 Samtale med forældrene

1. Børn- og ungeafdelingen i Ærø Kommune afholder en samtale med forældrene, hvor underretningen gennemgås.
2. Hvis mistanken retter sig mod forældrene, koordinerer Børn- og ungeafdelingen med politiet, i hvilket omfang og hvornår, forældrene orienteres og indkaldes til en samtale.

### 5.5 Tværfaglig koordinationsgruppe – deltagere og opgaver

Børn- og ungechefen foretager inden for 24 timer en vurdering af underretningens karakter. I sager af alvorlig karakter, hvor der er tale om anmeldelse til politiet og evt. kontakt til sundhedsvæsenet, nedsætter Børn- og ungeafdelingen en tværfaglig koordinationsgruppe med relevante deltagere. Chefen for Børn- og ungeafdelingen har ansvaret for at gruppen oprettes.
Deltagere vil typisk være socialrådgiver, leder af berørt institution, relevante medarbejdere. Derudover kan sundhedsplejerske, PPR, og andre relevante aktører inddrages.
Opgaverne er som følger:

Koordinationsgruppen har kontakt til og koordinerer med politi, evt. sundhedsvæsen og Børnehus Syd vedrørende handlinger, dels i forhold til det krænkede barn og dels i forhold til den mistænkte. Der tages stilling til den nødvendige støtte til barnet og til hvilke fagpersoner og evt. familiemedlemmer, der skal involveres i støtten til barnet. Det drøftes og vedtages desuden, hvilke undersøgelser, der eventuelt skal sættes i gang og hvordan.

Koordinationsgruppen skal endvidere sikre orientering til direktionen i kommunen, således at en god kommunikations- og pressehåndteringsstrategi kan iværksættes.

Herudover er det koordinationsgruppens opgave at sikre den rette kommunikation og orientering til børn, elever, forældre og til berørte medarbejdere i og uden for institutionen, samt at tage stilling til om, der er behov for at iværksætte støtte fx i form af krisehjælp eller anden form for støtte og hjælp til berørte børn og voksne. Der kan være tale om individuel støtte eller støtte til en større gruppe af både børn, forældre, personale og ledelse.

De forskellige involverede skal støttes i (fx med supervision) at kunne rumme sagen i ventetiden, mens udredningsprocessen foregår.

## 6. TVÆRFAGLIGT OG TVÆRSEKTORIELT SAMARBEJDE

Det tværsektorielle samarbejde refererer i denne sammenhæng til det samarbejde, som finder sted primært mellem børn- og ungeafdelingen (myndighed) og fagpersoner uden for Ærø Kommune, fx politiet, Børnehus Syd, sygehuse, Familieretshuset, krisecentre m.fl.

Det er børn- og ungeafdelingen, som varetager kontakten til og koordinerer arbejdet med sagerne med de tværsektorielle samarbejdspartnere. Socialrådgiveren er således bindeled mellem de tværfaglige (kommunale) og tværsektorielle (eksterne) samarbejdspartnere.

Nedenfor følger en kort indføring i de vigtigste tværsektorielle samarbejdspartneres opgave og ansvar, samt i hvilke situationer, de skal inddrages.

### 6.1 Fyns Politi

I tvivlssituationer vurderer Børn- og ungeafdelingen i samarbejde med Børnehus Syd og Fyns Politi, om sagen kræver involvering af politiet og/eller sundhedsvæsenet.
Fyns Politi yder rådgivning til Børn- og ungeafdelingen, når der skal tages stilling til, om der skal laves en politianmeldelse i en sag. Hvis sagen anmeldes, skal politiet tage stilling til, om der er grundlag for en efterforskning.
Børn- og ungeafdelingen kontakter desuden altid Fyns Politi, hvis mistanken retter sig mod forældre/ stedforældre for en vurdering af, om et efterforskningsmæssigt spor skal følges, og dermed om politiet skal have mulighed for at afhøre familien, før Børn- og ungeafdelingen kontakter familien.

### 6.2 Gode sparringsmuligheder og hjemmesider for myndigheds- og fagpersoner

Børn- og Unge afdelingen i Ærø kommune kan rådgive om håndtering af sager, bringe en sag ind i kommunen eller henvise til yderligere rådgivning mv. De kan kontaktes på tlf.nr.: 63525000

**Herudover kan følgende anbefales som rådgivning og sparring:**

- **Sikkerhedskonsulenterne:** Den nationale sikkerhedskonsulentordning er forankret i Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (MÆRK). Sikkerhedskonsulenterne yder gratis rådgivning og hjælp i konkrete sager for borgere såvel som fagpersoner, og kan benyttes af alle kommuner. Sikkerhedskonsulenterne kan bl.a. bistå med rådgivning om håndtering af sager, screening og udarbejdelse af risikovurdering, henvisning til og koordinering af aktører i sagsforløbet og opfølgning på sager. For fagpersoner tilpasser sikkerhedskonsulenten sin rådgivning til det specifikke behov i sagen, som bl.a. kan handle om 1. hvorvidt ære spiller en rolle i sagen og hvilke særlige forholdsregler, man skal være opmærksom på, 2. vejledning om foranstaltninger, der kan iværksættes inden for lovgivningens rammer med henblik på at skabe sikkerhed på både børne- og voksenområdet og 3. direkte støtte til den pågældende borger om sikkerhed og handlemuligheder.
- **Nationalt Center mod Æresrelaterede Konflikter (MÆRK)**: MÆRK koordinerer den samlede nationale indsats mod æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. På hjemmesiden kan man læse meget mere, finde relevant information mv. https://www.nc-maerk.dk
- **RED Rådgivning:** RED Rådgivning er et landsdækkende tilbud om professionel rådgivning om æresrelaterede konflikter. RED Rådgivning rådgiver både unge, voksne, forældre og fagpersoner, der enten oplever eller arbejder med æresrelaterede konflikter. Borgere kan henvende sig til RED Rådgivnings hotline døgnet rundt, og det er gratis og anonymt. Red Rådgivning kan kontaktes på tlf.nr.: 32 95 90 19 og 70 27 76 66 (døgnåben hotline).
- **RED Safehouse** driver to sikre og skjulte opholdssteder for unge på flugt fra æresrelaterede konflikter omhandlende negativ social kontrol, æresrelateret vold, tvangsægteskab eller trusler herom. RED Safehouse har høj sikkerhed og en traumeorienteret og individuel socialpædagogisk indsats, der hjælper til at skabe tryghed og struktur omkring den unge.
- **RED+** er et rådgivnings- og krisecentertilbud til minoritetsetniske LGBT+ personer, der oplever negativ social kontrol eller en æresrelateret konflikt. Det er for alle køn i aldersgruppen 16-30 år. (https://www.redcenter.dk/redplus/)
- **VISO:** VISO yder gratis rådgivning og udredning om æresrelaterede konflikter. VISO tilbyder rådgivning og udredning til fagpersoner, når en borger er udsat for en æresrelateret konflikt. Rådgivningen kan f.eks. indeholde risikovurdering, faglig sparring og samtaler med den unge. Derudover kan VISO også bidrage til at opkvalificere fagpersoners viden på området. VISO kan kontaktes på tlf.nr.: 72 42 37 00
- **Udenrigsministeriet vedr. ufrivillige udlandsophold:** Hvis man er bekymret for eller har viden om, at en ung eller voksen udenlandsk statsborger med opholdstilladelse i Danmark risikerer at blive sendt til udlandet mod sin vilje, skal man kontakte udenrigsministeriet på tlf.nr.: 33 92 11 12 (døgnåbent).
- **Udlændingestyrelsens vejledningstjeneste vedr. tvangsægteskab og opholdstilladelser:** Kan oplyse om regler/muligheder for at bevare opholdstilladelse, hvis en borger ønsker skilsmisse som følge af negativ social kontrol, en æresrelateret konflikt eller fysisk/psykisk vold. Hotline kan kontaktes på tlf.nr.: 70 26 28 18.
- **Udlændingestyrelsens hotline til børn og unge:** Børn og unge med opholdstilladelse i Danmark, som er udsat for negativ social kontrol og f.eks. frygter genopdragelsesrejse eller tvangsægteskab, kan ringe til Udlændingestyrelsens hotline på tlf. nr.: 70 26 28 18 på alle hverdage kl. 9.00-15.00.
- **Søstre mod vold og kontrol:** Frivilligt fællesskab af kvinder i Odense, der alle har oplevet negativ social kontrol, og som hjælper andre kvinder bl.a. gennem samtaler. De kan kontaktes på e-mail: [kontakt@soestremodvoldogkontrol.dk](https://mailto:kontakt@soestremodvoldogkontrol.dk)
- **Børns Vilkår – Børnetelefonen:** Børns Vilkårs frivillige rådgivere er blevet opkvalificeret til at kunne håndtere henvendelser fra børn og unge vedr. æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol. Det er gratis og anonym rådgivning. Børnetelefonen kan kontaktes på tlf.nr.: 116 111
- **Danner, Sig det til nogen – migrant:** Et ambulant rådgivningstilbud med det formål at sikre, at voldsudsatte kvinder får hjælp til at bryde med og håndtere konsekvenserne af vold og negativ social kontrol. Kan kontaktes på tlf.nr.: 33 33 00 47
- **Sabaah:** Rådgivning til LGBT+ personer med etnisk minoritetsbaggrund. Sabaah råder også over et
- forældrenetværk og samtalegrupper. Kan kontaktes på tlf.nr.: 33 23 20 00
- **InsideOut:** Rådgivning og gruppeforløb for mennesker, der har brudt med eller vil bryde med bl.a. negativ social kontrol, samt til pårørende og fagfolk. Kan kontaktes på tlf.nr.: 70 60 52 78
- **Lev Uden Vold:** Lev Uden Vold yder hjælp og rådgivning om vold i nære relationer – både til den voldsudsatte, til voldsudøver, pårørende eller fagperson – enten telefonisk eller via chat. Telefonrådgivningen er døgnåben året rundt, mens chatten har åbent på udvalgte tidspunkter. Lev Uden Vold tilbyder også juridisk rådgivning. Den juridiske rådgivning er målrettet fagpersoner, der ringer på vegne af en voldsudsat og har konkrete juridiske spørgsmål i relation til vold i nære relationer. Lev Uden Vold kan kontaktes på [www.levudenvold.dk/hjaelp-og-radgivning/](https://levudenvold.dk/hjaelp-og-radgivning/ "www.levudenvold.dk/hjaelp-og-radgivning/") eller tlf.nr.: 1888 (døgnåben hotline)

## 7. LITTERATUR & LINKS

### 7.1 Litteraturliste

- Håndbog til kommuner om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, SIRI 2018.
- Guide til udarbejdelse af beredskabsplan, MÆRK 2024.
- Socialstyrelsen: *Den Professionelle tvivl – En håndbog om tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge.* 2022

### 7.2 Links

- [Børne- og Ungepolitik for Ærø](https://www.aeroekommune.dk/politik-og-indflydelse/politikker-strategier-og-planer/politikker/boerne-og-ungepolitik-for-aeroe)
- Fredensborg Kommunes beredskabsplan for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol [Beredskabsplaner](https://fredensborg.dk/kommunen/beredskabsplaner)
- [Barnets lov](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/721)
- [Serviceloven](https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/1287)
- [TOPI - Hjernen&Hjertet](https://hjernenhjertet-dk.ramboll.com/topi)
- https://hjernenhjertet-dk.ramboll.com/

- Her er henvisning til adbb: https://sundhedsplejersken.dk/familie/tilbud-til-familier/adbb-en-screening-af-trivsel-hos-boern-over-to-maaneder/
- Henvisning til PUF: https://www.sundhedsplejersken.nu/artikel/puf-programmet/
- Henvisning til EPDS: https://psy.ku.dk/cif/forskning/copenhagen-infant-mental-health-project/validering-af-edinburgh-postnatal-depression-scale/
- Henvisning til Gotland skalaen: https://www.sundhedsplejersken.nu/opsporing-af-foedsels-depression-foer-foedslen/

## 8. BEREDSKAB VOKSENOMRÅDET (18+) TILLÆG TIL BØRN OG UNGE-PLAN

### 8.1 Rammesætning

Følgende beredskabsplan er udarbejdet for at sikre en effektiv, hurtig og lovmedholdelig håndtering af sager om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol for voksne borgere i Ærø Kommune. Planen skal betragtes som et tillæg til Børn- og Ungeområdets *”Beredskabsplan for æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol”.*

For Beskæftigelses- og Socialområdet er det centralt at beredskabsplanen sikrer, at medarbejdere handler hurtigt, korrekt og koordineret, når der opstår bekymring eller mistanke om æresrelaterede konflikter eller negativ social kontrol. Samtidigt med, at planen sigter mod at give et generelt overblik over lovgrundlag, formål, opmærksomhedspunkter og handlingsansvar.

### 8.1.2 Paragraf 12a - Handleplanens indhold

I henhold til Serviceloven §12a har kommunen pligt til at tilbyde en handleplan til borgere, der risikerer at blive eller er udsat for en alvorlig æresrelateret konflikt. Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde med borgeren og skal sikre en koordineret indsats for beskyttelse og støtte. Medarbejdere skal sikre sig nedenstående punkter i udarbejdelsen af en handleplan:

- Risikovurdering af borgerens situation.
- Oplysninger om borgerens aktuelle forhold, herunder bopæl, arbejde, uddannelse og relationer.
- Overvejelser om relevante støttemuligheder i forhold til bopæl, arbejde og uddannelse samt formålet hermed.
- Overvejelser om relevante støttemuligheder efter Serviceloven eller anden lovgivning og formålet hermed.
- Handleplanen skal udarbejdes i samarbejde med borgeren.

### 8.1.3 Formål

Formålet med beredskabet er at skabe tryghed for voksne borgere, sikre tidlig opsporing og hurtig handling, samt understøtte tværfagligt samarbejde, således medarbejdere ved hvordan de skal agere.

### 8.1.4 Målgruppen for planen

- Alle voksne borgere (18+) i Ærø Kommune, der er udsat for eller i risiko for æresrelaterede konflikter, negativ social kontrol, tvangsægteskab eller relaterede problemstillinger.
- Særligt medarbejdere i beskæftigelses-, social- og integrationsområdet, men også andre medarbejdere i kommunen med kontakt til borgere.
- Eksterne samarbejdspartnere: politi, krisecentre, sundhedsvæsen, nationale rådgivningstilbud (MÆRK, RED Rådgivning, Lev Uden Vold).

### 8.2. Definitioner, tegn og reaktioner

### 8.2.1 Æresrelaterede konflikter

Æresrelaterede konflikter opstår typisk i kollektivistiske og patriarkalske familieformer, hvor individets rettigheder begrænses for at beskytte familiens eller netværkets ære. Handlinger kan omfatte negativ social kontrol, trusler, vold, tvangsægteskab og ufrivillige udlandsophold. Psykisk pres er almindeligt, hvor skyld og skam bruges til at fastholde kontrol, og i nogle tilfælde ser man også økonomisk afhængighed, hvor borgeren ikke har adgang til egne midler.

### 8.2.2 Opmærksomhedspunkter

Voksne udsat for negativ social kontrol kan udvise tegn på mistrivsel, isolation eller psykisk sårbarhed. På tværs af alle fagområder skal der generelt være en opmærksomhed på, om borgeren udviser tegn på adfærd, som kan relateres til negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.

### 8.2.3 Tegn på æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol

Tegn på æresrelateret konflikt eller negativ social kontrol viser sig ofte ved, at en person har begrænset frihed til at træffe egne valg. Det kan være, at vedkommende ikke selv må bestemme over uddannelse, arbejde eller sociale aktiviteter og oplever konstant overvågning fra familie eller netværk. Konflikten kan eskalere, hvis personen forsøger at leve mere selvstændigt, og det kan komme til udtryk gennem trusler, pres til ægteskab eller pludselige rejser til hjemlandet uden forklaring. Nedenstående er vejledende opmærksomhedspunkter:

- Isolation og indespærring
- Følelsesmæssig afpresning og trusler
- Kontrol af kommunikation, påklædning og sociale relationer
- Pres til ægteskab eller religiøs vielse
- Overvågning af digitale aktiviteter
- Manglende ret til at bestemme over egen krop og seksualitet

### 8.2.4 Hvor udøves vold og kontrol?

Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol kan udøves overalt; det kan være i hjemmet, arbejdspladsen, uddannelsesinstitutioner, offentlige rum og/eller i religiøse sammenhænge. Derudover skal medarbejdere også være bevidst om, at den sociale kontrol også kan udøves på digitale platforme.

### 8.2.5 Hvad kan udløse/forstærke en konflikt?

Det er centralt at man er opmærksom på nedenstående punkter ift. at forstå hvad der kan udløse og/eller forstærke en konflikt. Disse er ikke udtømmende og er nødvendigvis heller ikke elementer, som altid udløser/forstærker en æresrelateret konflikt. De skal derfor opfattes som vejledende:

- Valg af uddannelse eller job
- Sociale relationer uden for familien
- Seksualitet eller anden køn
- Ønske om skilsmisse
- Kontakt til myndigheder
- Påklædning og livsstil

### 8.2.6 Konsekvenser for individet

Som med ovenstående, så er nedenstående punkter ikke udtømmende og må opfattes som vejledende. Men de giver medarbejdere indsigt i, hvordan en konflikt og negativ social kontrol påvirker borgeren. Dermed kan de være anvisende punkter, som ofte sammen med andre ting, kan gøre medarbejdere opmærksom på en potentiel æresrelateret konflikt og negativ social kontrol:

- Lavt selvværd
- Depression og angst
- Ensomhed og isolation
- Selvskade og selvmordstanker
- Kompleks PTSD

### 8.3 Forebyggelse

For medarbejderne er det vigtigt at forstå, at forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol blandt voksne kræver en helhedsorienteret indsats, hvor både myndigheder, civilsamfund og den enkelte borger har en part. Æresrelaterede konflikter opstår typisk i miljøer, hvor familiens eller slægtens omdømme vægtes højere end individets frihed. Dette kan føre til kontrol over valg af partner, uddannelse, arbejde og sociale relationer jf. elementerne i punkt 2.

En vigtig del af forebyggelsen er derfor **viden**, **oplysning** og **tværfagligt** samarbejde.

- Viden og oplysning er centrale elementer for at forstå, at mange voksne, der lever under negativ social kontrol, ikke kender deres rettigheder eller er bange for at bryde med (deres) normer. Derfor er det afgørende at medarbejderne, i mødet med borgerne, og især ved mistanke, er dygtige til at formidle videre, at den enkelte borger har ret til selvbestemmelse. På den måde får borgeren viden om, at det de oplever som en ”normal-norm”, ikke nødvendigvis er det i en dansk lovmæssig kontekst.
- Endelig kræver forebyggelse et stærkt tværfagligt samarbejde. Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol er komplekse problemstillinger, der sjældent kan løses af én aktør alene. Derfor bør der være et godt og tæt samarbejde mellem bl.a. beskæftigelses-, social-, børn og-ungeområdet, politi, civilsamfundsorganisationer m.fl. På Ærø er der allerede et tæt samarbejde mellem de forskellige områder og områderne har ligeledes et tæt samarbejde med politiet via diverse netværksmøder, således en eventuel mistanke også kan drøftes her.

### 8.4 Håndtering

Det er helt centralt i håndteringen af mistanke eller bekymring ved æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, at medarbejdere bruger deres kollegaer og ledere til sparring. En bekymring eller mistanke kan være en diffus størrelse, men det kan, som tidligere nævnt, være små tegn på mistrivsel, som manglende fremmøde, undvigende adfærd eller indikationer på, at borgeren er under kontrol. På dette stadie har man ikke konkret viden om handlinger, men bekymringen skal tages alvorligt.

Når ovenstående er observeret, bør medarbejderen i første omgang skærpe observationen og følge borgeren tættere over en periode. Det er vigtigt at tage en åben og tillidsfuld samtale med borgerne og eventuelt med familien, hvis det vurderes forsvarligt. Bekymringen skal altid drøftes med nærmeste leder, og observationer skal dokumenteres i fagsystemet.

Det er vigtigt, at man er opmærksom på, at i sager om æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol, kan kontakt til andre myndigheder, områder mv. medføre, at sagen eskalerer, når familie, børn, netværk m.fl. bliver informeret. Det er derfor vigtigt, at man, ud fra sagens konkrete karakter, overvejer hvordan man bedst muligt sikrer sig inddragelse af fx børn og ungeområdet. Derfor er det centralt, at man sikrer en kontakt og dialog med sit team og leder, på et så tidligt tidspunkt som muligt.

Ved mistanke:

1. Drøft sagen med nærmeste leder og team (inddrag Socialområdet for råd og vejledning, hvis bekymringen eller mistanke opstår andetsteds)
2. Tilbyd rådgivning (§10)
3. Vurder behov for handleplan (§12a)
4. Vurder behov for eventuel inddragelse af relevante aktører

Ved akut fare:

1. Ring 112
2. Sikr borgers sikkerhed

## AKTIONSKORT – Voksne (18+)

AKTIONSKORT - VOKSNE (18+)| **Situation** | **Handling** |

| Bekymring for æresrelateret konflikt | Drøft med leder, dokumentér, tilbyd rådgivning (§10), vurder behov for handleplan (§12a). |
| Mistanke om alvorlig æresrelateret konflikt | Kontakt socialområdet, kontakt nærmeste leder, udarbejd handleplan med borgeren. |
| Akut fare (vold, bortførelse, tvangsægteskab) | Ring 112, sikr borgerens sikkerhed, kontakt politi, krisecenter (hvis aktuelt) og leder |

## ANSVARS-KORT – Opsporingsarbejdet

Ansvars-kortet giver et hurtigt overblik over roller og ansvar i opsporingsfasen blandt medarbejdere og ledere.

ANSVARSKORT TIL OPSPORINGSARBEJDET| **Medarbejdernes rolle og ansvar** | **Ledelsens rolle og ansvar** |

| Observer bekymrende tegn hos borgeren og dokumentér systematisk. | Sikre opfølgning på medarbejdernes bekymringer og skab rum for faglig sparring. |

## Kontaktoversigt og Handleveje

Hvem kontakter hvem?

Mærk (nationalt center mod æresrelaterede konflikter) -> fagperson (strategisk rådgivning, koordinering, indsatser og politikker)

nc-maerk.dk | maerk@siri.dk | Carl Jacobsens Vej 39, 50 Valby

RED (rådgivning og center mod æresrelaterede konflikter -> borger/fagperson (akut hjælp, rådgivning, sparring og sikkerhedsplan)

red-center.dk | raadgivning@red-center.dk | Tlf.: 70277666

### Handleveje ved bekymring, mistanke og akut fare

Bekymring: Skærp observation, dokumentér i fagsystemet, drøft med leder.

Mistanke: Drøft med leder/team, tilbyd rådgivning (§10), vurder behov for handleplan (§12a), inddrag relevante aktører.

Akut fare: Ring 112, sikr borgers sikkerhed, kontakt politi/krisecenter.

### Lev uden vold

Formål: Forebygge og bekæmpe vold i nære relationer, hjælpe voldsudsatte og voldsudøvere.

Tilbud: National hotline (1888), juridisk rådgivning, Slip Volden-program, krisecenteroversigt.

Kontakt: https://levudenvold.dk | Hotline: 1888 | E-mail: kontakt@levudenvold.dk| Tlf.: 31514441