I henhold til § 3 i Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område skal kommunen behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt med henblik på at afgøre, om der er ret til hjælp og i så fald hvilken.
Kommunen skal på de enkelte sagsområder fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. Fristerne skal offentliggøres.
Fristerne afhænger af, hvilken støtte eller hjælp, der ansøges om. Der kan være flere ting, der skal afklares, eller som kræver, at der indhentes forskellige former for dokumentation. Sagsbehandlingstiden løber fra det tidspunkt kommunen modtager ansøgningen og indtil afgørelsen sendes til ansøger.
Overholdelse af sagsbehandlingsfristerne forudsætter, at ansøgningen er korrekt udfyldt, at evt. frister overholdes og at den dokumentation, der er påkrævet, foreligger ved ansøgningen, eller er fremskaffet til tiden, når kommunen anmoder om det.
Sagsbehandlingstiderne er generelle og gælder for langt de fleste sager. Det betyder, at ansøgningerne behandles så hurtigt som muligt. Ved akut behov behandles sagerne med det samme.
Der kan imidlertid være sager, hvor den fastsatte behandlingsfrist ikke kan overholdes. Hvis dette er tilfældet, vil ansøger blive oplyst om hvornår afgørelsen bliver truffet.
Fristerne efter § 3, stk. 2, gælder også ved kommunalbestyrelsens behandling af afgørelser efter lov om social service, som er hjemvist af Ankestyrelsen. Fristerne regnes fra modtagelsen af Ankestyrelsens afgørelse.