𝐄𝐫 𝐝𝐮 𝐨𝐩𝐦æ𝐫𝐤𝐬𝐨𝐦 𝐩å, 𝐡𝐯𝐞𝐦 𝐝𝐮 𝐝𝐞𝐥𝐞𝐫 𝐝𝐢𝐧𝐞 𝐩𝐞𝐫𝐬𝐨𝐧𝐥𝐢𝐠𝐞 𝐨𝐩𝐥𝐲𝐬𝐧𝐢𝐧𝐠𝐞𝐫 𝐦𝐞𝐝?
Digitale svindlere kan virke troværdige og være svære at gennemskue. De kan udgive sig for at være fra banken eller en myndighed. Men husk - banker og offentlige myndigheder vil ikke uopfordret bede om dine personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald.
Denne huskeregel kan hjælpe dig, hvis svindlere forsøger at lokke personlige oplysninger ud af dig. Banker og offentlige myndigheder vil nemlig kontakte dig gennem Digital Post, din netbank eller henvise til selvbetjeningsløsninger, hvis de har brug for dine personlige oplysninger.
Digitaliseringsstyrelsen gennemfører i øjeblikket en kampagne om identitetstyveri, som skal hjælpe borgere til at undgå at få stjålet og misbrugt deres digitale identitet. Kampagnen er et samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen og KL, Danske Regioner, Finans Danmark og politiet.
Du kan læse mere om kampagnen og se kampagnefilm på sikkerdigital.dk/identitetstyveri
Vær sikker på, hvem du deler dine personlige oplysninger med. Hvis du er i tvivl om troværdigheden, så læg røret på eller lad være med at klikke på links.
Har du brug for hjælp til at forebygge it-kriminalitet eller håndtere cyberangreb? Hvis du som borger eller virksomhed har brug for vejledning, kan du kontakte Cyberhotline for digtial sikkerhed på tlf. 33370037 eller via https://sikkerdigital.dk/cyberhotline