Orientering om taxisituationen på Ærø

I øjeblikket er det vanskeligt at skaffe en taxi i aften- og nattetimerne. Man kan derfor ikke regne med, at der er mulighed for at få en taxi, hvis man kommer til Ærø med den sidste færge om aftenen, hvor der heller ikke kører nogen bus. Man kan heller ikke regne med, at man kan ringe efter en taxi, hvis man er i byen og har behov for at blive kørt hjem.

Der er stadig 2 taxivognmænd med bevilling i kommunen. Kontakt dem i god tid, hvis du ved, at du skal bruge en taxi, så du kan få afklaret om du kan blive kørt.

Begge taxivognmænd har oplyst, at de har søgt om at få en statslig tilladelse til erhvervsmæssig personbefordring. Når de får den tilladelse, må de ikke længere køre almindelig taxikørsel uden at være tilsluttet et kørselskontor. Staten forventer, at de første tilladelser vil være meddelt i slutningen af februar.   

Kommunalbestyrelsen har derfor besluttet hurtigst muligt at gennemføre et udbud af taxikørslen på Ærø. Det er i henhold til Taxiloven kun kørselskontorer med de nye tilladelser, som kan byde på opgaven. Da det både tager tid at gennemføre et udbud, og der endnu ikke er nogen godkendte kørselskontorer, vil der sandsynligvis være en periode først på foråret, hvor der ingen taxikørsel er i kommunen. Heller ikke i dagtimerne.

Da alt står og falder med, hvornår de nye tilladelser bliver meddelt og om der er kørselskontorer, som er interesseret i at byde på opgaven, kan vi desværre ikke være mere præcise i forhold til, hvornår der igen er en tilfredsstillende taxidækning i kommunen.