OPDATERING 26/10-23: Arbejdet på Marstal Torv er udskudt på ubestemt tid grundet andre opgaver i kølvandet på stormfloden. Ærø Kommune vil melde ud, når arbejdet går i gang.
Projekt ’Det grønne torv’ i Marstal går snart i gang. Det betyder, at torvet og Markgade vil være lukket for bilkørsel fra mandag den 23. oktober (uge 43) – forventeligt til og med fredag den 17. november (uge 46).
Tanken er, at torvet skal være et grønt åndehul med mindre trafik. Derfor kan du fremover ikke parkere på torvet. Hvis du skal parkere, er det muligt bag Lærkegade, med indkørsel fra Vestergade og Kirkestræde.
Samtidig bliver trafikken på Markgade ensrettet fra Vestergade og mod Kirkestræde.
Handicapparkeringen bliver på torvet, men vil midlertidigt blive rykket ned ved Kirkestræde, mens byggearbejdet står på.
Det vil fortsat være muligt at besøge svømmehallen.
Torvet som samlingssted
’Det grønne torv’ er et projekt om at forskønne torvet, så det bliver en smuk og funktionel forlængelse af gågaden. I spidsen for projektet står en projektgruppe under Lokalrådet Marstal, der fik tildelt 500.000 kr. fra Ærø Kommune i en konkurrence i forbindelse med Helhedsplanen for Marstal – Mit Marstal.
Ambitionen med projektet er at skabe et sted, der binder land, by og havn sammen. Torvet skal være et samlingssted for børn og voksne, fastboende og turister. Et sted, man kan slå sig ned og mødes med andre til torvedag, høstmarkeder, juletræssalg og fejring af lokale traditioner som roeoptog, fastelavn og jazzfestival.
Projektet sker under samarbejde med Ærø Kommune, Lokalrådet Marstal, Handelsforeningen, Handicaprådet, Haveselskabet og Snorren - Bevaringsforeningen for Marstal og politiet.