Onsdag den 23. november 2022 gav Planklagenævnet Ærø Kommune medhold i kommunens afgørelser for anvendelse af ejendomme i Ærøskøbing. 2 ud af 5 sager er afgjort ved Planklagenævnet, og i de 2 sager har kommunen fået medhold i afgørelsen.
I knap 2 år har et mindre antal boligejere været i tvivl om, hvordan de må bruge deres ejendom i centrum af Ærøskøbing.
Ærø Kommune har henvist til lokalplanen for området, som tilkendegiver, at boliger i centrum af byen skal bruges som helårsbeboelse med ganske få undtagelser. Kommunen fik medhold i Planklagenævnet, hvilket betyder, at ejendommene i de 2 afgjorte sager ikke må anvendes som fritidsbolig.
Ærø Kommune har i alt truffet afgørelse i 8 ud af 11 sager om helårsbeboelse i Ærøskøbing bymidte. Heraf er 5 sager endt i Planklagenævnet, hvor de 2 sager onsdag blev afgjort.
”Det er dejligt, når vi kan få afsluttet sagerne om helårsbeboelse i Ærøskøbing. Boligejerne har i næsten 2 år været usikre på, hvordan de måtte bruge deres bolig, og det er længe at gå og vente på en afgørelse. Sagen har været meget indgribende for beboernes ret til at bruge deres ejendom, og derfor glæder det mig, at afgørelserne i Planklagenævnet virker til at blive afgjort hurtigere, end vi først forventede,” siger udvalgsformand for Teknik-, Miljø og Havneudvalget, Leo Holm.
Som følge af afgørelsen fra Planklagenævnet vil Ærø Kommune i den kommende tid sende en skrivelse til alle ejere af ejendomme i området under Lokalplan 9-9B, hvor kommunen vil underrette om det videre forløb.
Yderligere oplysninger:
Kontakt:
Peter M. Nielsen, Teknik- og miljødirektør
+45 23 48 68 62
pmn@aeroekommune.dk