
Analyser af ruten mellem Ærøskøbing og Svendborg viser, at de kommende elektriske færger, E-ferry Twins, bliver dobbelt-endere. Dette design bidrager til et lavere energiforbrug og bedre manøvremuligheder, da færgen undgår at vende ved havneanløb. Resultaterne indikerer også mindre bølgedannelse trods større størrelse på færgerne.
Disse analyser bliver sammen med simuleringer udført for at opnå så høj driftssikkerhed som muligt på de nye færger.
”Driftssikkerheden på ruten mellem Ærøskøbing og Svendborg er altafgørende. Derfor er disse analyser meget vigtige at udføre tidligt i processen, og jeg er meget tilfreds med resultatet,” udtrykker færgedirektør, Keld M. Møller.
E-ferry Twins forventes at bruge mindre energi end de nuværende færger, samtidig med at de kan transportere flere køretøjer. Beregningerne af energiforbruget tager udgangspunkt i en overfartstid på 75 minutter.
Næste skridt er at udføre manøvresimuleringer, hvor færgepersonale skal teste sejladsen under forskellige vejr- og strømforhold. Dette vil vise, om manøvremulighederne for de større skibe er tilstrækkelige, herunder i det snævre Højesteneløb.
E-ferry Twins-projektet skal skabe en mere energivenlig og bæredygtig færgefart. Resultaterne fra manøvresimuleringerne vil bidrage til at bekræfte det beregnede energibehov og dimensionere de nødvendige ladeløsninger. Yderligere vil de supplere den kommende miljøscreening og være afgørende for udformningen af havnedesignet.
Med E-ferry Twins fortsætter Ærø mod en grønnere og mere bæredygtig fremtid inden for færgedrift til og fra Ærø.