Budgetforlig 2024-2027: Budget i balance
Onsdag den 27. september 2023 indgik en samlet kommunalbestyrelse et budgetforlig for budgettet 2024 og overslagsårene 2025-2027.
Budgetforliget er i høj grad et udtryk for den økonomiske situation, som Ærø Kommune - men også landets øvrige kommuner – står i. Budgettet for 2024 er påvirket af den uforudsigelige samfundsøkonomiske udvikling med stigende udgifter. Foruden de stigende energipriser, oplever Ærø Kommune også stigende udgifter på områder som pension, det specialiserede voksenområde og vedligeholdelse af færger.
Det har været nødvendigt at foretage alvorlige besparelser og effektiviseringer. For det første for at sikre en balanceret økonomi, der lever op til kommunens egne pejlemærker om at sikre overskud på driften og en fornuftig likviditet. For det andet for at overholde KL’s økonomiske ramme for service og anlæg.
”Jeg er glad for, at en enig Kommunalbestyrelse er gået sammen i en vanskelig tid om at skabe et budget i balance. I en tid hvor vi er nødt til at spare, er det positivt, at der er forsøgt udarbejdet en langsigtet løsning, som forhåbentligt kan sikre en robust økonomi de kommende år. Det er afgørende for, at vi, trods besparelser, kan sikre god velfærd og service til borgerne på Ærø.” Peter Hansted, Borgmester, Ærø Kommune
En langsigtet plan
Kommunalbestyrelsen har lagt vægt på, at budgettet skal sikre en ansvarlig og langsigtet økonomisk plan. Det er ambitionen, at budgettet skal understøtte en fornuftig drift og en robust likviditet de kommende år.
Inklusionsindsats i folkeskolen, finansiering af kontorelever og sikring af stabil drift af E/F Ellen, er nogle af de poster, som Kommunalbestyrelsen er enige om at styrke yderligere fra 2024. Samtidig er der foretaget en række besparelser, som strækker sig på tværs af områder som administration, klima, velfærdsområdet, fritidsområdet og anlægsområdet.
Besparelser
Budgetforliget indeholder driftsbesparelser for i alt 6,5 mio. kr. Kommunalbestyrelsen har ønsket at udforme besparelser, så de mindst mulig griber ind i borgernes hverdag og trivsel. Dog har det været nødvendigt at foretage visse besparelser på velfærdsområdet for at komme i mål med en stabil og langsigtet økonomisk plan. Der skal bl.a. spares hos de kommunale dagtilbud, hvor personalenormeringen sættes ned, omend vil minimumsnormeringen fortsat overholdes.
Besparelser og effektiviseringer skal desuden findes i administrationen. Af administrative besparelser kan nævnes reducering af bosætningsindsatsen, reducering af klima- og energiindsatsen og besparelser på beskæftigelsesområdet.
I de kommende år skal der også spares på det tekniske område. I budgetperioden skal der spares 200.000 kr. årligt ved Park og Vej. Der bliver desuden igangsat en undersøgelse af, om der kan findes yderligere besparelser ved at udlicitere bestemte anlægsopgaver, såsom gadebelysning, til Ærø Forsyning. Derudover har det været nødvendigt at skære i tidligere vedtagne anlægsprojekter, hvilket bl.a. betyder fjernelse af midler til cykelsti og til byggemodning af parcelhusgrunde (Ryager), samtidig med at en skonnertbro i Marstal Havn skæres væk.
Slutteligt kan nævnes, at endnu en besparelse ligger i beslutningen om at sælge Arrebohallen.
Nye tiltag
I Ærø Kommunes budget for 2024 er der afsat penge til flere nye tiltag, som skal styrke den velfærd og service, der tilbydes til borgerne.
Der var bred enighed i Kommunalbestyrelsen om at styrke inklusionsindsatsen på Marstal Skole. I de kommende år er der afsat 450.000 kr. årligt, som skal bruges på et kompetenceløft af personalet og ansættelse af en uddannet inklusionsvejleder.
”Jeg er meget tilfreds med, at der var stor opbakning til at styrke inklusionsindsatsen på Marstal Skole. Det er en vigtig prioritering, at vi vælger at holde hånden under de børn, der har særlige behov.” Peter Hansted, Borgmester, Ærø Kommune
Der skal desuden bruges penge på at ansætte kontorelever i Ærø Kommune. Budgettet giver kommunen mulighed for at ansætte kontorelever hvert år, hvilket potentielt kan bidrage til beskæftigelsen og skabe besparelser på rekrutteringsindsatser.
Et andet fokus er at anskaffe en hovedmaskine og thruster til E/F Ellen. Det er en forebyggende indsats, der skal sikre en stabil drift af færgen og undgå længerevarende afbrydelser i tilfælde af reparation.
Budgetforliget er underskrevet af:
Peter Hansted (A), Hans Peter Rønn Bolding (A), Karin Thumilaire (A), Johannes Renneberg (A), Mads Boeberg Hansen (C), Frank Thorsted (C), Charlotte Aabye (løsgænger), Bent Juul Sørensen (Æ), Iza Alfredsen (V), Minna Henriksen (F), Flemming Boye (O), Inga Blom Thomas (P), Knud Borck (P), Carl Jørgen Heide (løsgænger) og Jens Weiss (M).
Yderligere oplysninger:
Find budgetforliget her
Kontakt:
Allan Krogh Filtenborg
Kommunaldirektør
+ 45 2053 1329
akf@aeroekommune.dk