Over hele landet er det svært at tiltrække nye medarbejdere til ældreområdet. Det gælder også på Ærø. Det er baggrunden for, at Kommunalbestyrelsen onsdag den 18. januar 2023 besluttede at reducere i tilbuddet om personlig og praktisk hjælp.
Færre bade og mindre rengøring i hjemmeplejen
I forbindelse med besparelser i Ærø Kommune besluttede Kommunalbestyrelsen, at serviceniveauet skal sænkes i hjemmeplejen. Det betyder, at alle borgere i eget hjem, som har brug for pleje, i udgangspunktet vil blive tilbudt ét bad hver uge samt rengøring hver 3. uge. Niveauet var før et til to bade ugentligt samt rengøring hver 2. uge.
Den nye kvalitetsstandard har som alle besparelsesforslag været i høring før kommunalbestyrelsens beslutning. Det vil sige, at den nye standard gælder fra i dag. Praktisk hjælp og personlig pleje tildeles efter en individuel og faglig vurdering. For den enkelte borger kan ændringen derfor først træde i kraft, efter besøg af visitator, der vurderer den enkeltes behov. Hvis en borger har brug for mere end ét bad per uge eller en hyppigere rengøring i hjemmet grundet nedsat funktionsevne, vil borgeren blive tilbudt dette.
”På Ærø har vi en relativ høj standard, når det gælder vores hjemmepleje. Når vi kigger mod andre kommuner, kan de have svært ved at tilbyde hjælp på samme niveau, som vi har kunnet på Ærø. Vi skal fortsat opretholde en standard, som vi kan forsvare, men vi er også nødt til at være realistiske og se på personaleressourcerne,” siger Mads Boeberg Hansen, formand for Kultur- og Socialudvalget i Ærø Kommune.
Landsdækkende mangel på sundhedspersonale
Der er et stort pres på rekrutteringen af sundhedspersonale i hele Danmark. I Ærø Kommune er det også svært at få nok personale til at bevare den høje standard. Ved at sænke niveauet, kan Ærø Kommune mindske presset på personalet og dermed forbedre deres arbejdsmiljø.
”Det er vigtigt, at vi også husker de ansattes arbejdsmiljø, når vi vælger, at vi skal have et højt serviceniveau i ældreplejen. Vi er nødt til at være realistiske i forhold til de ressourcer, vi har til rådighed, og de opgaver, der skal løses. Vi er rigtigt kede af at skulle nedjustere standarden, men vi er desværre nødsaget til det. Vi har meget dygtige og samvittighedsfulde medarbejdere, og manglen på hænder gør, at der trækkes meget på den enkelte, som har mange opgaver hen over dagen. Vi kan ikke fjerne, men vi vil gerne lette presset på personalet” siger Kimma Vingaard Thomsen, som er direktør på kultur- og socialområdet.
Det forventes, at alle borgere i eget hjem, der i dag får praktisk hjælp og personlig pleje, er visiteret efter den nye standard inden sommerferien 2023.
Kommunalbestyrelsen besluttede derudover at afskaffe klippekortsordningen i hjemmeplejen. Klippekortsordningen er et tilbud om en times ekstra hjælp om ugen til sociale aktiviteter såsom frisørbesøg, cykeltur, gåtur og praktisk hjælp i og uden for hjemmet. Ordningen afskaffes for at skabe mere tid til de primære plejeopgaver i hjemmeplejen.
Kontakt:
Mads Boeberg Hansen
Formand for Kultur- og Socialudvalget
+45 4014 8681
mbh@aeroekommune.dk
Kimma Vingaard Thomsen
Kultur- og Socialdirektør
+ 45 6352 5002
kvt@aeroekommune.dk