
I april 2021 annoncerede Transportministeriet en pulje til grønne færger på 233 millioner kroner. Ærø Kommune, der i forvejen drifter el - færgen Ellen, indsendte en ansøgning til puljen om tilskud til bygning og idriftsættelse til yderligere to elektriske færger. I dag, den 22. december 2021, blev det bekendtgjort at Ærøfærgerne modtager 71.625.000 kroner fra Pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger.
Ærø Kommune har både bygget og idriftsat den langtrækkende elfærge E / F Ellen, og på baggrund af de gode erfaringer med emissionsfri færgedrift, besluttede kommunalbestyrelsen i august 2021, at Ærø Kommunes resterende tre dieselfærger skal erstattes af bæredygtige alternativer pr. 2035. Derfor handlede man hurtigt, da Transportministeriets Pulje til grøn omstilling af indenrigsfærger blev annonceret. Således besluttede kommunalbestyrelsen den 13. oktober 2021, at man skulle søge puljen om tilskud til at erstatte de to dieselfærger på ruten mellem Ærøskøbing og Svendborg med to emissionsfri færger.
Ærø vil deltage i standardisering af fremtidens emissionsfri færger
Projektet, som ansøgningen til puljen baseres på, er udarbejdet på baggrund af Færgesekretariatets og Odense Marine Technologys (OMT) nye standardfærgekoncept, som blandt andet bygger på erfaringerne med E / F Ellen. Derved er hensigten at man vil kunne være med til at skabe stordriftsfordele, lettere og hurtigere adgang til service og reservedele, og på sigt accelerere den grønne omstilling af færgedriften i Danmark.
Ærøfærgernes direktør, Keld M. Møller, glæder sig over tildelingen af midler
"Vi havde selvfølgelig håbet, at man ville tilgodese vores projekt, og vi er meget taknemmelige for det flotte tilskud. Ærø Kommune og Ærøfærgerne har været med til at flytte barren for emissionsfri færgedrift ved at demonstrere, at det er muligt at servicere selv længere færgeruter uden fossile brændstoffer. Med tilskuddet håber vi at kunne fortsætte med at bidrage til den grønne omstilling på det maritime område."
Næste skridt i processen er, at projektet skal behandles politisk på baggrund af det endelige tilsagn fra den grønne færgepulje.
Links:
Ærøfærgerne: www.aeroe-ferry.dk
Ærø Kommune: https://www.aeroekommune.dk/borger/energi-natur-miljoe-klima/baeredygtig-energi
Elfærgen E/F Ellen: https://www.el-færgeprojekt.dk/
Kontaktoplysninger
Keld M. Møller, Direktør, Ærøfærgerne, info@aeroe-ferry.dk, tlf.: 62 52 40 00
Om Færgepuljen
Læs om færgepuljen her:
https://www.trm.dk/nyheder/2021/aftale-om-200-millioner-kroner-til-groenne-faerger-i-danmark