Du skal møde personligt op i borgerservice på Ærø Rådhus i Ærøskøbing.
Kategorier
Du kan få kørekort til forskellige kategorier:
- LK: Lille knallert. Giver ret til at føre en knallert med konstruktivt bestemt maksimal hastighed på 30 km/t.
- AM: Stor knallert. To- eller trehjulet køretøj, der maksimalt kan køre 45 km/t.
- A1, A2 og A: Kørekort til lille, mellemstor og stor motorcykel.
- B: Person- og varebil på indtil 3.500 kg og med plads til højst ni personer
- C1: Lille lastbil på over 3.500 kg, men ikke over 7.500 kg
- C: Stor lastbil på over 3.500 kg
- D1: Lille bus med plads til over ni men højst 17 personer og med en længde på højst 8 meter.
- D: Bus med plads til flere end ni personer eller med en tilladt totalvægt på over 3.500 kg.
- E: Stort påhængskøretøj på over 750 kg i forbindelse med B, C eller D.
Derudover kan du få kørekort til erhvervsmæssig personbefordring til D1 og D og kørekort til traktor/motorredskab.
Kørekort til personbil
For at få kørekort til personbil skal du:
-
være fyldt 17 år - hvorefter man kan køre bil sammen med en erfaren bilist som ledsager til man fylder 18 år. Først når man er fyldt 18 år, må man køre bil alene.
- have en lægeattest, som dokumenterer syn, hørelse m.m. Et handicap behøver ikke at forhindre dig i at køre bil, men det skal dokumenteres af lægen, der udsteder en lægeattest i forbindelse med dit kørekort.
- have sædvanlig bopæl i Danmark
- have gennemført et kursus i færdselsrelateret førstehjælp.
Kravet om førstehjælpskursus gælder kun, hvis du skal have kørekort for første gang. Kurset må højest være ét år gammelt, når du ansøger om at få et kørekort.
Kørekort til lastbil og bus
Der findes fire forskellige kørekort-kategorier til lastbiler og busser, og du skal først have erhvervet dig et kørekort til personbil for også at kunne tage et stort kørekort.
Kategorierne og alderskravene ser ud som følger:
- Kategori C1 (lille lastbil): 18 år
- Kategori C (stor lastbil): 21 år
- Kategori D1 (lille bus): 21 år
- Kategori D (stor bus): 24 år.
Der findes visse undtagelser fra alderskravene, som du kan læse om i Kørekortbekendtgørelsen:
Kørekort til motorcykel
Der findes tre forskellige kørekort-kategorier til motorcykler, og du skal i lighed med kørekørt til personbil opfylde følgende krav uanset kategori:
- have en lægeattest, som dokumenterer syn, hørelse m.m.
- have sædvanlig bopæl i Danmark
- have gennemført et kursus i færdselsrelateret førstehjælp.
Alderskravene og kategorierne ser ud som følger:
- Kategori A1 (lille motorcykel): 18 år
- Kategori A2: (mellem motorcykel): 20 år
- Kategori A: (stor motorcykel): 24 år.
Der findes visse undtagelser fra alderskravene, som du kan læse om i Kørekortbekendtgørelsen.
Kørekort til lille knallert
Du kan få udstedt kørekort til lille knallert, når du er 15 år. Køreundervisningen foregår normalt på ungdomsskoler eller AMU-centre, og du kan begynde til undervisningen, når du er fyldt 14 år og seks måneder. Du skal dog være fyldt 15 år for at få udstedt knallertbeviset.
Fra den 19. januar 2013 gælder der nye regler for knallertkørekortet. Hvis du er under 18 år, skal du klare følgende for at få beviset:
- følge ungdomsskolens undervisning og bestå både en teoriprøve og en praktisk køreprøve
- bestå 30 undervisningstimer - inklusiv den teoretiske og den praktiske prøve.
Før du kan gå op til den praktiske prøve, skal du desuden have gennemført et førstehjælpskursus, som er et særskilt kursus og ikke en del af knallertundervisningen.
Er du 18 år eller derover, er det lovligt at køre på knallert uden knallertførerbevis. Reglen gælder dog ikke for unge, som fylder 18 år efter den 19. januar 2013. Fra den dato træder der nye regler i kraft, som betyder, at du skal have kørekort i kategorien AM (lille knallert), for at du må køre på knallert.
De nye regler gælder, hvis du er over 18 år, ikke har kørekort til bil, motorcykel eller stor knallert og ikke tidligere har taget knallertbevis i Ungdomsskolen. I så fald skal du til en teoriprøve hos Færdselsstyrelsen.
Kørekort til traktor/motorredskab
Når du fylder 16 år, kan du få kørekort til traktor/motorredskab. Køreundervisningen foregår normalt på ungdomsskoler eller AMU-centre.
Hvis du har et almindeligt kørekort, er det ikke nødvendigt med et traktorkørekort.
Hvis du vil klage
Over en kørelærer
Hvis du vil klage over en kørelærer, skal du henvende dig til Dansk Kørelærer-Union. Du skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle kørelærere, der er medlem.
Over køreundervisning
Hvis du vil klage over køreundervisning eller en kørelærer, der ikke er medlem af Dansk Kørelærer-Union, skal du henvende dig til Ankenævnet for køreundervisning.
Over teoriprøve eller praktisk prøve
Hvis du vil klage over teoriprøve eller praktisk prøve, skal du sende din klage til politidirektøren i politikredsen, der har afholdt prøven. Vil du klage over en teoriprøve eller praktisk prøve til lille knallert afholdt af kommunen, skal du klage til kommunen.
Over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort
Hvis du vil klage over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort, skal du sende din klage til den kommune eller politikredsen, som har truffet afgørelsen. Kommunen eller politikredsen videresender så klagen til Færdselsstyrelsen sammen med sagen. Klagefristen er fire uger fra den dag, kommunens eller politikredsens afgørelse er meddelt.
Kørekort i udlandet
Internationalt kørekort uden for EU
Dit almindelige kørekort er tilstrækkeligt i alle EU-lande, Schweiz og de tre EØS-lande (Island, Norge og Liechtenstein).
Hvis du opholder dig i et land uden for EU eller EØS, skal du muligvis have et internationalt kørekort. Hvorvidt du skal have et internationalt kørekort, afhænger af det pågældende land, du rejser til. Du kan kontakte ambassaden for det land, du rejser til for yderligere information. Vær opmærksom på, at du muligvis skal have flere internationale kørekort, hvis du skal køre i flere lande på samme rejse.
Medbring dit almindelige, gyldige kørekort sammen med det internationale
Et internationalt kørekort erstatter ikke det almindelige kørekort, men betragtes som en anerkendt oversættelse af dit danske kørekort. Derfor skal du også medbringe dit almindelige kørekort. Du kan kun få udstedt et internationalt kørekort, hvis du har et gyldigt dansk kørekort.
Priser på ombytning af kørekort (2023) | Pris |
Ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort, bortset fra kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 280 kr. |
Ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort til kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 140 kr. |
Tvungen ombytning som følge af nye regler og lignende | 140 kr. |
Du får dit internationale kørekort ved at møde personligt op i en hvilken som helst kommunes
borgerservice.
Det internationale kørekort er gyldigt 1 år fra udstedelsesdatoen
Inden du møder op i borgerservice skal du sikre dig, om din kommune kræver tidsbestilling inden fremmøde. Herudover skal du medbringe:
- dit gyldige, danske kørekort
- pasfoto efter gældende regler.
Fornyelse af kørekort til danskere bosat i udlandet
Er du dansker med bopæl i udlandet, og har du mistet eller skal have fornyet dit kørekort, skal du henvende dig hos den udenlandske myndighed for kørekort.
Det er som regel din udenlandske bopælskommune, du skal henvende dig til. Det vil sige du ikke længere kan få udstedt et nyt kørekort i Danmark.
Kørekortmyndigheden vil bede dig om en bekræftelse på, at dit kørekort er udstedt i Danmark. Denne bekræftelse skal du selv indhente ved at henvende dig skriftligt til Færdselsstyrelsen.
Ansøgningen på bekræftelsen skal indeholde din fødselsdato og din nuværende adresse.
Hvis du har mistet dit kørekort, skal du også redegøre for, hvordan det er mistet. Det er vigtigt, at du husker at underskrive ansøgningen.
Ansøgningen skal sendes med brev eller mailes til:
Færdselsstyrelsen
Sorsigvej 35
6760 Ribe
Tlf: 7221 8899
Mail: info@fstyr.dk
Når du modtager bekræftelsen, skal du tage den med til myndighederne i udlandet.
Fra Udenlandsk til Dansk kørekort
Må jeg køre i Danmark med udenlandsk kørekort?
Hvis du er udlænding med midlertidig bopæl i Danmark, kan du bruge et internationalt kørekort (en oversættelse af kørekortet) og et gyldigt udenlandsk kørekort. Du må køre i de samme køretøjer i Danmark, som du må køre i det land, hvor kørekortet er udstedt.
Turistkørekort
Hvis du ikke har et internationalt kørekort eller et oversat udenlandsk kørekort, kan du få udstedt et turistkørekort hos politiet, der giver tilladelse til midlertidigt at køre i Danmark. Du skal medbringe dokumentation fra dit hjemland om dit kørekort.
Ombytning til dansk kørekort
Kørekort fra Færøerne, et EU-land eller EØS-land (Island, Norge og Lichtenstein)
Hvis du har et kørekort enten udstedt på Færøerne, et EU-land eller et EØS-land (Island, Norge og Liechtenstein), kan du bruge det i Danmark. Du kan vælge at få det byttet til et dansk EU-kørekort uden at komme til kontrollerende køreprøve, hvis du har bopæl i Danmark.
I kørekortmæssig henseende har du som udgangspunkt bopæl i Danmark fra det tidspunkt, du bosætter dig i Danmark med henblik på at opholde dig her i landet i mindst 185 dage som følge af din personlige eller erhvervsmæssige tilknytning.
Kørekort fra Grønland
Hvis indehavere af grønlandsk kørekort får bopæl i Danmark, har de følgende 2 muligheder for at køre bil i Danmark:
- Det grønlandske kørekort kan blive sidestillet med et dansk kørekort ved gennemførsel af 2 lektioners kørsel af minimum 45 minutters varighed hos en dansk kørelærer.
- Ombytning af det grønlandske kørekort til et dansk kørekort. Der skal aflægges en kontrollerende køreprøve.
Kørekort fra Australien Capital Territory, Brasilien, Japan, Kinesisk Taipei (Taiwan), Republikken Korea (Sydkorea), Rusland, Schweiz eller Ukraine
Kørekort til kategori B kan også ombyttes til et dansk kørekort uden kontrollerende køreprøve, hvis det er udstedt i Australien Capital Territory, Brasilien, Japan, kinesisk Taipei (Taiwan), Nordmakedonien, Republikken Korea (Sydkorea), Rusland, Schweiz eller Ukraine, og du skal medbringe en lægeattest udstedt af din egen læge. Herudover skal du afgive en skriftlig selverklæring på tro og love om ikke at have været frakendt førerretten i de seneste fem år, og at førerretten i øvrigt ikke er begrænset eller givet på særlige vilkår.
Hvis du vil ombytte dit udenlandske kørekort til andre kategorier end B, skal du op til en kontrollerende køreprøve.
Ombytning efter 180 dages ophold i Danmark
Inden der er gået 180 dage skal du have ombyttet dit udenlandske kørekort til et dansk kørekort, hvis du fortsat ønsker at kunne køre bil her i landet.
Kørekort fra Singapore, USA, Canada, Australien, Chile, Bosnien-Herzegovina, Serbien, New Zealand, Nordmakedonien, Isle of Man (Øen Man) eller Israel
Kørekort til kategori B kan også ombyttes til et dansk kørekort uden kontrollerende køreprøve, hvis det er udstedt i Singapore, USA, Canada, Australien, Chile, Bosnien-Herzegovina, Serbien, New Zealand, Isle of Man (Øen Man) eller Israel, og du skal medbringe en lægeattest udstedt af din egen læge. Du skal afgive en skriftlig selverklæring på tro og love om ikke at have været frakendt førerretten i de seneste fem år, og at førerretten i øvrigt ikke er begrænset eller givet på særlige vilkår, og afgive en erklæring om at have to års reel føreranciennitet.
Hvis du vil ombytte dit udenlandske kørekort til andre kategorier end B, skal du op til en kontrollerende køreprøve.
Ombytning efter 180 dages ophold i Danmark
Inden der er gået 180 dage skal du have ombyttet dit udenlandske kørekort til et dansk kørekort, hvis du fortsat ønsker at kunne køre bil her i landet. Du skal derfor i disse tilfælde søge om ombytning af dit udenlandske kørekort, hvis du fortsat ønsker at køre i Danmark.
Øvrige udenlandske kørekort
Øvrige udenlandske kørekort giver kun ret til at køre i Danmark i op til 180 dage, efter du er registreret med fast bopæl i Danmark.
Du skal derfor også i dette tilfælde søge om ombytning af dit udenlandske kørekort til dansk, hvis du fortsat ønsker at køre i Danmark.
Øvrige udenlandske kørekort kan først ombyttes efter en kontrollerende køreprøve.
Hvad koster det at ombytte kørekort?
Priser på ombytning af kørekort (2023) | Pris |
Ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort, bortset fra kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 280 kr. |
Ombytning af udenlandsk kørekort til dansk kørekort til kategori LK og AM (lille og stor knallert) | 140 kr. |
Tvungen ombytning som følge af nye regler og lignende | 140 kr. |
Du kan også se de aktuelle priser på ombytning af kørekort på Færdselsstyrelsens hjemmeside.
Hvor får du kørekortet?
Du skal henvende dig i Borgerservice i en af landets kommuner for at få ombyttet dit udenlandske kørekort til et dansk kørekort.
Inden fremmøde i Borgerservice skal du sikre dig, om din kommune kræver tidsbestilling inden fremmøde. Herudover skal du medbringe:
- en lægeattest, som er udstedt af din egen læge (NB! kun hvis du har et kørekort, som ikke er udstedt på Færøerne, i Grønland i et EU- eller EØS-land)
- du skal også medbringe en lægeattest, hvis dit udenlandske kørekort udløber inden for nær fremtid. Det danske kørekort vil nemlig få samme udløbsdato. Dog maksimalt i 15 år.
- et fotografi
- dit kørekort
- et gyldigt pas
- gyldig opholdstilladelse eller opholdsbevis, hvis du ikke er dansk eller nordisk statsborger eller lovligt kan opholde dig i Danmark uden tilladelse.
Borgerservice kan samtidig kræve en oversættelse af dit kørekort. Oversættelsen skal være udført af en offentlig myndighed eller af en organisation, der i udstedelseslandet er bemyndiget dertil.
Har du ikke et gyldigt pas, skal du medbringe din originale dåbs-, navne- eller fødselsattest samt billedlegitimation.
Krav til foto i kørekort
Der gælder særlige krav til det fotografi, der skal bruges i dit kørekort:
- fotografiet skal være uden skader
- det skal ligne dig og have størrelsen 35 x 45 mm, hvor hovedet måler mellem 30-36 mm i højden
- billedet skal tages lige forfra og vise dit ansigt og det øverste af skuldrene
- hovedbeklædning må kun bæres, hvis det er af religiøse grunde, og pandeparti, kindben og hage skal være synlige
- ansigtet skal være jævnt belyst
- begge øjne skal være helt synlige og blikket rettet mod kameraet
- munden skal være lukket
- briller må ikke være tonede og skal være uden reflekser
- baggrunden skal være lys og uden skygger eller motiver.
Brexit
Den britiske beslutning om at forlade EU betyder, at Storbritannien ikke længere er et EU-land. Efter overgangsperiodens udløb ved udgangen af 2020 er der ændringer på en lang række områder, bl.a. på kørekortsområdet.
Kørekort udstedt i Storbritannien (kort ophold i Danmark)
Hvis du opholder dig midlertidigt i Danmark, kan du bruge dit britiske kørekort. I Danmark er det bestemt, at du kan bruge dit kørekort, hvis kørekortet er med latinske bogstaver, eller hvis teksten på kørekortet er ledsaget af en dansk, engelsk eller fransk oversættelse.
De samme regler som i Danmark er nødvendigvis ikke de samme i de øvrige EU-lande. Det betyder, at hvis du kører i et andet EU-land end Danmark, så kan det blive nødvendigt for dig at have et internationalt kørekort, som skal bæres sammen med det almindelige kørekort.
Kørekort udstedt i Storbritannien (fast bopæl i Danmark)
Hvis du har et kørekort udstedt i Storbritannien og er bosat i Danmark, skal du have ombyttet dit kørekort.
Fremgangsmåde for ombytning af kørekort afhænger af, hvornår dit britiske kørekort er udstedt. Hvis dit kørekort er udstedt før den 1. januar 2021, vil du kunne ombytte dit britiske kørekort uden krav om kontrollerende køreprøve. Hvis kørekortet omvendt er udstedt efter den 1. januar 2021, skal det ombyttes efter de almindelige regler for tredjelande, hvor der er krav om kontrollerende køreprøve. Du kan køre med dit britiske kørekort indtil 180 dage efter den 1. januar 2021, eller indtil 180 dage fra den dag du får bopæl i Danmark.
Hos Udenrigsministeriet kan du finde en oversigt over de områder, der berørt af Brexit. Derudover kan du på Færdselsstyrelsens hjemmeside bl.a. læse mere om reglerne for kørekort, og hvilken betydning de har for dig.
Køreundervisning og køreprøve
Kørekort første gang
Når du skal have kørekort for første gang, skal du henvende dig til en køreskole, som vejleder om hele forløbet i forhold til undervisning, teori- og køreprøve. Kørelæreren udleverer ansøgningsblanket.
Den 1. januar 2017 startede en 3-årig forsøgsordning, hvor du som 17-årig kan tage kørekort, og derefter køre bil sammen med en erfaren bilist som ledsager, til du fylder 18 år. Du kan starte på køreskolen, når du er 16 år og ni måneder.
Først når du er fyldt 18 år, må du køre bil alene.
Hvis du begynder at tage kørekort før du fylder 18 år, skal både du og den voksne ledsager skal opfylde en række krav for at måtte køre sammen. Det er vigtigt at sætte sig grundigt ind i reglerne, så træningen bliver både lovlig og sikker.
Du kan læse mere på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.
Køreundervisning
Køreundervisningen består af:
- teoretisk undervisning i færdselsreglerne
- køretøjets betjening og udstyr
- praktisk undervisning i kørsel, såkaldt øvelseskørsel.
Det er samtidig et krav, at du har gennemført et færdselsrelateret førstehjælpskursus. Dette gælder dog kun, hvis det er første gang, du tager kørekort.
Teori- og køretimer
For at kunne gå op til den teoretiske og praktiske køreprøve, skal du have haft følgende antal lektioner af 45 minutters varighed i teori og praktisk kørsel:
- Motorcykel (kategori A1, A2 og A): 29 lektioner teori og 22 lektioner praktik.
- Alm. bil (kategori B): 29 lektioner teori og 24 lektioner praktik
- Lastbiler/Busser (kategori C1, C, D1 og D): 16 lektioner teori og 18 lektioner praktik.
- Påhængskøretøj over 750 kg. (kategori E): Antallet af timer afhænger af, om kørekortet skal bruges til bil (4 timers teori, 6 timers praktik), lille lastbil, lille bus eller stor bus (10 lektioner teori, 6 timers praktik) eller stor lastbil (13 lektioner teori, 18 timers praktik).
Sammenhængende undervisning
Køreundervisningen skal være sammenhængende. Dvs. at der ikke må være pauser eller afbrydelser i køreuddannelsen af længere varighed. Hvis du har været fraværende i mere end tre måneder, skal du begynde forfra på køreundervisningen.
Øvelseskørsel
Den første køreundervisning til motorcykel og personbil skal foregå på et lukket, godkendt køreanlæg. Du skal mindst gennemføre fire lektioner på øvelsespladsen.
Køreteknisk anlæg
En del af køreundervisningen skal foregå på køreteknisk anlæg, hvor du bl.a. lærer at køre i glat føre.
Køreprøve
Køreprøven består af en teoretisk og en praktisk del. Den teoretiske prøve kan tidligst foregå én måned, før du fylder 18 år, og først når du har været til praktisk øvelseskørsel på manøvrebane. Du kan først gå op til den praktiske prøve, når du er fyldt 18 år og har bestået teoriprøven. Den praktiske prøve skal være aflagt senest 12 måneder, efter at du har bestået teoriprøven.
Lægeattest til køreprøve
Du skal have en lægeattest fra din egen læge, før du kan blive indstillet til køreprøve. Lægen skal kontrollere syn, hørelse, førlighed og den generelle helbredstilstand. Det fremgår af kørekortet i form af en talkode, hvis du skal bruge briller, høreapparat el.lign. under kørslen. Politiet kan kræve, at du skal sørge for yderligere erklæringer fra speciallæger mv., før kørekortet kan blive udstedt.
Færdselsrelateret førstehjælpskursus
Det er et krav, at alle, der tager kørekort for første gang, skal have gennemført et færdselsrelateret førstehjælpskursus. Et førstehjælpskursus skal gøre dig i stand til at håndtere trafikulykker. Kurset omfatter otte timers undervisning, hvor fire af timerne er om basal genoplivning, og de sidste fire handler om færdselsrelateret førstehjælp.
Teoriprøven
Teoriprøven består af en såkaldt multiple choice. Teoriprøven bliver rettet straks, efter prøven er slut, og du får derfor resultatet med det samme. Hvis du pga. særlige forhold ikke kan aflægge en skriftlig teoriprøve, kan du få en speciel prøve, hvor fx den prøvesagkyndige læser spørgsmålene op eller standser dvd afspilleren mellem hvert spørgsmål.
Den praktiske prøve
en praktiske prøve skal bestås inden 12 måneder, efter du har bestået teoriprøven. Inden du begynder at køre, skal du vise færdigheder i at kontrollere udvalgte dele af køretøjets udstyr som fx at kontrollere motorolie. Når du derefter kører, skal den prøvesagkyndige vurdere, om præstationen er tilfredsstillende.
Hvornår får jeg kørekortet?
Hvis du består prøven, får du på stedet et midlertidigt kørekort. Senere modtager du det rigtige kørekort. Det midlertidige kørekort kan bruges i Norden, men ikke i udlandet i øvrigt. I dette tilfælde kan du få et midlertidigt erstatningskørekort.
Et midlertidigt kørekort, der er udstedt efter bestået køreprøve, gælder normalt kun, indtil du modtager det rigtige kørekort.
Prisen på køreprøven
Du skal betale et gebyr på 1.000 kr. (2023) for at gå op til teoriprøven og den praktiske prøve. Herudover kommer udgifterne til køreundervisning og lægeattest. Der er ikke nogen grænse for, hvor mange gange du må gå op til en køreprøve, men du skal betale fuldt gebyr hver gang.
Udfyld ansøgning om lægeattest ved udstedelse af kørekort
Du skal have en lægeattest fra din egen læge, før du kan blive indstillet til køreprøve. Lægen skal kontrollere syn, hørelse, førlighed og den generelle helbredstilstand.
Det fremgår af kørekortet i form af en talkode, hvis du skal bruge briller, høreapparat el.lign. under kørslen. Politiet kan kræve, at du skal sørge for yderligere erklæringer fra speciallæger mv., før kørekortet kan blive udstedt.
Hvis du vil klage
Over teoriprøve eller praktisk prøve
Hvis du vil klage over teoriprøve eller praktisk prøve, skal du sende din klage til politidirektøren i den politikreds, der har afholdt prøven. Hvis du vil klage over politidirektørens afgørelse, skal du sende din klage til politidirektøren, som har truffet afgørelsen. Politidirektøren videresender så klagen til Færdselsstyrelsen sammen med sagen. Klagefristen er fire uger fra den dag, politidirektørens afgørelse er meddelt. Vil du klage over en teoriprøve eller praktisk prøve til lille knallert afholdt af kommunen, skal du klage til kommunen.
Over en kørelærer eller køreundervisning
Hvis du vil klage over kørelæreren eller køreundervisningen, skal du sende klagen til Ankenævnet for Køreundervisning. Ankenævnet behandler klager over både praktisk og teoretisk køreundervisning. Hvis du ikke mener, at kørelæreren overholder de fastsatte undervisningsplaner, kan du også anmelde det til politiet.
Over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort
Hvis du vil klage over begrænsninger i gyldigheden af dit kørekort, skal du sende din klage til den kommune eller politiet, som har truffet afgørelsen. Kommunen eller politiet videresender så klagen til Færdselsstyrelsen sammen med sagen. Klagefristen er fire uger fra den dag, kommunens eller politiets afgørelse er meddelt.
Legitimation og ID kort
Det er muligt at ansøge om at få et legitimationskort, hvis du er 15 år eller derover.
Det kræver, at du har en folkeregisteradresse i Danmark. Legitimationskortet er ikke obligatorisk.
Det kan være relevant for dig at ansøge om et legitimationskort, hvis du ikke har kørekort eller pas.
Du kan bruge legitimationskortet i en række hverdagssituationer som legitimation, hvor du skal bevise, hvem du er, ligesom pas og kørekort også bruges som legitimation i andre situationer end ved rejse og kørsel.
Vær opmærksom på, at legitimationskortet:
- ikke giver ret til ophold i Danmark eller til at arbejde i Danmark.
- ikke kan anvendes, når du skal til lægen. Her skal du i stedet medbringe dit sundhedskort.
- ikke generelt har til formål at fungere som rejselegitimation, fx i forbindelse med rejser i Schengen.
- ikke kan anvendes ved indrejse til Sverige til at dokumentere din nationalitet og dermed pasfrihed. Det gælder, uanset om legitimationskortet indeholder oplysning om din nationalitet.
Du kan læse Udenrigsministeriets rejsevejledninger samt andre landes pas- og visumregler på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Den første udgave af legitimationskortet
Den første udgave af legitimationskortet, der kunne udstedes indtil den 1. marts 2018, indeholdt ikke oplysning om nationalitet.
Den første udgave af legitimationskortet er stadig gyldig indtil udløbet af gyldighedsperioden.
Du skal møde personligt op i borgerservice i den kommune, du har adresse og bor i for at ansøge om et legitimationskort.
Husk at medbringe original dåbs-, navne- eller fødselsattest eller pas, kørekort eller sundhedskort for at bekræfte din identitet.
Der skal være et billede af dig på kortet. Undersøg reglerne for billede med borgerservice, inden du tager afsted.
Vær opmærksom på, at du kan forvente en vis leveringstid på legitimationskortet. I nogle kommuner laves det dog med det samme.
Kortet kan koste op til 150 kr. (2023).
Hvis du har brug for legitimation for, at du er pensionist, kan du i mange tilfælde bruge et brev fra Udbetaling Danmark, der viser, at du modtager folke- eller førtidspension.
Pensionistbevis
Nogle kommuner tilbyder også et såkaldt pensionistbevis. Hvis du er førtids- eller folkepensionist, kan du i de kommuner få pensionistbeviset i borgerservice. Der er ikke noget billede på pensionistbeviset. Beviset kan du bruge til at få pensionistrabat på fx museer, forlystelsesparker osv.
DSB legitimationskort
Du skal dog være opmærksom på, at du ikke kan bruge pensionistbeviset eller pensionsmeddelelsen til at købe DSB billetter med pensionistrabat. Hvis du er under 65 og pensionist, skal du derfor have et DSB legitimationskort for at købe DSB's billigere billetter med pensionistrabat. DSB legitimationskort kan du få gratis på en DSB station, hvis du medbringer en pensionsmeddelelse, der ikke må være mere end 1 år gammel, samt et pasfoto.
Hvis du er under 67 år: Du skal medbringe dokumentation, der er maksimalt 1 år gammel. Dokumentation kan være en af disse 3:
- seneste udbetalingsbrev (udsendes årligt)
- seneste udbetalingsmeddelelse (udstedes månedligt) eller
- udfyldt blanket fra kommunen hvoraf navn, CPR-nummer og kommunens stempel fremgår.
Du kan vise dokumentationen elektronisk. I så fald skal du samtidig vise legitimation med CPR-nummer.