---
title: "Beskæring af træer og buske langs veje"
description: "Hvorfor skal træer og buske beskæres"
date: "2026-04-21"
created: "2023-06-21"
tags:
  - "træer"
  - "buske"
  - "sikkerhed"
  - "trafik"
  - "færdsel"
  - "beskæring"
  - "beskær"
---

[Hjem](https://www.aeroekommune.dk/)

                    [Mit liv](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv)

                    [Trafik og veje](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv/trafik-og-veje)

                [Beskæring af træer og buske langs veje](https://www.aeroekommune.dk/mit-liv/trafik-og-veje/beskaering-af-traeer-og-buske-langs-veje)

# Beskæring af træer og buske langs veje

Hvis du ejer en grund op til en vej, har du pligt til at sørge for, at træer og buske ikke generer færdsel, trafiksikkerhed, belysning eller udsyn. Beplantning må ikke rage ud over fortov eller kørebane, og der skal være tilstrækkelig frihøjde over vejen.

Kommunen kan pålægge dig at beskære, hvis beplantningen er til gene, og kan i sidste ende udføre arbejdet for din regning, hvis det ikke sker inden for en fastsat frist.

## Spørgsmål og svar

###

                                    Hvorfor skal træer og buske beskæres?

Træer og buske på private arealer langs vejen, både offentlige kommuneveje og private fælles veje skal beskæres, så de ikke er til gene for færdslen. Hvis beplantningen har bredt sig ud over vejanlægget, er det ikke kun til gene for de forbipasserende, men også for trafiksikkerheden, belysningen, vedligehold af vejanlægget, udsyn til skilte mv. I nogle tilfælde kan oversigtsforholdene være forringet på grund af beplantningen, hvilket har betydning for trafiksikkerheden. Beplantning kan også skygge for lyset på vejen og dermed forringe trafiksikkerheden.

###

                                    Hvad siger reglerne om beskæring?

Her står blandt andet: "Når vejens istandsættelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt, kan vejmyndigheden kræve træer og anden beplantning på eller over disse veje fjernet, nedskåret, opstammet eller studset. Hvis vejmyndighedens krav ikke efterkommes inden for en fastsat frist, kan vejmyndigheden lade arbejdet udføre ved sin foranstaltning på grundejernes bekostning."

Kommunen har således bemyndigelse til at pålægge grundejeren den nødvendige beskæring af træer og buske, hvis de er til gene for vejen og dens brugere. Hvis grundejeren ikke er hjemme, kan den første uformelle henvendelse ske pr. brev med angivelse af eventuel tidsfrist for beskæringen, inden der gives et egentligt påbud.

###

                                    Hvordan bør træer og buske beskæres?

Der findes ingen centralt fastsatte bestemmelser for hvordan beskæringen af træer og buske langs veje skal ske. Ærø Kommune har ikke fastsat lokale bestemmelser for beskæring af træer og buske langs vejene i kommunen.

Hvis der i kommunen ikke er fastsat lokale regler om beskæring af træer og buske langs vejene kan følgende vejledning anvendes. Træer og buske bør beskæres således at:

- Fortove og kørebaner skal kunne bruges i fuld bredde. Hække og buske skal derfor klippes tilbage til skellinjen.
- Frihøjden over kørebanen skal være mindst 4,2 m.
- Frihøjden over fortov, cykelstier og rabatter skal være mindst. 2,75 m. Dog gælder frihøjden over kørebanen også for den nærmeste meter ud over kørebanekanten.

Skellinjen ligger typisk ved bagkanten af elskabe, lysmaster, vejskilte mv. Ved beskæring skal man være opmærksom på at grene tynges ned, når de er våde.

###

                                    Hvornår bør træer og buske beskæres?

Generelt kan træer og buske beskæres hele året. Fastlæggelsen af beskæringstidspunktet baseres derfor på en afvejning af forskellige hensyn:

- Biologiske hensyn - Det anbefales at beskære om sommeren, når træerne er biologisk aktive og hurtigt kan reagere på beskæringsindgrebet.
- Æstetiske hensyn - Enkelte slægter bør beskæres lige efter løvfald for at undgå generende "blødning" fra beskæringsstederne
- Praktiske hensyn - Træbeskæring udføres ofte om vinteren, hvor kronens form og struktur bedre ses, når træet står uden blade.
