Kommunale Mikrofleksjob, eksterne retningslinjer.
Kommunalbestyrelsen i Ærø Kommune har 17.12.2014 besluttet at oprette 15 fleksjob på maks. 5 timer pr. uge og 15 fleksjob på maks. 10 timer pr. uge. 
I daglig tale kaldes disse ”Mikrofleksjob”.

Jobbene er tiltænkt personer, der af rehabiliteringsteamet er indstillet til fleksjob på et meget lavt timetal, og hvor Jobcenteret vurderer, at de vil have vanskeligt ved at opnå beskæftigelse på det ordinære fleksjobmarked.

Jobfunktioner, der udbydes som mikrofleksjob, må ikke fortrænge eksisterende job.

Jobbene kan oprettes på alle kommunale arbejdspladser i Ærø Kommune samt på foreningsdrevne og andre ikke-kommunale arbejdspladser, herunder museer, som Ærø Kommune ifølge kommunalfuldmagten lovligt kan støtte.
Det er Jobcenteret, der afgør, om en foreningsdreven eller en anden ikke-kommunal arbejdsplads opfylder ovenstående betingelser.
I tvivlstilfælde forelægges sagen for direktionen i Ærø Kommune.

Ærø Kommunes Løn- og Økonomiafdeling varetager ansættelsen og aflønningen af personer ansat i mirkofleksjob på kommunale og foreningsdrevne arbejdspladser. 
For foreningsdrevne arbejdspladser opretter Løn- og Økonomiafdelingen en aftale om udstationering af arbejdskraft mellem kommunen og foreningen. Personer ansat på disse vilkår er omfattet af kommunens selvforsikringsordning ift. arbejdsskader.
For ikke-kommunale arbejdspladser, der er omfattet af den statslige fleksjobordning, overfører Ærø Kommune et beløb til institutionen svarende til nettolønudgiften, efter fradrag af den statslige fleksrefusion, som institutionen er berettiget til. Institutionen forestår selv ansættelsen og aflønningen.

Jobcenter Ærø etablerer en ”Fleksjobbørs”, hvor interesserede arbejdspladser, der opfylder betingelserne kan tilmelde mulige job.

Ved tilmelding skal oplyses:

  •  Institutionens navn og kontaktperson.
  •  Detaljeret beskrivelse af jobindhold.
  •  Forventede antal ugentlige arbejdstimer.
  •  Forventet starttidspunkt.

Oplysningerne sendes pr. mail til cha@aeroekommune.dk
Emne: Mikrofleksjob.

Jobcenteret matcher de ledige job med ledige fleksjobpersoner med det udgangspunkt, at borgeren er i centrum.  Der er således ikke garanti for at et ledigt mikrofleksjob umiddelbart kan besættes, hvis ikke der kan foretages det rigtige match. Funktionsområde og ugentligt timetal fastsættes af Jobcentret.