På Ærø har man siden 1970’erne satset på vindmøller og anden vedvarende energi. I dag er Ærø på årsbasis selvforsynende med elektricitet fra øens seks store vindmøller. Alle øens tre fjernvarmeanlæg er baseret på solvarme og biomasse. Den kollektive trafik er endnu ikke fuldt ud bæredygtig, men der arbejdes på at finde elektriske løsninger til øens busser, mens udviklingen af en 100 % eldreven færgerute nærmer sig demonstrationsfasen. Disse bæredygtige tiltag betyder, at Ærø er godt på vej mod målsætningen om at være CO2-neutral og selvforsynende med bæredygtig energi inden 2025.

Energikontoret - bæredygtige initiativer under samme tag

For at skabe synergi mellem de mange igangværende projekter på Ærø, og for at skabe en solid grobund for at udvikle nye bæredygtige initiativer, er der etableret et ”Energikontor” på Skolevej 11 i Marstal. Her er aktiviteter og personer, der har med vedvarende energi at gøre, samlet under samme tag. Energikontoret huser el-færgeprojektets koordinator, Ærø Kommunes informationsansvarlige indenfor vedvarende energi, samt Ærø Energi- og Miljøkontor. Foruden at tilbyde forskellige arrangementer, arbejdes der på at åbne en ”energipark” på området omkring kontoret, hvor der vil være forskellige interaktive installationer, som alle er velkomne til at besøge. 

Yderligere information

Nedenfor er der links til tre centrale baggrundsdokumenter for udvikling indenfor bæredygtig energi på Ærø. I ”Kommuneplanen” kan man blandt andet læse om Ærø Kommunes miljøvurdering og den lokale Agenda 21 strategi. ”Visionsplanen” giver et overblik over Ærø Kommunes VE målsætninger og strategi. Under ”Klimakommune” findes information om nuværende status på CO2-nedskæringerne på Ærø. Desuden kan du klikke dig ind på Energikontorets hjemmeside og facebookside, elfærgeprojektets hjemmeside og finde kontaktoplysninger til Energikontoret.

Kommuneplan

Visionsplan

Klimakommune