• To-trins-login og kodeord. Danskerne har store problemer med password-sikkerhed. Ifølge Borgernes Informationssikkerhed (DK-CERT 2017) genbruger 66 pct. passwords på tværs af tjenester, og spørgeskemaundersøgelsen (Userneeds 2017) viser, at kun én ud af seks danskere har et kodeord på mere end 12 tegn til deres primære e-mailkonto, og at mindre end hver femte dansker ved, hvad to-trins-login er.
  • NemID. Danskerne tager i vid udstrækning billeder af deres NemID. Ifølge spørgeskemaundersøgelsen (Userneeds 2017) vurderer 1/3 af danskerne, at det er ufarligt at dele NemID-nøglekortet digitalt med familiemedlemmer, og hver femte dansker angiver at have taget et billede af sit NemID-nøglekort og delt det med deres partner.
  • Softwareopdatering. Mere end 4 ud af 10 danskere bruger en ældre version af styresystemet på deres computer og/eller telefon (YouSee/TDC Group), og 38 pct. af danskerne ved ikke, at softwareopdateringer bl.a. har til formål at afhjælpe sikkerhedsudfordringer (Userneeds 2017).
  • Sikkerhedskopier. 30 pct. af danskerne tager backup af deres smartphone, og 40 pct. tager backup af deres computer (DK-CERT 2017). Hver tredje dansker har prøvet at miste data, som ikke kunne genskabes, fordi det ikke var sikkerhedskopieret (Userneeds 2017).
  • Usikre beskeder. 2016 og 2017 er rekordår for antallet af usikre beskeder i omløb (YouSee/TDC Group). 6 ud af 10 danskere har modtaget e-mails med forsøg på phishing (DK-CERT 2017), og mere end hver fjerde har sendt cpr-nr. eller andre personlige oplysninger i e-mail til det offentlige (DK-CERT 2017). Hver femte dansker fået hacket deres primære e-mailkonto og/eller profil på sociale medier (Userneeds 2017).
  • Nethandel. Mere end 100.000 danskere bliver hvert år udsat for svindel i fup-butikker på nettet (Finans Danmark). Siden Bagmandspolitiet startede sin indsats mod online fup-butikker i februar 2016 har de beslaglagt i alt 1501 .dk-domæner (Finans Danmark).