Velkommen til sundhedsplejen på Ærø

Sundhedsplejen er et tilbud til alle forældre, børn og unge

  • Når du bliver gravid og gerne vil have styr på udstyret
  • Når du synes det er svært at amme
  • Når dit barn græder og du ikke kan finde ud af hvad der er galt
  • Når den røde numse driller
  • Når du ikke kan få den lille til at sove
  • Når du bare gerne vil have at vide om det går som det skal
  • Når storebror i børnehaven får ondt i maven hver morgen når han skal afsted
  • Når den store i 5. klasse ikke vil tale med dig
  • Når jeres barn er blevet lidt for rund og i gerne vil have nogle gode råd om sund kost


Så ring eller mail til sundhedsplejerske Dorte Lindberg Madsen på tlf. 23701207 eller e-mail dlm@aeroekommune.dk

En sundhedsplejersker er uddannet sygeplejerske med en 1½ årig specialuddannelse og praktisk erfaring i arbejde med børn/unge og deres familier.  

                              

Jeg kontakter jer efter fødslen og tilbyder jer et besøg når barnet er 4-6 dage gammel.

Herefter er der besøg når jeres barn er 14 dage gammel, 3 uger, 2 måneder, 4-6 måneder, 8-10 måneder, 1½ år og 3 år gammel og ellers efter hvilket behov I har.

Barnet bliver undersøgt og vejet, og I kan få gode råd om barnets trivsel, pleje, kost, søvn, udvikling, søskendejalousi, den ændrede situation i familien m.m.

Du og din partner kan få besøg af en sundhedsplejerske, i graviditeten. Besøget vil typisk ligge mellem graviditetsuge 28.-32.

                                                                

På et graviditetsbesøg er der mulighed for at drøfte spørgsmål om graviditeten og tiden efter fødslen. Det kan f.eks. dreje sig om forventninger til forældrerollen, amning, hjemmets praktiske indretning mm.

 

Sundhedsplejen på skolen følger jeres barns sundhed og trivsel gennem skoleforløbet.

I løbet af skoleåret bliver eleverne i 0. klasse, 1. klasse, 4. klasse, 7. klasse og 9. klasse tilbudt en undersøgelse og en snak om sundhed og trivsel. Der er også mulighed for samtale eller undersøgelse i de andre klasser, hvis der er behov for det.

Formålet er, at børnene lærer at forstå deres krops signaler og betydningen af fysisk, psykisk og social sundhed, så de selv kan handle i forhold til at fremme deres sundhed og forebygge sygdom.

Undersøgelsen består af vejning, højdemåling og syns- og høretest efter behov. I 0. klasse er der også en motorisk test.

I 0. klasse bliver I inviteret til en undersøgelse og samtale.  Vi anbefaler jer, forældre, at deltage i den første undersøgelse, da det for barnet betyder tryghed samt at vi lærer hinanden at kende til gavn for det videre samarbejde. På de øvrige klassetrin vil eleverne komme enkeltvis eller i små grupper uden forældre.

I samarbejde med jer, forældre, foretages en vurdering af jeres barns sundhed og trivsel. Sundhedsplejersken kan støtte og vejlede jer i disse forhold og evt. henvise til en anden faggruppe.

Sundhedsplejersken tilbyder undervisning i emner, der har med sundhed og trivsel at gøre på de øvrige klassetrin: venskab, pubertet, seksuel sundhed, kost, hygiejne osv.

Sundhedsplejen Ærø Kommune benytter internetbaseret spørgeskemaer på www.skolesundhed.dk. Disse spørgeskemaer giver viden om børnenes dagligdag og trivsel, herunder helbred, sundhedsvaner og sociale relationer. Der er også spørgsmål, som handler om skolens undervisningsmiljø og selve undervisningen. Oplysningerne kan bruges til at lave forskellige tiltag, der kan gøre børnenes trivsel og sundhed bedre på skolen.

Alle oplysninger behandles strengt fortroligt og i overensstemmelse med persondataloven.

Oplysninger om det enkelte barn kan kun ses af sundhedsplejersken, som har tavshedspligt.

Ærø Kommunes diætist og sundhedsplejerske tilbyder familiesamtaler til familier med overvægtige børn og unge. Med udgangspunkt i netop jeres familie får I vejledning, støtte og redskaber til en sund hverdag med bevægelse og gode madvaner, der fører til en sund og positiv vægtudvikling.

Hvem kan deltage?
Tilbuddet henvender sig til familier med børn og unge i alderen 6-17 år, der kæmper med overvægt, dvs. har et BMI over 90-percentilen for køn og alder. Hvis du er i tvivl om dit barns BMI, kan du spørge din læge/sundhedsplejerske/diætist.

Forløbet
Forløbet strækker sig over en periode på 2 år med familiesamtaler hver 6.- 8. uge og fællesarrangementer med andre familier.  

Deltagelse kræver henvisning fra egen læge.

Kontakt
Sundhedsplejerske Dorte Lindberg Madsen
E-mail: dlm@aeroekommune.dk
Tlf. 23 70 12 07

Diætist Malene B. Jessen
E-mail: mbj@aeroekommune.dk
Tlf. 63 52 55 24 (alle hverdage kl. 8-9 / 12-13) 

Du bliver tilbudt at komme i en mødregruppe af din sundhedsplejerske. Det sker typisk når barnet er 6-8 uger gammel. Vi samler omkring 6 mødre i en gruppe, der har født på nogenlunde samme tid.

Vi mødes 2 gange i sundhedsplejens lokaler på Marstal Skole.

  • Første gang ca. 6 uger efter fødslen.
  • Anden gang ca. 4 måneder efter fødslen.

Ind i mellem disse møder, besøger I hinanden privat.

Hvad kan gruppen bruges til?

  • Samvær med ligestillede mødre som man kan drøfte babyrelaterede spørgsmål med og give og modtage gode råd
  • Erfarings udveksling
  • Skabe netværk
  • Få undervisning af sundhedsplejersken i relevante emner og diskutere Fødslen, amning/ flaske, gråd, søvn, motorik, søskende , parforhold, mad/kost, mm.

Forventninger til at deltage i en mødregruppe

  • Man skal have lyst til at bruge tid på gruppen
  • Deltage aktivt i fællesskabet i  gruppen
  • Åbenhed/respekt for hinandens forskellighed

Guidelines

  • Nogle grupper mødes hver uge, andre hver anden uge
  • Mødested: hjemme, ude eller ved fælles aktiviteter
  • Afstem forventninger
  • Lav klare aftaler omkring mødets varighed, forplejning,  aflysning mm.

Der sker en kolossal udvikling det første år af barnets liv, fra det nyfødte barn der ammes, til barnet spiser med af familiens mad. I løbet af det første år ændres maden gradvist fra at være flydende til at blive almindelig mad. Det er vigtigt at følge barnets udvikling og tilbyde den rette mad også efter, at barnet er blevet 1 år.

Bogen her giver svar på spørgsmål ud fra de anbefalinger om ernæring, som findes fra Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen.

Hent bogen her:  Mad til små - fra mælk til familiens mad

Bogen kan købes hos de fleste apoteker eller hos:

Komiteen for Sundhedsoplysning
Classensgade 71, 45.sal.
2100 København Ø

Her kan du læse om dit barns motoriske udvikling og få ideer til hvordan du kan stimulere dit barn:

Giv dit barn lyst til at lære Komiteen for sundhedsoplysning

Budskabet i denne bog er, at man kan nå meget langt ved at stimulere børns basale sanser. Især er det vigtigt at stimulere 
følesansen og balance-/bevægesansen i barnets første leveår. Bogen kommer med en lang række forslag til, hvordan man kan stimulere barnets sanser og dermed fremme barnets lyst til at lære. 
Bogen handler om perioden fra fødslen, til barnet er 3 år. 
 

  • Barnets sanse-udvikling trin for trin  
  • Sådan stimulerer du barnets forskellige sanser
  • Alarmklokker - hvad kan du gøre

 

Her kan du også læse om barnets motoriske udvikling:

Børn og motorik af Vibeke Winter

Dit nyfødte barn sover meget. Måske undrer du dig over, at dit barn sover det meste af tiden. Men det er ofte helt normalt og ikke noget at bekymre sig over.  

Læs i denne artikel om nyfødte børns søvn på Sundhedsplejersken.dk

Denne artikel repræsenterer væsentlige hovedpointer om børn og søvn, børns behov for søvn i forhold til alder og sovevaner.

Dit spædbarn græder. Gråden er simpelthen dit barns vigtigste kommunikationsmiddel. Hvilke forventninger der er realistiske til barnegråd, kan du måske få en idé om i denne artikel.

Hvorfor græder barnet? Gråd og kolik hos spædbørn. Lille letlæst hæfte med dokumenteret viden om spædbørnsgråd: Hvorfor græder nogle spædbørn mere end andre? Og hvad er den bedste omsorg til et kolikbarn?

Hvorfor græder barnet?

Som forældre kan man, ved at følge et par enkle råd undgå, at ens børn bliver solskoldede og i det hele taget får for meget sol.

Læs mere her om børn og sol