Særlige regler om private og professionelle bygherrers identifikation af PCB i bygninger og anlæg og anmeldelse af affald

§ 78. Ved følgende byggearbejder skal bygherren, inden arbejdet påbegyndes, foretage en screening af bygningen eller anlægget, eller berørte dele heraf ved renovering, for at afdække, om der kan være anvendt PCB-holdigt materiale i forbindelse med opførelse eller renovering af bygningen eller anlægget:
 
1) Renovering eller nedrivning af bygninger og anlæg eller dele heraf, der er opført eller renoveret i perioden 1950 til 1977, hvis renoveringen eller nedrivningen vedrører mere end 10 m2 af en bygning eller et anlæg, eller hvis arbejdet frembringer mere end 1 ton affald.
2) Udskiftning af termoruder, der kan være fremstillet i perioden 1950 til 1977.
Stk. 2. Et byggearbejde, der vedrører flere bygninger eller anlæg, skal vurderes under ét.
Stk. 3. Screeningen, efter stk. 1, foretages ved at udfylde screeningsskemaet for PCB i bilag 11.

§ 79. Hvis der ikke kan svares nej til samtlige spørgsmål i screeningsskemaet for PCB i bilag 11, skal bygherren foretage en kortlægning af de dele af en bygning eller et anlæg, som kan indeholde PCB.

§ 80. Inden byggearbejder omfattet af § 78, stk. 1, påbegyndes, skal bygherren indgive en skriftlig anmeldelse til kommunalbestyrelsen.
 Stk. 2. En anmeldelse, jf. stk. 1, skal indsendes samtidig med en ansøgning eller anmeldelse efter byggelovgivningen, eller senest 2 uger inden byggearbejdet påbegyndes.
Stk. 3. En anmeldelse, jf. stk. 1, skal være i overensstemmelse med §§ 81 og 82.

§ 81. En anmeldelse, som vedrører et byggearbejde, der alene er omfattet af screeningsforpligtelsen, jf. § 78, stk. 1, skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
1) Bygherrens navn og adresse.
2) Dato.
3) Bygherrens underskrift.
4) Ejendommens adresse og matrikelbetegnelse.
5) Byggeår og eventuelle renoveringsår.
6) Screeningsskemaet for PCB, jf. bilag 11.
7) De forventede affaldsmængder og -typer.
8) Den forventede behandling eller anvendelse af affaldet eller den forventede modtager af affaldet.

§ 82. En anmeldelse, som vedrører et byggearbejde, der er omfattet af kortlægningsforpligtelsen, jf. § 79, skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
1) Bygherrens navn og adresse.
2) Dato.
3) Bygherrens underskrift.
 4) Navn og adresse på den, der har udført kortlægningen.
5) Dato for kortlægningen.
6) Ejendommens adresse og matrikelbetegnelse.
7) Byggeår og eventuelle renoveringsår.
8) Resultat af analyser af repræsentative materialeprøver og en beskrivelse af den visuelle vurdering, der ligger til grund for materialeprøver.
 9) Forekomsten og mængden af PCB-holdigt materiale.
10) Placering af PCB-holdigt materiale angivet med billede eller tegning, hvor der kan opstå tvivl.
11) Hvordan PCB-holdigt materiale gennem mærkning, skiltning eller andre tiltag er identificeret.
12) Hvordan PCB-holdigt materiale er planlagt fjernet og håndteret.
13) De forventede affaldsmængder og -typer.
14) Den forventede behandling eller anvendelse af affaldet eller den forventede modtager af affaldet.

§ 83. Ved byggearbejder, der ikke er omfattet af § 78, stk. 1, skal bygherren indgive en skriftlig anmeldelse til kommunalbestyrelsen senest 2 uger før byggearbejdet påbegyndes, hvis renoveringen eller nedrivningen vedrører mere end 10 m2 af en bygning eller et anlæg, eller hvis arbejdet frembringer mere end 1 ton affald:
1) Bygherrens navn og adresse.
2) Dato.
3) Bygherrens underskrift.
4) Ejendommens adresse og matrikelbetegnelse.
5) De forventede affaldsmængder og -typer.
6) Den forventede behandling eller anvendelse af affaldet eller den forventede modtager af affaldet.

.