
Sundhedstjenesten
I Ærø Kommune er der ansat 1 sundhedsplejerske. Alle børnefamilier er velkommen til at kontakte sundhedsplejersken efter behov.
Sundhedsplejerske Astrid Lundgaard Jensen
Telefontid: Mandag - fredag kl. 8.00-9.00 på tlf. 2337 2295
Kontoradresse: Rådhuset, Statene 2, 5970 Ærøskøbing
Mail: alj@aeroekommune.dk
På tlf. 75 115 115 gives anonym rådgivning fredage, lørdage, søndage og helligdage fra kl. 17.00 til 20.00. Se flere oplysninger under sundhedsplejersketelefon.
0-års alderen og indtil skolestart
Sundhedsplejersken kan i kraft af sin specialuddannelse give råd og vejledning om barnets og familiens sundhed og trivsel. Hun undersøger og observerer barnet med henblik på at vurdere, om det vokser og udvikler sig normalt. Hun er opmærksom på om kontakten og tilknytningen mellem forældre og barn er aktiv og stimulerende.
Sundhedsplejersken kan hjælpe til med at få det nyfødte barn indpasset i familien og få amningen veletableret. Dette sker gennem drøftelser og praktiske tips om barnets/børnenes levevis, ernæring, pleje og pasning, forebyggelse af ulykker, stimulation og udvikling.
Vejledning foregår ved hjemmebesøg, telefonrådgivning samt tilbud om iværksættelse af mødregrupper.
Der tilbydes hjemmebesøg efter behov.
Fra børnehaveklassestart til 9. klasse
En god sundhedstilstand er én af forudsætningerne for at barnet/den unge befinder sig godt i skolen og derved også bliver i stand til at få udbytte af undervisningen.
Sundhedsplejerskens opgave er at medvirke til, at elevernes sundheds- og helbredstilstand forbliver så god som mulig.
Dette sker ved undersøgelse af barnet og sundhedsvejledende samtaler. Barnet måles, vejes, syns- og høreprøves, farvesansen testes og udviklingen vurderes. Forældrene vil i 1. klasse blive indbudt til at deltage i undersøgelsen. Under samtalerne kan sundhedsplejersken rådgive og vejlede om barnets/familiens sundhed og trivsel. Samtalerne kan indeholde emner som ernæring, motion, søvn, frisk luft, kammerater og fritid, forebyggelse af allergi og andre lidelser samt barnets/den unges fysiske og psykiske trivsel. Barnet tilbydes undersøgelse i 1., 3., 5., 7. samt 9. klasse.
Emnerne tilpasses den enkelte elevs alder og de ønsker og behov, som barnet/den unge og forældrene har.
Forud for undersøgelserne og samtalen udleveres der et spørgeskema til hjemmet, som udfyldes og afleveres til sundhedsplejersken.
Hvis barnet/den unge har behov herfor, fx ved problemer med trivslen, hovedpine, mavepine eller rygsmerter, pubertet, menstruation og andet, kan barnet/den unge/forældrene eller lærerne rette henvendelse til sundhedsplejersken, som kan tilbyde yderligere undersøgelser, samtaler eller henvise til andre, relevante fagpersoner.
Sådan får du kontakt med sundhedsplejersken
Er du gravid og synes, at der er særlige forhold, der gør, at du har behov for en samtale med din sundhedsplejerske før fødslen, kan du bede din jordemoder, læge eller socialrådgiver om at sende en henvisning til sundhedsplejen. Efter fødslen vil jordemoderen give besked til sundhedsplejersken, og inden for 14 dage vil du blive kontaktet med tilbud om hjemmebesøg. Du er også velkommen til selv at ringe til sundhedsplejersken.
Opstår der tvivl eller spørgsmål angående barnets trivsel, udvikling eller andre sundhedsmæssige problemer, er du velkommen til igen at kontakte sundhedsplejersken.
Hvis du er tilflyttet kommunen og barnet er under 1 år vil den tidligere sundhedsplejerske, efter tilladelse fra dig, sende barnets journal til den nye sundhedsplejerske, som vil kontakte dig for at aftale genoptagelse af hjemmebesøgene.
Når dit barn skal begynde i skolen, vil du få tilsendt et spørgeskema fra sundhedsplejersken og en indbydelse til at deltage i en undersøgelse af barnet og en sundhedsvejledende samtale.


